Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Foto: Jonathan Brady (AP)

Peter Hummelgaard Thomsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Opbruddet i Europa har et navn: ulighed

Brexit var et politisk jordskælv, og det bliver ikke det sidste, hvis vi ikke begynder at tage middelklassens problemer alvorligt.

Peter Hummelgaard Thomsen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En seismolog vil forklare et jordskælv med, at det er en rystelse af jorden, der sker, når de tektoniske plader under overfladen skifter og støder sammen. Tektoniske skift kalder man det. Det udløser både mindre og større jordskælv, tsunamier og vulkanudbrud. Med andre ord kaos og opbrud.

I næste uge er det tre måneder siden, at briterne valgte at stemme sig ud af fællesskabet i EU. I dag mødes EU’s stats- og regeringschefer til det første topmøde efter Brexit. Der er rigeligt at snakke om, for kriserne står i kø. Og spørgsmålene om, hvad vejen fremadrettet er for det projekt, der mere end noget andet succesfuldt har skabt fred og økonomisk fremgang.

Men noget er galt under overfladen.

Middelklassen i Europa og resten af Vesten føler, at jorden skrider under den. Det er ikke engang kun en følelse; det er reelt det, der sker

Det er det, der skaber vreden, skepsissen og de mange politiske jordskælv. For det er ingen underdrivelse at kalde Brexit for et politisk jordskælv. Og det bliver heller ikke det sidste, medmindre det lykkes os at forstå og løse de strukturelle problemer, der gemmer sig under overfladen.

FILOSOF

De tektoniske skift under overfladen – for at bruge samme billede – har et navn: ulighed. Et par dage inden briterne skulle til stemmeurnerne, besøgte jeg en række fagforeninger, som havde kastet sig dedikeret ind i kampen for at blive i EU. Målingerne viste egentlig, at flertallet lå til at blive i EU.

Men meldingen fra dem, der gik derude på arbejdspladserne og argumenterede for at blive i unionen, var klar: Det ville blive et nej.

Tillidsfolkene kunne ikke trænge igennem den mur af vrede, utryghed, frustration og følelse af at være dårligere stillet i dag end for 20 år siden, som Storbritanniens arbejdere føler.

Ingen af forklaringerne om, at EU reelt ikke var hovedårsagen til frustrationerne og utrygheden, kunne ændre på, at vreden skulle forløses, og det blev i første omgang i stemmeboksen 23. juni.

Derfor var det heller ikke et tilfælde, at den britiske valgkamps store temaer handlede om migration i form af udenlandsk arbejdskraft, der trykker lønnen ned og behovet for at spare penge på EU-kontingentet, så der i stedet kunne investeres i velfærd. Stort set alt, hvad den populistiske ud-kampagne sagde, var fup og løgn.

Men vreden på fabriksgulvet er ikke desto mindre reel. Og der er også hold i den.

Mellem 2007 og 2015 faldt reallønnen i Storbritannien med 10,4 procent, kun overgået af udviklingen i Grækenland. Og i denne uge konkluderede organisationen Oxfam i en rapport, at den massive ulige fordeling af velstand og muligheder bidrog direkte til valgresultatet.

Og med større og mindre styrke er det en udvikling, der plager hele Vesten. I en, i Danmark, alt for overset rapport fra McKinsey Institute, der udkom i juli, konkluder de, at gennemsnitlig har 65-70 procent af husholdningerne i verdens 25 mest udviklede økonomier (dvs. Europa og USA) mellem 2005 og 2014 oplevet faldende eller flad lønudvikling.

I de enkelte lande opvejes det på forskellig måde af fordelingspolitiske tiltag. Men udviklingen er til at føle på, og det samme er utrygheden for den enkelte familie.

På alle parametre viser nyere forskning igen og igen, at uligheden stiger internt i alle lande. Thomas Piketty viste for et par år siden, hvordan en stadig mindre elite sidder tungt på velstanden. Anthony Atkinson har med andre metoder påvist det samme.

Joseph Stiglitz skriver om, hvordan de politiske økonomiske beslutninger muliggør den skæve udvikling.

Og senest har den tidligere Verdensbank-økonom Branko Milanovic i bogen ’Global Inequality’ med sin berømte ’elefantgraf’ konkluderet, at udviklingen fra 1988 til 2008 repræsenterer den største reallokering af individuel indkomst siden den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet.

Med andre ord: Middelklassen i Europa og resten af Vesten føler, at jorden skrider under den. Det er ikke engang kun en følelse; det er reelt det, der sker. Samtidig bliver de fattigste fattigere og de rige endnu rigere.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Disse tektoniske skift udgør vores største udfordring i de næste mange år frem. Og analysen bør stå centralt for alle lokale, nationale, globale beslutningstagere. Derfor altså også for stats- og regeringscheferne, der i dag mødes i Bratislava.

Det er ikke en let opgave, for reelt er alt for meget af udviklingens anatomi ude af politikernes hænder, sågar EU’s hænder. Men hvis ikke vi gør alt, hvad vi kan, er Brexit, en præsident Trump, en præsident Le Pen kun begyndelsen på vores hovedpine.

Det føler jeg mig overbevist om.

Svaret må være at tage uligheden og utrygheden alvorligt. Det er en lang og sej kamp med mange fronter. Men det er altafgørende

I den danske debat oven på Brexit har der været flere bud på løsningen på den aktuelle krise. Nogle partier mener, at svaret ligger i ’at tale EU op’. For min skyld kan man tale alt det op, man vil, men det løser ikke problemets kerne.

Enhedslisten ønsker sammen med Dansk Folkeparti at melde sig ud af EU. Det er ikke et overraskende synspunkt, men følgerne af det vil alene være, at de rå markedskræfter får endnu mere spillerum og en invitation til endnu mere nedadgående pres på skat, lønninger og vilkår.

Svaret må være at tage uligheden og utrygheden alvorligt. Det er en lang og sej kamp med mange fronter. Men det er altafgørende.

Det handler om at få skabt balance mellem det indre marked og lønmodtagernes rettigheder, løn og arbejdsvilkår. Social dumping er en plage – en plage, vi reelt kan løse, hvis vi vil.

Det handler om at sikre nye rettigheder til lønmodtagerne. Korttidskontrakter og nye teknologier udfordrer trygheden og indkomsterne.

Det handler om at sætte endnu hårdere ind over for skattely, skatteundgåelse og skattespekulation.

POLITIKEN MENER

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det handler om reelt at sikre, at der i EU investeres mere, så der igen kan skabes flere jobs.

Det handler om, at svaret på migrationskrisen effektivt skal sikre de ydre grænser, samtidig med at der investeres mere sydpå.

Det handler om, at der skal investeres og satses endnu mere på uddannelse, så lønmodtagerne er rustet til de kommende årtiers endnu større skift på arbejdsmarkedet.

Udfordringerne er gigantiske. Og det haster med at finde løsningerne.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden