For medierne i et frit land er intet helligt. Heller ikke Jesus Kristus eller profeten Muhammed. Alle forsøg på at give de to en særlig retsbeskyttelse, så vi ikke kan vise billeder af dem, forske i deres liv, diskutere deres lære eller bruge dem i kunstværker, er indgreb i ytringsfrihed, forskningsfrihed og de andre frihedsrettigheder, der er forudsætningen for frie demokratiske samfund og for fremskridt – i ordets bredeste betydning. Men behøver Politiken bringe et foto af en Jesusskulptur med erigeret lem? Behøver det fylde næsten en halv avisside? Ville vi have bragt en Muhammedskulptur med erigeret lem? Behøver Politiken gentage Muhammedtegningerne, når sagen udvikler sig? Er vi virkelig ude på at genere og håne muslimer, kristne og andre anerkendte trossamfund? Jeg har netop truffet en ung kvindelig journalist, der 2002 fik udstedt en fatwa imod sig på grund af en morsom bemærkning om Muhammed og Miss World-konkurrencen. Isioma Daniel skrev i den nigerianske avis ThisDay, at Muhammed sikkert ville have giftet sig med en af skønhederne, hvis han havde mødt dem. Bemærkningen udløste blodige optøjer i den muslimske del af Nigeria, chefredaktøren slog hånden af hende, og hun måtte ved hjælp af en menneskehandler flygte til fods til nabolandet Benin. Flugten endte lykkeligt i Norge, hvor hun nu er reporter på Stavanger Aftenblad. »Hvis man ikke har oplevet det, aner man ikke, hvor voldsomme reaktioner krænkede religiøse følelser kan medføre«, siger hun. »Så kan der ikke længere tales til fornuften, så bliver løse rygter evige sandheder«. Nej, hun ville ikke have skrevet den morsomt tænkte bemærkning, hvis hun havde anet konsekvenserne. Det sidste er vigtigt. Vi skal huske at tænke os om. I spørgsmålene om Jesus og Muhammed bevæger vi os i feltet mellem frihedsrettighederne og religiøs overbevisning, og det er ikke let. Når jeg mener, at intet er helligt for pressen, betyder det ikke, at alt er tilladt. Ytringsfrihed er frihed under ansvar, og almindelig høflighed har afværget eller bilagt mange konflikter. Men vi skal ikke være så pæne, at ingen kan finde ud af, hvad vi mener, eller hvad vi gør grin med. Ja, Politiken gjorde ret i at bringe et foto af Jesusskulpturen med erigeret lem. Det er en retssag i Storbritannien, og ikke noget, vi har fundet på for at genere Indre Mission og andre kristne grupper. Ja, hvis den omstridte skulptur havde været af Muhammed, skulle vi også have bragt billedet. Ja, Politiken bør – og vil formentlig også – gentage en eller flere af Muhammedtegningerne, hvis det har betydning for en ny og væsentlig udvikling i sagen. Men nej, vi er ikke ude på at trampe på religiøse følelser over en bred kam. Behøvede billedet af Jesusstatuen virkelig fylde næsten en halv side? Behøver vi i en salgskampagne bruge en stribe af Wulffmorgenthaler, der håner Jesus? Så er vi ved udførelsen – ved den praktiske brug af vore rettigheder. Billedet af Jesusstatuen på side 1 i 2. sektion 23. september kunne godt have været mindre. Især da den ledsagende tekst jo netop undersøgte spørgsmålet om respekt for religiøse følelser og om ens debatvilkår for muslimer og kristne. Et lignende billede af Muhammed skulle også være mindre. Vi behøver heller ikke slå de famøse Muhammedtegninger stort op, næste gang vi genoptrykker dem af hensyn til sagens udvikling. Der har, kan jeg forstå af læserhenvendelser, bredt sig den opfattelse, at Politiken først bragte Muhammedtegningerne, da krisen brød løs. Det er ikke rigtigt. Fem af dem – bl.a. Kurt Westergaards – blev trykt hos os 15. oktober 2005 – to uger efter Morgenavisen Jyllands-Postens oprindelige offentliggørelse. Men selv om vi skruer den høflige tone på, og selv om vi kun bringer et lille Muhammedbillede, undgår vi ikke ballade. Ingen af de demonstranter, der brændte danske flag af i Pakistan og Syrien, havde set tegningerne. Radikale muslimer er parate til at gå på gaden bare på grund af rygter om tegninger, digte, artikler og fotos. Bare spørg Isioma Daniel. På det punkt er der stor forskel på stærkt troende muslimer og stærkt troende kristne. Inderligt troende danske kristne leger ikke med tanken om at brænde Politiken af. Det er faktisk heldigt. For Politiken er langt hårdere ved Gud og Jesus Kristus end ved Muhammed. Billedet af Jesusskulpturen med erigeret lem er blot et led i mange års systematisk kritiske – til tider hånlige – artikler om kristendommen og folkekirken. Der skal også være forskel. Muslimer er i mindretal i Danmark. Det er ikke Politikens stil at sparke nedad. I Danmark er kristendommen flertallet. Kristne dominerer kulturelt og politisk. Her sparker Politiken opad. Det betyder ikke, at islam og Muhammed er fredet. Politikens journalister skulle nødig udøve selvcensur og redaktørerne nødig smide islamkritiske artikler i papirkurven. Vi skal ikke gøre os nogleen illusioner om islam, der som kristendommen har et missionsbudskab. Jo flere muslimer, jo bedre. Religionsfriheden er et af de største fremskridt i menneskehedens historie, selv om alle parter endnu ikke har lært at leve med den. Det er ytringsfriheden også. Så også på Politiken gør vi klogt i at have solide døre og brandslangerne parate. PS: For min skyld kunne vi i salgskampagnen godt udskifte den Wulffmorgenthaler, hvor Gud bliver tilbudt ’mere sjaskvåd fisse’.