SKULLE VI journalister i objektivitetens hellige navn have interviewet SS-bødlerne, hvis vi i foråret 1945 stod i Bergen-Belsen for at skrive en reportage om ofrene i en nazistisk koncentrationslejr? Spørgsmålet blev stillet af den britiske journalist Robert Fisk på den globale konference for undersøgende journalistik for et par dage siden. Robert Fisk, der er verdenskendt for sine reportager og analyser fra Mellemøsten, vil gøre op med den journalistiske tradition for upartiskhed. Den betyder i daglig praksis, at først interviewer vi den ene part og så den anden. Læserne/lytterne/seerne kan hurtigt finde ud af, at der er en konflikt. Men de får ikke at vide, hvad der er op og ned i sagen. Hvem har egentlig ret? Det lykkedes næppe Fisk at overbevise de 500 journalister fra 86 lande, der deltog i konferencen i Lillehammer. En gylden regel i undersøgende journalistik er nemlig at konfrontere skurken eller skurkene med resultatet af deres gerninger. Men det, Fisk kalder ’»50-50- procents journalistikken«’, er problematisk. Den gør det ikke nemmere for mediebrugerne at forstå verden, men derimod lettere for ansvarshavende redaktører at undgå retssager. Vi har jo hørt alle parter og citeret dem korrekt. Vi journalister dækker os så bag synspunktet, at »at det er op til læserne selv at tage stilling«. Metoden er nødvendig til de ’hurtige nyhedshistorier’, men artikler skrevet efter opskriften ’Strid om x-forurening’ efterlader ofte læserne mere rådvilde end oplyste. ROBERT FISK koblede fænomenet med magthavernes sproglige luftherredømme. Alverdens regeringer er blevet meget dygtige til at få medierne til at overtage deres formuleringer, der efter ønske gør nogle til ’ondskabens akse’ og andre til ’demokratiets sande forkæmpere’. Kalder man den amerikansk dominerede invasionsstyrke i Irak ’de allierede’, låner den straks noget positivt fra Anden Verdenskrig. Betegnelsen ’terrorist’ er de senere år blevet skamredet til indgreb, der i bedste fald er meningsløse, men ofte udhuler retssikkerheden. Så kombinationen af per rutine blot at høre begge parter og at overtage magthavernes positive sprogbrug er livsfarlig for journalistikken. Mener altså Robert Fisk. Han vil ikke sige farvel til fairness eller dokumentation. »Når jeg skriver om en palæstinensisk bombemands ødelæggelser i Tel Aviv, hvor jeg tilfældigt var i nærheden, så er de israelske ofres lidelser naturligvis i forgrunden. Uanset hvad jeg ellers mener om Israels rolle i konflikten«. Når det drejer sig om krigene rundt i verden, udbyggede han sit synspunkt med mediernes billedvalg. »Man får mere at vide om krigens farlighed ved at gå ind at se ’Saving Private Ryan’ end ved at se reportager fra Irak og Afghanistan i tv og aviser. Redaktørerne siger, at de vælger de værste billeder fra af hensyn til ofrene. Det er omvendt. Ved at skåne læsere og seere fra de mest blodige billeder skåner de gerningsmændene. Så ved vi nemlig ikke, hvad konsekvensen af bomber er – nemlig død og lemlæstelse«. Det sidste er jeg enig med Robert Fisk i. Det er Politikens fotochef, Per Folkver, også. Det er blot ikke så enkelt, som Fisk fremstiller det. For det første ville mange læsere protestere mod at se billeder af ofrene for de granater, de selv er med til at betale nogle af. Det er for voldsomt. Hvis læserne ikke vil have det, er der grænser for, hvor langt Politiken kan gå uden at forsvinde fra mediemarkedet. For det andet, siger Per Folkver, mister voldsomme billeder deres effekt, hvis vi bruger dem hver dag. Så lægger ingen mærke til dem. »Vi bør i Politiken kunne offentliggøre meget voldsomme billeder, men det skal hver gang afhænge af det materiale, vi har, og den begivenhed, vi vil skildre«. Udlandsredaktør Michael Jarlner er enig. Han kritiserede selv sidste år på en konference i USA vestlige medier – Politiken gik ikke fri – for i deres billedpolitik at efterlade det indtryk, at det stort set kun var biler og militærkøretøjer, der var ofre for Irakkrigen, selv om omkring 90.000 civile irakere er blevet dræbt siden 2003. »Det er et demokratisk problem, at medierne på den måde steriliserer indtrykket af en krig. Det betyder jo, at politikerne i vid udstrækning slipper for at blive stillet til regnskab for deres medansvar for de tusindvis af civile døde, fordi vi – af misforstået hensyn til læserne – skåner dem for billederne af de blodige ofre. Pressen har generelt svigtet sit ansvar for at give et retvisende billede af krigen«. I øjeblikket skal vi efter Politikens egne regler for avisens journalistik og etik »undgå at krænke de berørte og læserne«. Det må vi i en kommende gennemgang af reglerne i det mindste se på, så vi tænker lidt mere på ofrene og lidt mindre på læserne. I hvert fald en gang imellem. Men Robert Fisk var ikke færdig med at svinge pisken: »Ikke bare bringer vi ikke billeder af ofrene, vi taler heller ikke med dem. Hver gang en britisk soldat er død, står navnet i aviserne. Ofte med en gennemgang af episoden. Men de mange ofre for britiske kanoner i Basra er anonyme. Kan nogen her huske et interview med familier til navngivne ofre for britiske (eller danske, kunne man tilføje) soldater?«. JEG VIL IKKE sige, at Politiken kan melde hus forbi her. Men udlandsredaktør Michael Jarlner har længe prøvet at gøre op med klassiske undladelsessynder. I et helt år bragte Politiken dagligt tallet på de omkomne i Irak og med mellemrum artikler om rædslerne ved både selvmordsbomber og (fortrinsvis) amerikanske bomber. Selv om avisen ikke havde egne korrespondenter på slagmarken, blev der bragt reportager fra New York Times og andre samarbejdspartnere. »Naturligvis skal vi høre mere til ofrene«, siger Michael Jarlner. Jeg er helt enig.