Obamas demokrater kæmper mod Lars Løkkes politik

Økonomi. Der er langt fra den værdikamp, demokraterne fører, til Venstres sommergruppemøde, hvor Løkkes opskrift på Danmarks vej ud af krisen var, at »vi skal have sulten tilbage«, skriver Peter Hummelgaard.
Økonomi. Der er langt fra den værdikamp, demokraterne fører, til Venstres sommergruppemøde, hvor Løkkes opskrift på Danmarks vej ud af krisen var, at »vi skal have sulten tilbage«, skriver Peter Hummelgaard.
Lyt til artiklen

Det er forfriskende at være til et politisk arrangement, hvor man bliver smittet af gnist og kampgejst.

Det gør jeg i disse dage i sydstaten North Carolina, hvor demokraterne holder partikongres i byen Charlotte.

Amerikansk politik har en tendens til at gøre os alle sammen interesserede. Der er ingen tvivl om, at præsidentvalget i 2008 var historisk, og at det var en milepæl for USA, at en sort mand stillede op som præsidentkandidat. Derfor var det stort og vigtigt.

Men jeg mener faktisk, at valget denne gang er vigtigere. Denne gang handler valget om, hvilken økonomisk filosofi, man tror på. Det handler om, om vi overhovedet har lært noget af verdensøkonomiens kollaps i 2008.

Det handler om, hvorvidt vi stadig vil pantsætte vores fremtid hos en økonomisk religion, der har hærget siden 80’erne.

Det er amerikanernes valg, men som alt andet der foregår i Amerika, så ender det i sidste ende med at smitte os på den ene eller anden måde.

Valget denne gang er ved at udvikle sig til et slag i den store værdikamp om økonomien, som jeg har råbt og skreget så meget om det seneste lange stykke tid. Og demokraterne har brugt førstedagen på deres partikongres til at gå hårdt ind i det slag.

Derfor må det også have været en mærkelig oplevelse for Venstres formand Lars Løkke Rasmussen at være gæst på demokraternes partikongres.

Jeg forstår godt, at Løkke godt kan lide Obama. Det er vi mange, der kan. Men den politik, som de demokratiske politikere kæmper for, er på mange punkter i direkte modstrid med Venstres og Lars Løkkes.

Massachussets-guvernør Deval Patrick bragede fra talerstolen: »All that today’s Republicans are saying is that if we just shrink government, cut taxes, crush unions and wait, all will be well. Never mind that those are the very policies that got us into recession to begin with!«.

Lyder det bekendt?

Med Venstres finanslovsudspil og sommerens angreb på fagforeningernes ret til kæmpe for bedre løn- og arbejdsvilkår til ansatte, er det næppe et udsagn, Løkke bakker op om.

Demokraternes unge stjerne, San Antonios borgmester Júlian Castro, gav den også en skalle:

»First they called it 'trickle-down'. Then 'supply-side'. Now it's 'Romney-Ryan'. Or is it 'Ryan-Romney'? Either way, their theory has been tested. It failed. Our economy failed. The middle class paid the price«.

En lige højre til liberalismens hellige teorier siden start-firserne!

Og Marylands guvernør Martin O’Malley fortsatte i samme spor i sin tale: »Building an economy to last, from the middle class up, not from the billionaires down«.

I Danmark har Løkke og Venstre brugt mange kræfter på at arbejde imod, at regeringen aktivt forsøger at kickstarte økonomien og skabe arbejdspladser.

I USA virker kickstarten, og redningen af bilindustrien har været en kæmpe succes.

Rahm Emanuel, der er borgmester i Chicago, fik råbt selvsikkert ud fra talerstolen:

»To President Obama, they were not just companies that needed a loan, they were communities that needed a leader to stand up for them. And because President Obama made the right choice, over one million Americans are still working today«.

Kampen for ligeløn mellem mænd og kvinder havde en stærk advokat på talerstolen i form af ligestillingsaktivisten Lilly Ledbetter, der passioneret talte for at lukke løngabet mellem mænd og kvinder:

»Maybe 23 cents doesn't sound like a lot to someone with a Swiss bank account, Cayman Island Investments and an IRA worth tens of millions of dollars. But Governor Romney, when we lose 23 cents every hour, every day, every paycheck, every job, over our entire lives, what we lose can't just be measured in dollars«.

Lars Løkke kan ikke have nikket meget under de mange fantastiske taler i Charlotte.

Der er i hvert fald meget langt fra den værdikamp, demokraterne fører, til Venstres sommergruppemøde, hvor Løkkes opskrift på Danmarks vej ud af krisen var, at »vi skal have sulten tilbage«.

Han burde nok være taget til Romneys republikanske partikongres i stedet. Der ville han sikkert have fundet flere forbundsfæller.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her