»SIG MIG, HAR I da helt afskaffet korrekturen derinde?«. Jeg får spørgsmålet flere gange om ugen, og svaret er nej. Tværtimod. Korrekturen har faktisk været næsten helt afskaffet. I teorien skal vi journalister aflevere et perfekt manuskript, og det forsøgte chefredaktionen for en del år siden at satse på. Forgæves. Korrekturen blev genindført 1995. Det kniber dog stadig at få læst korrektur hurtigt nok på artiklerne på politiken.dk, der også er bemandet flere timer i døgnet end korrekturafdelingen og derfor er korrekturløs både om morgenen og sent om aftenen. ØVERST PÅ læsernes hadeliste står hans og sin. Med ujævne mellemrum får jeg en fyldt kuvert med udklippede eksempler på forkert brug af hans/hendes og sin. Bortset fra overskriften, der korrekt lyder ’Vor læser tog sin avis og gik sin vej’, skal jeg ikke trætte med eksempler. Hver dags Politiken bringer desværre nye. Som en klar nummer to kommer forkert brug af faste udtryk: Både-men i stedet for både-og, dels-og i stedet for dels-dels og endelig hverken-og i stedet for hverken-eller. På side 9 i 2. sektion stod der 23. oktober eksempelvis ’Kjeld Abell og PH var hverken elitære og arrogante’. I en overskrift. Nummer tre er klassikerne ligge/lægge, springe/sprænge. 22. november stod i 1., sektion, at »Caroline ligger sin rejseplan«. Lægger, tak. I en overskrift på side 2 i 1. sektion stod, at »PET afslører terroristerne, før bomben sprænger«. Springer. Ifølge Retskrivningsordbogen er der frit valg i bjærge/bjerge. Man kan godt bjerge et lig. Jeg foretrækker dog bjærge. Samme gælder grundliggende og grundlæggende. For disse tre punkter på læsernes hadeliste gælder, at korrekturen rydder kraftigt op, men ikke fanger alle fejl. Af og til på grund af travlhed ved deadline. Vi lader ikke trykkeriet vente på grund af et forkert stedord. Nummer fire er forkert kongruens: Politiet-de, holdet-de. 27. november stod der i 1. sektion: »Familien troede, det kunne hjælpe dem ud af trange kår, hvis de giftede deres otteårige datter væk«. Dem, de og deres er forkert. Der burde have stået: »Familien troede, det kunne hjælpe den ud af trange kår, hvis den giftede sin otteårige datter væk«. Her er korrekturafdelingen mere liberal end jeg. Den argumenterer, at når der er tale om flere personer, kan vi også skrive de og deres. Nu forsøger vi jo også alle at tale engelsk, tysk, fransk eller andre fremmedsprog, og her går den slags ikke. Så hvorfor tillade det på dansk? Nummer fem er forkerte fagudtryk. Der findes ikke statsanklagere, men statsadvokater. Det hedder en kampvogn, ikke en tank. Der er forskel på snigskytter og skarpskytter. Lastbiler kører ikke i konvojer, men i kolonner – heller ikke selv om Den danske Ordbog her er bidt af angloficeringen. En pistol er ikke det samme som en revolver. SÅ KOMMER de mere finurlige sprogblomster. For eksempel stod der 3. december i 2. sektion på side 9: »Det tragiske er, at børn i dag ikke bliver gladere, selv om gaverne bliver dyrere at opfylde«. Vor læser spurgte straks: Hvor kan man få sine gaver fyldt op? Ja, gaverne er blevet dyrere, og det samme er det blevet at opfylde børns ønsker. Et andet eksempel: 1. december lød topoverskriften på forsiden: ’Udsatte børn fortvivler kommuner’. Som tidligere ’rubriksmed’ ved jeg, at det kan være nødvendigt at være lidt for opfindsom for at få budskabet ind i nogle ganske få ord. Her er meningen er jo, at udgifterne ved udsatte børn får kommunerne til at fortvivle. En læser mener, at det er afsmitning fra svensk som med vendingen ’jeg bliver forbandet’, ’han er forbandet’. Jeg tror, de fleste læsere forstod meningen, men den gik ikke lige ind. I Fejl og Fakta var jeg for et par uger siden efter udtrykket ’at sejle i sin egen sø’. Men i avisen og derefter i min post kan jeg også læse om ’salve for sjælen’, selv om det hedder ’balsam for sjælen’ og om ’skyerne er fejet væk’, når skyer nu driver væk. Det irriterer også læserne, at vi bruger fine udtryk eller klassiske citater uden at kende den nøjagtige betydning og uden at stave dem rigtigt. Et typisk eksempel fra 8. november: Vi skrev ’tempora mutandur’. Rigtigt er ’tempora mutantur’ (tiderne skifter). DER LÆSES ALTSÅ korrektur, og jeg skal gerne komme med et par eksempler på, hvad De, kære læser, er blevet sparet for: Svingærinder (svinkeærinder), fra den årlige morgenstund (årle), smedekampagne (smædekampagne), armbryst (armbrøst), døbefond (døbefont), knobskydning (knopskydning), følgetonen (føljetonen), pressen løb på limpinden (hoppede) og hård i flinten (filten). Men redigering og korrektur er naturligvis reparationsarbejde. Hvorfor i alverden laver journalister så mange fejl? De lærer ikke nok i skolen. Jeg kan allerede høre lærerne stønntte: »Nu ikke os igen«. Jo. Mange af Politikens læsere er over 50, og de har i deres skoletid brugt meget mere tid på stavning (diktat) og på at indøve et godt dansk. Dengang gik vi også i skole om lørdagen, og havde ikke bare et andet pensum og flere timer, men også en anden indstilling. Det var vigtigt at stave rigtigt. Professionshøjskolerne, hvor man bl.a. uddanner sygeplejersker og pædagoger, har netop fundet ud af, at mange studerende ikke forstår lærebøgerne. De kan ikke dansk nok. Skolerne er overraskede, for mange studerende har studentereksamen eller hf med pæne gennemsnit. Som De kan se, kære læser, har jeg i dag fået god hjælp af Dem. Henvendelser om sprogfejl fører kun undtagelsesvis til rettelser i Fejl og Fakta. Men de er skam velkomne, bliver læst og – for en gangs skyld – også bragt videre.