DET ER PÅ TIDE med en reformpause – altså en pause i brugen af ordet reform. Det er i det hele taget på tide at give dansk politik et sprogligt serviceeftersyn. Sproget plages for tiden med en kommunalreform, en domstolsreform, en politireform og mange andre reformer. I Politikens elektroniske arkiv har jeg taget nogle stikprøver. De seneste 12 måneder har vi skrevet 61 gange om en arbejdsmarkedsreform, 142 gange om en skattereform, 123 gange om kommunalreformen, 19 gange om en dagpengereform, 140 gange om politireformen og 15 gange om domstolsreformen. Forleden gik vi helt grassat i tophistorien på forsiden. Ordet reform/reformere forekom 17 gange. REFORM OG REFORMERE er plusord. De kommer fra latin og betyder henholdsvis forbedring og forny/forbedre. En ’reformator’ er en fornyer. Så der er ikke noget at sige til, at politikere gerne vil have etiketten reform sat på alle deres ideer, planer og forslag. Min fornemmelse er dog, at reform er ved at være slidt op som plusord, og at det skyldes politisk misbrug. Som Læsernes Redaktør ligger det mig fjernt at tage stilling til indholdet af de mange reformer. Men er en sammenlægning af politikredse virkelig en politireform? Er en ændring af grænsen for topskat en skattereform? Eller lettelse af en skat og en forhøjelse af et par afgifter? Eller en ændring af dagpengereglerne? Som journalister står vi med det problem, at når skiftende justitsministre kalder sammenlægningen af politikredse en politireform, er vi nødt til at skrive politireform. Ellers citerer vi dem ikke korrekt. Men vi og dermed læserne falder samtidig for politisk spin. Når vi på 12 måneder bruger ordet reform næsten 1.000 gange, er det overforbrug af et ellers godt og udmærket fremmedord. Uden at politisere alt for voldsomt bør vi reservere reform til de ændringer, der virkelig betyder noget. DER ER I DET hele taget godt gang i den politiske sprogforurening. Rekorden er sat for flere år siden, da Udlændingestyrelsen blev til Udlændingeservice. Men der kæmpes bravt om sølv og bronze. Jeg ved knap, hvor jeg skal begynde. Nu hedder det ikke længere ’skadestue’, men ’akutmodtagelse’. I Ugeskrift for Læger ser jeg, at man også taler om ’akutpolitik’ og ’akutbetjening’. Både ’akutlæge’ og ’akuthospital’ er vandret ind i Politikens spalter, og det bliver ikke nemt at helbrede dansk for den sygdom. Jeg skylder dog at tilføje, at ordet ’skadestue’ er brugt 25 gange det seneste år, så problemet er endnu ikke helt akut. At institutioner døbes om, og at begreber udvandes, er selvfølgelig en gammel historie. Som tidligere værnepligtig befalingsmand i Civilforsvaret har jeg haft svært ved at vænne mig til Beredskabsstyrelsen og Beredskabskorpset. Korpset er endda yderligere omdøbt til ’Beredskabsstyrelsens operative centre’. Man ringer heller ikke længere efter brandvæsenet, men efter det ’kommunale redningsberedskab’. Tja, siger jeg bare. Det kan næppe skyldes et folkeligt krav. Politiet er ved at afskaffe ’kriminal’. Det hedder nu efterforskere og ikke kriminalassistenter. Ud med et vel indarbejdet ord. Det arresterer dog stadig dem, der i daglig tale kaldes kriminelle eller forbrydere. Kriminelle/forbrydere er så, når de afsoner deres straf, i lov- og bureaukratsproget indsatte og ikke fanger – og slet ikke straffefanger. Med de igangværende bestræbelser i kriminalpolitiet varer det næppe længe, inden Kriminalforsorgen – indtil 1973 Fængselsvæsenet – får nyt navn. Stillingsbetegnelsen skoleinspektør er vej ud til fordel for skoleleder. Skoleinspektør er indarbejdet, men jo på den anden side ikke dækkende. De pågældende inspicerer i modsætning til arbejdsinspektører og fødevareinspektører ikke. Sprog – herunder titler – skal selvfølgelig have lov til at udvikle sig. MEN VI SKAL være på vagt over for tendenser til det ’newspeak’, forfatteren George Orwell (1903-50) advarede mod i fremtidsromanen ’1984’. Udlændingeservice er også her det bedste eksempel, men spindoktorer arbejder flittigt på flere andre. I Anden Verdenskrig vandt ’de allierede styrker’ over det nazistiske Tyskland, fascistiske Italien og autoritære Japan – de såkaldte ’aksemagter’. Så ’allierede’ er et plusord. Da USA 2003 gik i krig mod Irak, nøjedes man dog med at tale om ’koalitionsstyrkerne’, der smager lidt af ’allieret’. Præsident George W. Bush har også talt om ’ondskabens akse’, der smager lidt af Hitler. Ord er stærke, og de skaber billeder. Det kan vi i den daglige avisproduktion være tilbøjelige til at glemme. Ord kan også slides og tømmes for deres oprindelige betydning. Det kan vi også også være tilbøjelige til at glemme. Vi holder – for nu også at besvare nogle læserhenvendelser – her på avisen fast ved ordene sindssyg og åndssvag. De er glimrende, selv om de kan bruges som skældsord. Nogle er syge i sindet og kan behandles – måske endda helbredes. Andre er svage i ånden. De kan hjælpes til et godt liv, men deres mentale udvikling stopper et sted i børnealderen. Naturligvis bruger vi også ord som psykisk syge, evnesvage og andre synonymer. Men det ændrer ikke på tingenes tilstand at kalde dem noget andet. Vi viser ikke større forståelse ved at bruge nye ord i stedet for gamle. Man kan døbe sindssygehospitaler, Åndssvageforsorgen og fængsler om, så meget man vil. Det beskytter ingen. I skolegårdene i Århus vil de stadig drille hinanden med, ’at du er vist klar til Risskov’, hvor byens psykiatriske hospital ligger. Gad vide, om man dér tager sig af reformsyge?