”Religiøs intolerance blev uundgåeligt født med troen på én gud”.
Således skrev Sigmund Freud i 1939, og påstanden rummer en væsentlig pointe: Hvis der kun findes én gud, er alle andre guder nødvendigvis falske.
Dette er ikke tør teori fra det teologiske elfenbenstårns tagetage.
Historien leverer en regnskov af eksempler på, at monoteister ikke har nøjedes med en konstatering af, at der findes falske guder, men også er gået til en bekæmpelse af deres tilhængere og kult. Med alt fra mission, diskrimination og forbud til vold, ødelæggelse og krig.
Freuds udsagn var mere konkret møntet på historiens ældst kendte eksempel på en monoteismelignende religion, nemlig den ægyptiske kong Akhnatons religiøse revolution i det 14. århundrede f.v.t.
Da Akhnaton døde, forsøgte hans efterfølgere imidlertid systematisk at slette sporene efter ham, og dette damnatio memoriae virkede. Ifølge de fleste forskere er der ingen eller kun minimal forbindelse til de senere monoteistiske religioner.
Ophavet til disse skal frem for alt findes i Den Hebraiske Bibel (Det Gamle Testamente). Og et af de centrale hovedtemaer heri er det problematiske pagtsforhold mellem israelitterne og deres gud Jahve.
Inden de erobrer Kanaans land, forpligter de sig på at dyrke Jahve og ingen andre (2. Mos. 20,3-6). For at minimere risikoen for ”afgudsdyrkelse” yderligere beordrer Jahve israelitterne til at destruere den kanaanæiske kult, ja, ifølge nogle tekster sågar til at udrydde alle indbyggerne, kvinder og børn inklusive (5. Mos. 12,1-4; 20,16-17).
Desuden skal israelitter, der alligevel dyrker andre guder end Jahve, stenes til døde (5. Mos. 17,2-7).
Selv om Den Hebraiske Bibel således udtrykker en skarp, religiøs intolerance, er det som regel kun monolatri, der gør sig gældende i skriftet. Det indebærer, at man udelukkende må dyrke én gud, men uden at man benægter eksistensen af andre guder (2. Mos. 20,3; 2. Kong. 23). Kun forholdsvis få steder gør en eksplicit monoteisme sig gældende (f.eks. Esajas Bog 45).
Under alle vilkår er Den Hebraiske Bibel optaget af bekæmpelsen af israelitternes dyrkelse af andre guder i Israel. Hvilke guder andre folk dyrker i andre lande, har for det meste ingen eller kun perifer interesse.
I Det Nye Testamente udvides perspektivet dramatisk og konsekvent.
Her står principielt alle menneskers frelse i hele verden i centrum. Her er det kærlighed til Gud og næsten, der er et af Jesus’ hovedbudskaber, og over det hele svæver en kærlighedens, tilgivelsens og fredens gud. Modsat den krigeriske og straffende gud, der præger Den Hebraiske Bibel.
Når afgørende forskelle mellem Den Hebraiske Bibel og Det Nye Testamente opstilles på denne måde – og det har kristne ofte gjort – er der flere ting, der må undre.
For det første, at det næsten altid har været kristne, der har diskrimineret og forfulgt jøder, ikke omvendt. Ja, helt indtil 1945 var antisemitisme et udbredt fænomen i store dele af kristenheden.
For det andet, at kristendommen indtil 17-1800-tallet har manifesteret sig som den måske mest intolerante religion med et de allermest blodvædede synderegistre i historien. I klar modsætning til f.eks. jødedommen.
Det er der utvivlsomt flere årsager til.
Selv om kristendommen som oftest har været majoritetsreligionen og jødedommen minoritetsreligionen (Israel i dag er en vigtig undtagelse), kan problemet langtfra reduceres til denne kvantitative forskel.
Det kan heller ikke bortforklares med den nok mest udbredte apologi, nemlig at de talløse forbrydelser i kristendommens navn er udtryk for ”fejlfortolkninger” eller ”misbrug” af Det Nye Testamente.
Et spørgsmål, de fleste glemmer at stille, er nemlig, hvorfor kristne åbenbart har været mere tilbøjelige til skæbnesvangre ”misforståelser” af deres helligskrift end tilhængere af mange andre helligskrifter?
Svaret er formentlig, at det har de ikke.
På afgørende måder er Det Nye Testamente nemlig en (teologisk) krigserklæring til alle andre religioner i verden.
I modsætning til Den Hebraiske Bibel påberåber skriftet sig universelt sandheds- og frelsesmonopol: Kun kristendommen repræsenterer den eneste gud, Sandhed og Frelse, og kun den har nøglen til Paradisets porte. Alle andre religioner er i bedste fald falske og kraftløse, i værste fald djævledyrkelse og ondskab.
Eller som det følgerigtigt kom til at hedde: Uden for kirken er der ingen frelse.
Ifølge vigtige nytestamentlige tekster bør alle mennesker i verden da også omvendes til kristendommen. Og hvad dét indebærer, turde være indlysende: En verdensomspændende kristianisering og alle andre religioners eksistensophør.
Lad os tage nogle eksempler.
Ifølge Johannesevangeliet 14,6 siger Jesus i al ubeskedenhed: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Ifølge Apostlenes Gerninger 4,12 er der ”ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”
Ifølge 1. Timotheusbrev 2,3-5 vil ”Gud, vor frelser”, at ”alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus”.
2. Johannesbrev 1,9 slår fast, at ”Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud.” Ifølge Romerbrevet 3,22-23 er Kristus beregnet for alle mennesker, ”for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud”.
Af disse grunde skal kristendommen udbredes til alle mennesker.
Ifølge den berømte missionsbefaling siger den opstandne Jesus: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple” (Matt. 28,18-19). Ifølge Filipperbrevet 2,9-11 er målet, at alle i universet skal gå ned i knæ og ”hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre”.
Intet mindre.
Skriv kommentar