”Religiøs intolerance blev uundgåeligt født med troen på én gud”.

Således skrev Sigmund Freud i 1939, og påstanden rummer en væsentlig pointe: Hvis der kun findes én gud, er alle andre guder nødvendigvis falske.

Dette er ikke tør teori fra det teologiske elfenbenstårns tagetage.

Historien leverer en regnskov af eksempler på, at monoteister ikke har nøjedes med en konstatering af, at der findes falske guder, men også er gået til en bekæmpelse af deres tilhængere og kult. Med alt fra mission, diskrimination og forbud til vold, ødelæggelse og krig.

Freuds udsagn var mere konkret møntet på historiens ældst kendte eksempel på en monoteismelignende religion, nemlig den ægyptiske kong Akhnatons religiøse revolution i det 14. århundrede f.v.t.

Da Akhnaton døde, forsøgte hans efterfølgere imidlertid systematisk at slette sporene efter ham, og dette damnatio memoriae virkede. Ifølge de fleste forskere er der ingen eller kun minimal forbindelse til de senere monoteistiske religioner.

Ophavet til disse skal frem for alt findes i Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente). Og et af de centrale hovedtemaer heri er det problematiske pagtsforhold mellem israelitterne og deres gud Jahve.

Inden de erobrer Kanaans land, forpligter de sig på at dyrke Jahve og ingen andre (2. Mos. 20,3-6). For at minimere risikoen for ”afgudsdyrkelse” yderligere beordrer Jahve israelitterne til at destruere den kanaanæiske kult, ja, ifølge nogle tekster sågar til at udrydde alle indbyggerne, kvinder og børn inklusive (5. Mos. 12,1-4; 20,16-17).

Desuden skal israelitter, der alligevel dyrker andre guder end Jahve, stenes til døde (5. Mos. 17,2-7).

Selv om Den Hebraiske Bibel således udtrykker en skarp, religiøs intolerance, er det som regel kun monolatri, der gør sig gældende i skriftet. Det indebærer, at man udelukkende må dyrke én gud, men uden at man benægter eksistensen af andre guder (2. Mos. 20,3; 2. Kong. 23). Kun forholdsvis få steder gør en eksplicit monoteisme sig gældende (f.eks. Esajas Bog 45).

Under alle vilkår er Den Hebraiske Bibel optaget af bekæmpelsen af israelitternes dyrkelse af andre guder i Israel. Hvilke guder andre folk dyrker i andre lande, har for det meste ingen eller kun perifer interesse.

I Det Nye Testamente udvides perspektivet dramatisk og konsekvent.

Her står principielt alle menneskers frelse i hele verden i centrum. Her er det kærlighed til Gud og næsten, der er et af Jesus’ hovedbudskaber, og over det hele svæver en kærlighedens, tilgivelsens og fredens gud. Modsat den krigeriske og straffende gud, der præger Den Hebraiske Bibel.

Når afgørende forskelle mellem Den Hebraiske Bibel og Det Nye Testamente opstilles på denne måde – og det har kristne ofte gjort – er der flere ting, der må undre.

For det første, at det næsten altid har været kristne, der har diskrimineret og forfulgt jøder, ikke omvendt. Ja, helt indtil 1945 var antisemitisme et udbredt fænomen i store dele af kristenheden.

For det andet, at kristendommen indtil 17-1800-tallet har manifesteret sig som den måske mest intolerante religion med et de allermest blodvædede synderegistre i historien. I klar modsætning til f.eks. jødedommen.

Det er der utvivlsomt flere årsager til.

Selv om kristendommen som oftest har været majoritetsreligionen og jødedommen minoritetsreligionen (Israel i dag er en vigtig undtagelse), kan problemet langtfra reduceres til denne kvantitative forskel.

Det kan heller ikke bortforklares med den nok mest udbredte apologi, nemlig at de talløse forbrydelser i kristendommens navn er udtryk for ”fejlfortolkninger” eller ”misbrug” af Det Nye Testamente.

Et spørgsmål, de fleste glemmer at stille, er nemlig, hvorfor kristne åbenbart har været mere tilbøjelige til skæbnesvangre ”misforståelser” af deres helligskrift end tilhængere af mange andre helligskrifter?

Svaret er formentlig, at det har de ikke.

På afgørende måder er Det Nye Testamente nemlig en (teologisk) krigserklæring til alle andre religioner i verden.

I modsætning til Den Hebraiske Bibel påberåber skriftet sig universelt sandheds- og frelsesmonopol: Kun kristendommen repræsenterer den eneste gud, Sandhed og Frelse, og kun den har nøglen til Paradisets porte. Alle andre religioner er i bedste fald falske og kraftløse, i værste fald djævledyrkelse og ondskab.

Eller som det følgerigtigt kom til at hedde: Uden for kirken er der ingen frelse.

Ifølge vigtige nytestamentlige tekster bør alle mennesker i verden da også omvendes til kristendommen. Og hvad dét indebærer, turde være indlysende: En verdensomspændende kristianisering og alle andre religioners eksistensophør.

Lad os tage nogle eksempler.

Ifølge Johannesevangeliet 14,6 siger Jesus i al ubeskedenhed: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Ifølge Apostlenes Gerninger 4,12 er der ”ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”

Ifølge 1. Timotheusbrev 2,3-5 vil ”Gud, vor frelser”, at ”alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus”.

2. Johannesbrev 1,9 slår fast, at ”Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud.” Ifølge Romerbrevet 3,22-23 er Kristus beregnet for alle mennesker, ”for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”.

Af disse grunde skal kristendommen udbredes til alle mennesker.

Ifølge den berømte missionsbefaling siger den opstandne Jesus: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple” (Matt. 28,18-19). Ifølge Filipperbrevet 2,9-11 er målet, at alle i universet skal gå ned i knæ og ”hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre”.

Intet mindre.

Om de, der vover at afvise kristendommen, siger Paulus: ”Hvis nogen ikke elsker Herren, være han forbandet!” (1. Kor. 16,22).

Skulle nogen forkynde et andet kristent evangelium end det ”sande”, skal også han være ”forbandet” (Gal. 1,6-9). Ja, Paulus kan sågar dæmonisere kristne konkurrenter som Satans ”tjenere” (2. Kor. 11,12-15).

I øvrigt kan Det Nye Testamente pointere, at ”syndere” skal tvinges til at blive kristne eller straffes grusomt i denne og især den kommende verden (Luk. 14,21-23; 13,1-5; Matt. 25,41-46).

Sagt med andre ord:

Med det megalomane sandhedsmonopol, der kendetegner Det Nye Testamente, blev religiøs intolerance for alvor introduceret i verdenshistorien. Andre religioner er nødvendigvis ”afguderi” eller djævledyrkelse, og afvigende kristendomsformer bliver ”kætteri”, og begge bør derfor erstattes af den ”sande” kristne kirke.

Indtil moderne tid har dette været en grundopfattelse i de store kirkeinstitutioner. Og som historien viser, har der herfra – afhængigt af omstændighederne – ikke været noget syvmileskridt til hellig krig mod hedninger og vantro, kætterbrændinger, heksebrændinger, jødeforfølgelser, brutal kolonisering, folkemord, og hvad der ellers har skæmmet kristenhedens historie.

Kristne selv har undertiden fremstillet det på den måde, at hele menneskeheden er syg (dødelig), og at kirken alene administrerer lægemidlet (evigt liv). Derfor er mission en næstekærlig pligt af afgørende betydning.

Om kirken sidder inde med den hellige gral og formidler udødelighedens eliksir til menneskene, er som bekendt ubeviseligt. Det er derimod et veldokumenteret faktum, at kirken har været en dødbringende gift for mange mennesker og kulturer i tidens løb.

Under alle vilkår:

Det opgør med intolerance og ufrihed i visse islamiske lande, som mange kristne i dag advokerer for, bør kompletteres med et opgør med kirkens egne mørke sider (Matt. 7,3-5). Som vist har disse sider i langt højere grad rødder i Det Nye Testamente end i Den Hebraiske Bibel, der som bekendt udgør første del af kirkens bibel.

Dette betyder langtfra, at Den Hebraiske Bibel ikke rummer problematiske elementer. Men ser man på kristendommens og jødedommens historie, kan man konstatere, at problemerne først for alvor opstår, da Den Hebraiske Bibel kobles sammen med Det Nye Testamente og gøres til genstand for kirkens kristen-universalistiske fortolkning.

Så kan det, der i Den Hebraiske Bibel f.eks. er en skarp afvisning af kanaanæisk religion i Israel, nemlig blive til en skarp afvisning af al ikke-kristen religion i hele verden. Dermed er en lokal intolerance pludseligt blevet global.

Et klassisk eksempel er legitimeringen af erobringen af Nordamerika. Ifølge adskillige af de engelske kolonisatorer var de selv Guds nye udvalgte folk og indianerne kanaanæiske afgudsdyrkere, der skulle undertvinges eller udryddes.

Det blev de.

Jøderne selv har tidligere været syndebuk nr. 1 i kristenheden. Tænk f.eks. på massakrerne på jøderne under Det Første Korstog i 1096, udvisningen af dem fra Spanien i 1492 og Luthers smædeskrift Om jøderne og deres løgne fra 1543.

Også jødehadet har imidlertid rødder i Det Nye Testamente selv.

Alle evangelierne placerer skylden for Jesus’ død hos jøderne (Matt. 27,20-26; Mark. 15,6-15; Luk. 23,13-25; Joh. 19,8-16), og hos Paulus finder man en fordømmelse af dem som Jesus-mordere (1. Thess. 2,14-16).

Pointen er, at mens Det Nye Testamente har været en ledestjerne af overjordisk kærlighed for nogle, har det for andre været en enkelbillet til helvede på jord.

Glemmer man det, gør man sig skyldig i historieforfalskning.

Læs også:

> Religionerne er de største blasfemikere

> Er Jesus den store fredsfyrste?