”Selv i Danmark var der terror- og dødstrusler mod anderledes tænkende. Som Per Stig Møller fortalte mig, så sagde en af de nuværende direktører i Danmark Radio engang til ham, at når han og de andre revolutionære kom til magten, så skulle Per Stig nok komme til at dingle fra lygtepælen. Sådan var stemningen, og det må vi ikke glemme.” Sådan sagde Danmarks (sandsynligvis) kommende justitsminister, nuværende kulturminister Brian Mikkelsen, i et interview i Berlingske Tidende i 2003. Der var som bekendt den lille hage ved citatet, at det var løgn. Ganske vist havde Per Stig modtaget en lignende trussel, men personen bag havde intet med Danmarks Radio at gøre. En detalje, synes Brian Mikkelsen måske, men direktørerne i DR syntes nok, at det var en lidt ubehagelig anklage fra deres øverste chef – kulturministeren. Nu tror jeg bestemt ikke, at Brian Mikkelsen bevidst spreder løgnagtige rygter om ansatte i sit ministeriums ressortområde. Når vi derfor skal finde en forklaring på ovenstående citat, så er det oplagt at kigge på Brians evne til at håndtere forholdsvis ukomplicerede informationer som en mulig årsag til miseren. Og så kan jeg da godt blive lidt bekymret ved udsigten til, at Brian Mikkelsen sandsynligvis skal være øverste ansvarlige for PET og de følsomme informationer, der skal håndteres i den forbindelse. En af Brians første opgaver som justitsminister bliver at skulle rydde op efter partikammeraten Lene Espersens politireform, hvis katastrofale konsekvenser for politiets arbejde ikke længere kan bortforklares som indkøringsvanskeligheder. Der er derimod tale om godt gammeldags elendigt arbejde. Efter således i vidt omfang at have kørt politiets muligheder for at lave et godt stykke arbejde i sænk skal Lene Espersen i stedet holde styr på økonomi- og erhvervsministeriet. Det kan måske også synes lidt bekymrende, og selvom det måske ville være mest fair at give hende en chance, så kunne hendes udtalelser på dagens pressemøde desværre godt tyde på, at der faktisk er grund til bekymring: "Det er aldrig sjovt at tage fra nogen for at give til andre. Men det vigtigste for os er at fokusere på dem, der befinder sig på samfundets bund". Den udtalelse kom ærlig talt bag på mig. Har Lene Espersen ikke opdaget, hvad det er for en økonomisk politik, hendes eget parti fører? Nemlig skattelettelser til de rigeste, satspuljen (der hvert år forringer dagpenge, kontanthjælp, su og pensioner) og ikke mindst Bendt Bendtsens milliardgave til Mærsk og de andre olieselskaber i form af en helt urimeligt dårlig beskatning af Nordsø-olien? Med henvisning til netop Nordsø-aftalen kan man selvfølgelig argumentere for, at Bendt Bendtsen har lagt et bundniveau for økonomi- og erhvervsministre, der bliver svært at slå. Noget kunne tyde på, at Lene Espersen de sidste syv år har haft for travlt med at kræve strengere straffe til, at hun har kunnet følge med i sin egen regerings økonomiske politik, der som bekendt har været kendetegnet ved en fortsat øget ulighed i samfundet. Når der således ikke er så meget politisk at glæde sig over ved den konservative rokade, er det så ikke i det mindste positivt, at Lene Espersen er kvinde? En journalist spurgte mig i dag ”Vil endnu en kvindelig partileder ikke være godt for ligestillingen?”. Tjoh, det er naturligvis udmærket for statistikken. I folketinget sidder nu fire kvindelige partiledere (Pia Kjærsgaard, Lene Espersen, Margrethe Vestager og Helle Thorning) og tre mandlige (Naser Khader, Anders Fogh og Villy Søvndal) – Enhedslisten har som bekendt ikke nogen partileder. Det er vist første gang i Danmarkshistorien, at der rent faktisk er flere kvinder (altså én enkelt) på partilederposterne end mænd. Men det er så nok også det mest positive svar, der kan vrides ud af det spørgsmål.