Den amerikanske præsident, Barack Obama, vil lukke skoler ved første tegn på sygdommen, den franske regering vil stoppe rejser til Mexico, og den danske sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen (K), siger, at nu gælder det om »ikke at skabe yderligere panik«. Verden er opskræmt. En ny og muligvis livsfarlig influenza, svineinfluenza eller A H1N1, spreder sig. Medierne spiller bestemt en vigtig rolle. 26. april havde Politiken en første, mindre artikel. Det var 30. april vokset til seks artikler med fotos og nyhedsgrafik. Netavisen politiken. dk har ugen igennem opdateret næsten time for time. I tv kan man se mennesker gå rundt med masker for næse og mund. Udenrigsministerier advarer mod ' unødvendige rejser'. I nogle lufthavne skannes alle passagerer, så myndighederne kan sortere feberramte fra. Vi er måske vidne til en pandemi, og vi er helt sikkert vidne til en ' infodemi '. Som de fleste har kunnet læse flere dage i træk, er en pandemi en meget smitsom sygdom, der breder sig over en hel eller flere verdensdele som for eksempel pest ('den sorte død'). Men en infodemi ? Hvad er det? Det er ifølge sikkerhedsrådgiver David J. Rothkopf fra Intellibridge Corp. i USA en meget ondskabsfuld blanding: »Nogle få fakta, der - blandet med frygt, spekulationer, rygter, forstærket og videresendt via verdensomspændende moderne informationsteknologi - påvirker national og international økonomi, politik og endda sikkerhedspolitik på en måde, der er helt ude af proportioner i forhold til de rå realiteter«. Nu er det jo ikke til at vide, hvad der er de rå realiteter i svineinfluenzaen, der ikke er stoppet endnu. Men kan De huske sars, der ifølge David Rothkopf er et godt eksempel på en infodemi ? Sars - en akut sygdom i luftvejene - opstod i Kina tidligt i 2003 og hærgede især Kina, Taiwan og Hongkong. Da Verdenssundhedsorganisationen, WHO, juli 2003 erklærede sars for stoppet, havde myndighederne verden over registreret 8.096 tilfælde og 774, der helt sikkert var døde af sygdommen. 774 døde er ikke meget i et område med over 1milliard indbyggere, men sars ramte hele Sydøstasien hårdt økonomisk. Far Eastern Economic Review opgjorde regionens tab i først og fremmest turisme, handel og transport til 75 mia. kr., og Den Asiatiske Udviklingsbank fik det endda til 180 mia. kr. Vi kunne også tage fugleinfluenzaen (A H5N1), der få år senere var den helt store nyhedshistorie. Myndighederne følger stadig fugleinfluenzaen, og 27. april i år havde de verden over registreret 421 tilfælde og 257 dødsfald - de fleste i Indonesien, Vietnam, Egypten og Thailand. Det er, som overlæge og professor Jens Lundgren bemærkede i torsdags i Politiken, ikke mange, når man tænker på, at »vi jo i januar havde en influenzaepidemi, som slog omkring 1.000 mennesker ihjel her i landet«. Og ét kan man i hvert fald være sikker på: Mexico kommer til at tabe økonomisk på denne infodemi . Den kunne nærmest ikke være kommet på et værre tidspunkt, da landet i forvejen er hårdt ramt af den økonomiske krise. Vi tager lige et citat mere fra David J. Rothkopfs beskrivelse af fænomenet i Washington Post 11. maj 2003: »Infodemier ser ud til at være det voldsomste fænomen, menneskeheden kender til. De kan ændre hele kontinenter på et øjeblik. I næsten enhver henseende opfører de sig som enhver anden sygdom med deres egne epidemiske egenskaber, diagnosticerbare symptomer, kendte smittebærere, og vi har endda en effektiv behandling. Men mange ledere i myndigheder, organisationer og regeringer synes uvillige til at stoppe dem eller ligefrem villige til at anerkende deres eksistens«. HVAD SKAL VI på Politikens redaktion så gøre, når det hele bryder løs? Skal vi slå op på side 1 i vores Rothkopf og klare det med mindre notitser? Eller skal vi - som det for tiden hedder i fagsproget - give den ' full treatment'? Det spørgsmål har været fast indslag på alle redaktionsmøder, siden den første lille artikel om 68 døde i Mexico stod i avisen 26. april. Samme spørgsmål stiller sundhedsmyndighederne sig. Hvor alvorligt er det? På den måde er sundhedsministerens udtalelse om »ikke at skabe yderligere panik« nok en fortalelse. De danske myndigheder har gjort alt for at undgå panikstemning - uden at lyde, som om de ikke tager A H1N1 alvorligt. Jeg har dog også bemærket, at myndighedernes centrale hjemmeside på nettet er kriseinfo. dk og at dens formål er at »informere om større nationale kriser, ulykker eller hændelser, der kan true mange mennesker«. Uha. De, kære læser, har jo kunnet følge med i, hvordan diskussionerne på redaktionen endte. Hvornår det var på forsiden, hvornår der blev skruet ned. Verdenssundhedsorganisationen hævede forleden alarmberedskabet til niveau nummer 5 af 6. Dagen efter havde vi den nyhed i grafisk form på side 10 garneret med en udtalelse af overlæge ved Statens Serum Institut Steffen Glismann om, at virussen ganske vist er ude efter mennesker, men »at der stadig er en meget begrænset risiko«. Samme Steffen Glismann sagde også til journalist Mikkel Bahl, at »danske medier har faktisk været meget fornuftige. Der har været et godt samarbejde (med myndighederne, HK), og de har været gode til at videreformidle de relevante informationer«. Tak for rosen. Når overlægen, der er specialist på området, mener, at vi har formidlet relevante informationer, er det sikkert rigtigt. Men vi havde et proportionsproblem med sars, vi havde det med fugleinfluenzaen, og vi har det med svineinfluenzaen. Vi er ramt af en infodemi , som en enkelt redaktion som Politiken ikke kan stoppe. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om klassiske medier som aviser, radio og tv. Facts og rygter distribueres lige så hurtigt via sms, Facebook og alle de andre fif-fige it-systemer. Der er frit slag for at blande facts, rygter, fortolkninger og propaganda. Folk, der har let til frygt, kan nemt finde den. På Politiken kan vi prøve at holde hovedet koldt, men ikke for koldt, for så er vi bare en del af en sammensværgelse, der vil holde faren skjult for verdens befolkning. Jeg kan kun konstatere, at nyheden om svineinfluenzaen har bredt sig hurtigere end sygdommen, og at det er på tide at få fænomenet infodemi højere op på dagsordenen.