Jeg har i dag denne klumme i Politiken. Jeg er så harm over, at der ikke kan samles flertal i Folketinget for at gøre noget for de handlede kvinder:Grise-kastraktioner, handlede kvinder og politiske tårer For nogle uger siden dokumenterede DR, at det gør ondt på smågrisene at blive kastreret uden bedøvelse. Samtlige partier reagerede, og flere ordførere græd salte tårer for åben skærm. Det der med at græde på tv, når dyrene lider, er set før. Handler afsløringerne om mennesker, er situationen imidlertid en anden. End ikke asylbørnene kan få underlæberne til at bæve på Christiansborg. Forrige mandag dokumenterede DR, at kvindehandel foregår, og at menneskene bag går i pæne jakkesæt. At der er usandsynligt mange penge i skidtet, og at politiet har alt for få ressourcer til at få fingre i bagmændene. Og ikke én eneste politisk tåre blev der knebet. Jeg mener selvfølgelig, at vi skal behandle dyr godt. Det er frastødende, at kyniske købmænd skider dyrevelfærd et stykke af hensyn til kolde kontanter. Det kan de allerfleste skrive under på, og netop derfor har Dansk Folkeparti gjort dyr til en absolut mærkesag. Særligt nuttede dyr er der stemmer i. Men det undrer mig, at ”afsløringen” af, at hundredvis af kvinder holdes fanget og bliver banket og voldtaget hver eneste dag, ikke får samtlige partier på banen med ambitiøse handlingsplaner og løfter om økonomiske bevillinger. 250 voldtægter om dagen Ifølge regeringens tal findes der omkring 250 kvinder i Danmark, der er ofre for menneskehandel. Har de bare én ”kunde” hver om dagen, så er der altså tale om 250 voldtægter hver eneste dag – det reelle tal er sandsynligvis ti gange så højt. Og hvorfor er det så lige, at der må BT-kampagner og DR-dokumentar til at få bare en smule gang i debatten? Måske fordi det ikke bare handler om kvinder, men om udenlandske kvinder. Østeuropæere og afrikanere. Og måske fordi Karen Jespersen – hende der kalder sig ligestillingsminister – har udtalt til BT, at kvinderne hellere vil leve illegalt i Danmark end blive sendt tilbage til deres hjemlande. Ministeren har end ikke overvejet, at der bør findes andre muligheder for kvinderne end enten at blive i slaveriet eller at vende tilbage til bagmændene i hjemlandet. Hvis dét er regeringens tilgang til problemstillingen, er det ikke sært, der ikke sker noget. Ophold til ofrene Og hvad skal der så gøres? Først og fremmest er der behov for flere politi-ressourcer. Nu er ”mere politi, tak!” ikke ligefrem en af Enhedslistens mærkesager, men i dette tilfælde er kravet yderst relevant. Der er i dag afsat 33 årsværk i politiet til menneskehandel. Med 250 daglige voldtægter skriger det til himlen, at der ikke er hænder nok. Derudover skal ofrene have ophold. Dels vil det give os langt bedre mulighed for at få de handlede kvinder til at vidne mod bagmændene, og dels er det kun rimeligt at give disse kvinder mulighed for at leve et tåleligt liv. Desværre vil sådan et krav sandsynligvis aldrig blive gennemført på Christiansborg. Dansk Folkeparti vil tordne, at ophold til handlede kvinder fører til masseindvandring. De vil eventuelt indrykke en annoncekampagne med billeder af afrikanske kvinder i tusindvis med kurs mod Danmark. Og adskillige andre partier vil følge trop i forsøget på at vise vælgerne, at Pia Kjærsgaard ikke har patent på strammer-linjen. Jeg abonnerer ikke på BT, men i denne sag hepper jeg på Familieavisen. Jeg håber dybt og inderligt, at pressehistorier om ulykkelige kvindeskæbner vil presse Fogh, Bendtsen og Kjærsgaard til at sætte slaverne i Danmark lige så højt op på mærkesags-listen som heste, grise, køer og får. Enhedslisten har onsdag indkaldt en forespørgsel i Folketinget om menneskehandel - hvor vi igen vil slå et slag for at give de handlede kvinder ophold. Debatten kan som altid følges live på Folketinget.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Eksperter advarer politikerne: Stigende pensionsalder skaber en udvikling, mange næppe har tænkt til ende
-
Dansk ai har afgørende fordel over amerikansk gigant
-
5.000 kroner for en dags fornøjelse: »Det er alle pengene værd«
-
Trumps handelskrig kan ende som en historisk milepæl
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
-
Se de vilde billeder: AGF's mestre blev modtaget som helte af et euforisk Aarhus
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Christian Johannes Idskov




























