To mænd. Begge forretningsmænd. Begge stinkende rige. Begge guvernører for en amerikansk delstat. Begge kandidater til at blive præsident for USA. Far og søn.
Selv om de på sin vis har så meget til fælles, er der alligevel endnu mere, der adskiller sønnen Mitt Romney fra sin far, George Romney.
Jeg er på det sidste stødt på historien om George Romney, og jeg må indrømme, at det fascinerer mig, hvordan han meget mere end sin søn Mitt er billedet på den foretagsomhed og respekt, der bør stå om en succesfuld erhvervsmand.
Forskellen på de to er sigende for den udvikling, verden har været igennem de seneste 30 år.
George Romney var administrerende direktør for bilfirmaet American Motors i bilbyen Michigan. Det var han på et tidspunkt, da USA's økonomi bankede derudaf; i efterkrigstiden fra 1954-1962.
Han stod i spidsen for en virksomhed, der skabte noget, producerede noget. Han beskæftigede mennesker.
Samtidig levede Detroit (bilindustrien) med stærke fagforeninger og en kultur nedarvet fra Henry Ford, der gik ud på, at medarbejderne skulle lønnes godt. Endda rigtig godt.
Logikken var, at hvis de ansatte fik god løn, så ville produktionen være mere sikker, og de ville selv kunne købe sig en bil - eller måske to. De ansatte blev en del af noget, ikke bare passive lønmodtagere.
Bevares, George Romney tjente da også gode penge selv. Det ved vi, fordi Pappa Romney frigav 12-års skattepapirer, da han havde ambitioner om at blive præsident for USA.
Herfra kan man læse, at George Romney i 1960 tjente 660.000 dollar - svarende til ca. 5 millioner dollar i dag. Han betalte endda en ret fair andel af sin indkomst i skat.
Som guvernør og præsidentkandidat var George Romneys mærkesager, at regeringen skulle investere massivt i uddannelse og forskning. Han gik op i arbejdstagerrettigheder for arbejderne i både land og by.
Oven i købet nægtede han at støtte Barry Goldwater som præsident i 1962, fordi han syntes, at Goldwaters udgave af konservatismen var for ekstrem.
Vi spoler tiden frem til i dag. Her er sønnike Mitt Romney præsidentkandidat.
Mitt har også været administrerende direktør for et firma. Men ikke for et firma, der producerede noget eller skabte noget.
Mitt har været leder af en kapitalfond, Bain Capital.
Han er produktet af en tid med en perverteret form for kapitalisme. Han er produktet af den udvikling, verden har været igennem de sidste 30 år, hvor det er finanskapitalismen, der er blevet motoren i økonomien - ikke den producerende del af økonomien.
I en artikel i Rolling Stone Magazine i sidste måned blev Mitts måde at drive forretning på hudflettet.
Sønnike Romney tog hverken hensyn til arbejdstagerrettigheder, mennesker eller noget som helst.
Mens farmand byggede biler, tjente Mitt penge på lånefinansierede opkøb af andre virksomheder. Fidusen er at oversvømme det opkøbte selskab med gæld efter at have tømt det for værdier. Ingen nye arbejdspladser, ingen ny vækst.
Mitt tjente også rigtig gode penge. Mange flere end George, for det gør man i den fagre nye verden.
Mitt har tjent et sted mellem 80-101 millioner dollar. For det gør man i den forråede finansverden.
Han kan sågar smykke sig med en mindre trækprocent end sin stuepige.
I sin præsidentvalgkamp er Mitt Romney blevet den form for ekstreme konservativ, som faren vendte sig imod i 1962. Han vil afskaffe eksisterende velfærdsrettigheder, skære i uddannelse og forskning og smadre fagforeningerne.
Selv om George og Mitt er far og søn, så er kontrasten enorm. Men mest af alt er forskellen mellem George og Mitt Romney et billede på den uhyggelige udvikling, verdensøkonomien har taget siden start-firserne.
Tak for kaffe!
fortsæt med at læse
