Det kan være en bittersød fornemmelse at få ret. Og det er det i den grad, når det kommer til spørgsmålet om, om en del af Dong blev solgt for billigt til Goldman Sachs.
Ved Goldman-aftalens indgåelse advarede jeg og mange andre mod, at værdiansættelse af Dong var for lav. Det var tydeligt, når man sammenlignede Dongs egenkapital, udbytte og lignende med andre virksomheder.
I dag står Goldman Sachs så med en kæmpe fortjeneste, som kunne have været de danske skatteborgeres.
Det kan man ærgre sig over. Men man kan også lære af det. Og tager sig sine forholdsregler for fremtiden.
Politisk er det mest problematiske nemlig, at flere havde en interesse i, at Goldman Sachs andel af Dong blev så billig som muligt.
Det skyldes at Dongs ledelse med Henrik Poulsen i spidsen i forbindelse med aftalen fik mulighed for at købe aktier til samme kurs som Goldman Sachs, og at deres bonusser i øvrigt afhænger af, hvor meget Dong stiger i værdi sammenlignet med andre energiselskaber fra det tidspunkt.
I dag står Goldman Sachs så med en kæmpe fortjeneste, som kunne have været de danske skatteborgeres.
Kristian Weise
Dermed havde Dong-ledelsen en klar egeninteresse i, at Dong blev vurderet til de ca. 30 milliarder kroner, som det var tilfældet da Goldman Sachs kom til, fremfor eksempelvis det dobbelte. Og derfor var der en klar interessekonflikt mellem Dongs ledelse og dets hovedaktionær i form af staten og den danske befolkning.
Sådan en situation minder – ærligt talt – mest om det vi så i Rusland ved overgangen fra kommunisme til markedsøkonomi, og som vi i øvrigt normalt forbinder med lettere korrupte udviklingslande.
I Rusland blev statsejede virksomheder solgt for en slik til en ny gruppe af oligarker. Og fra Mexico over Sydøstasien til en række afrikanske lande, er de rigeste menneskers formuer blevet skabt på baggrund af, at de har overtaget fælles goder som eksempelvis naturressourcer eller telenettet til discountpris.
Det er det nobelprismodtageren Joseph Stiglitz og flere andre kalder ’rent seeking’. At de rigeste af de rige ikke bliver rige på at skabe ny værdi, men på at få en større andel af den allerede skabte værdi. Kort sagt, på, på legal vis, at udplyndre de fælles værdier.
Når Dong-sagen og ledelsens bonusser på samme vis lugter af kleptokrati skyldes det netop den store forskel på det, de kunne købe aktier til, og nu snart kan sælge dem til igen. Og at ingen andre investorer havde den samme mulighed.
Hverken småsparere, mellemstore kapitalfonde eller pensionskasser kunne således få en ejerandel af Dong, da salgsprisen var sat til de 30 milliarder kroner.
Jeg skal ikke kaste nogen dom over Dongs ledelse, vurdere dens motiver eller giver karakter til dens handlinger. Det ville være hovmod.
Men jeg kan påpege, at det er dybt problematisk, at Finansministeriet som repræsentant for staten, laver en aftale, hvor der er så klar en interessekonflikt mellem ledelsens privatøkonomi og landets fællesøkonomi.
Problemet er i den sammenhæg ikke, at Dongs ledelse kan få en bonus i forbindelse med børsintroduktionen, men at størrelsen på den bonus afhænger af, hvor billigt staten har solgt en andel af virksomheden til tidligere. Det giver ledelsen et incitament til enten at sælge på det tidspunkt, hvor det går dårligst for Dong, eller ganske enkelt sælge så billigt som muligt.
Det må ikke kunne gentage sig. Og det er her læringen skal træde ind.
Når staten i fremtiden skal vil sælge hele eller dele af statsejede selskaber må ledelsen ganske enkelt ikke kunne stå i den interessekonflikt, som det har været tilfældet med ledelsen i Dong, hvor Goldman Sachs lave købspris direkte har betydning for, at Henrik Poulsen og det øvrige ledelseslag nu kan dele cirka 500 millioner kroner mellem sig.
Skriv kommentar