’Kan det betale sig?’ spørger regeringen, når talen falder på vores forhold til verden. ’Giver det færre flygtninge i år? Giver det flere penge i kassen næste år?’ Relevante spørgsmål, men kortsigtede. Uendelig kortsigtede, når det gælder udvikling i verdens fattigste lande. For den store udfordring vi står med – den udfordring, som er verdens grundlæggende problem – den vil regeringen ikke røre med en ildtang. Uligheden. Uligheden mellem rige og fattige lande. Uligheden mellem dem, der sidder på flæsket i et land – og dem, der ikke gør. Uligheden mellem mænd og kvinder.
Nogle vil måske sige, at det lyder som socialdemokratisk ideologisk tankegods at tale om ulighed. Og tænk! Det er det også. Kampen mod ulighed ligger på rygraden af enhver socialdemokrat, fordi vi ved hvor skadelig ulighed er. Og uretfærdig.
