Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Jakob Olrik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi smadrer vores land indefra med smålig arrogance

Vi danskere opfører os, som om det er os, der står svagt. Os, der er ved at miste vores land. Hvad sker der for Danmark?

Jakob Olrik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi er mætte, vi spiser masser af mad, vi smider masser af mad ud, vi henter nyt mad nede i butikken. Flasker med bobler, flødedesserter og fredags-guf.

Vi har penge i banken, dyre huse, fornuftig påklædning til dårlig vejr og børn, der går i gode folkeskoler.

Vi har det bedre end nogen andre i verden. Det viser statistikkerne igen og igen. Vi er smørhullet med højskolerne. Vi er lego-landet med de lykkelige lego-mennesker, der cykler rundt på cykelstier og er kernesunde som dansk flødesovs.

Jamen, hvordan kan det så være, at vi opfører os så småligt og nærigt, så snart det handler om at hjælpe mennesker på flugt, folk i nød?

Jeg fatter det ikke. Jeg skammer mig.

STUDERENDE

Vores naboer i Syrien (jo, Syrien er også vores naboland, det ligger bare lidt længere nede ad vejen), vores naboer i Syrien bliver i øjeblikket tæppebombet af 60 lande.

Vi ved alle sammen godt, at børn dør, civilbefolkningen dør, skoler og hospitaler bliver smadret til grus, blodet flyder - vi ved det godt.

Faktisk er det så forfærdeligt, at vi slet ikke kan forholde os til det. Det er ikke til at forstå, hvad det hele handler om. Og det er heller ikke dét, vi herhjemme bruger tid på.

Næh, det, vi forholder os til, er flygtningene. Og det ville jo være næstekærligt og høfligt, hvis det handlede om at rede senge op, sætte varm suppe over og pynte op i det store danske gæsteværelse.

Men nej. Det handler om at få dem smidt ud! Det handler om at få dem til at forsvinde fra vores åsyn!

De skal bare væk!

Hvad er danskheden i øjeblikket? Jeg synes, den er kold, afstumpet, småracistisk, nedladende og i total menneskeligt underskud

Og dér står de ved vores hoveddør, vores naboer, med grædende unger på armen; de har oplevet mareridt i virkelig form. Mennesker med sorg og smerte i sjælen, mennesker, som er flygtet fra død og ødelæggelse.

Men altså, kære naboer. I må altså fise tilbage til jeres sønderbombede landsby, for vi har ikke råd til at byde jer ind. Desværre.

Vi har i forvejen næsten ikke nok til os selv. Og vores kultur bliver hurtigt ødelagt af sådan nogle som jer, med jeres brune øjne og jeres djævelske religion. Så farvel og held og lykke!

Døren lukkes.

For vi har vores egne problemer at tumle med. Vi er nemlig ved at miste vores kultur! Vores hvide danske kultur, hvor vi spiser frikadeller, fejrer Jesus’ fødselsdag og har blå, blå øjne.

Egentlig er det ikke så meget dét, at de koster os penge, naboerne på flugt. Men de må altså lære at klare sig selv. Det har vi andre gjort. Det er ikke pengene, det er princippet.

Og vi har altså vores egne danske værdier at værne om, og de bliver hurtigt forplumret af frastødende kulturer og underlige spisevaner.

Hallo, Danmark! Jo sgu, det er pludselig blevet okay at sige sådan noget. At snakke om, at vi har brug for den rene danskhed. Helt ærligt, hvad er det lige, vi skal bruge den til?

Og hvad er danskheden i øjeblikket? Jeg synes, den er kold, afstumpet, småracistisk, nedladende og i total menneskeligt underskud.

Vi er de lykkelige kernesunde, der ikke har overskud til at være gæstfrie. Vi håner offentligt andre mennesker fra andre kulturer. Migranter drukner for øjnene af os, børnelig skylles op på Europas strande.

Og vi ser på mennesker i nød som zombier, der vil invadere os, i stedet for at se på dem som naboer, der har brug for mad, beskyttelse og en god seng at sove i. Hvad er der blevet af de værdier, vi alle har været så stolte af?

Hvad blev der af Jesus' ord om, at du skal behandle andre, som du selv vil behandles? Hvad blev der af højskoleånden, hvor alle er lige? Hvad blev der af svalesang, lejrbål og nabo-hygge over hækken?

Hvorfor påtager vi os rollen som dem, det er synd for? Som dem, der skal være på vagt? Som dem, der er ved at få vores land ødelagt?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DANSK SAMLING

Hallo, vi sidder propmætte på flæsket og er selv i gang med at smadre vores land indefra med klam arrogance og smålig tankegang.

Vi lærer vores børn, at de skal trøste dem, der falder og slår sig. Vi lærer dem, at vi alle er lige værd, men nogle har det bare sværere end andre, og de skal støttes og hjælpes.

Jamen Danmark, skal vi ikke bare holde fast i det?

Lad os glæde os over, at vi kan trøste og vise blødende mennesker ømhed. Lad os bevare hjerteligheden, varmen, troen på venlighed.

Vi kan godt gabe over mere end vores egen lille kernefamilie.

Vi skal have hele den sammenbragte familie til at fungere!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden