Hvad siger De, kære læser, til følgende? I Retten på Frederiksberg fører anklagemyndigheden en sag mod en ung mand, der efter alt at dømme er medlem af Hells Angels’ støttegruppe AK81. Retsmøderne foregår for åbne døre. Alle kan gå ind at følge sagen. Manden får en ubetinget fængselsdom. Da Politikens journalist Claus Blok Thomsen beder retten om en udskrift af dombogen, får han den. Men alle personnavne og adresser er forsvundet. I stedet er der kun *. Anonymisering kalder retsplejeloven den slags. Da Claus Blok Thomsen klager, kan Retten på Frederiksberg godt se, at det er lidt forvirrende at holde rede på de mange *’er. Så han får en udskrift, hvor tiltalte nu er A og de øvrige i sagen B, C, D, ligesom vejnavne er A-vej, B-vej og så videre. Ren Kafka, ikke sandt? Fik medhold i Østre Landsret Det syntes Østre Landsret heldigvis også, da Politiken kærede afgørelsen. Retten på Frederiksberg må nu enten give os en mere læselig udskrift af dombogen eller komme med en vandtæt forklaring på, at det er nødvendigt med et tilbagevirkende navneforbud. Forhåbentlig lander vi på den første løsning. Sagen er juridisk principiel, fordi reglerne om aktindsigt i domme blev ændret for få år siden, og det er første gang, at en afgørelse er prøvet ved landsretten. Så Østre Landsrets afgørelse har forhåbentlig vidtrækkende og positive konsekvenser. Jubelstemning på redaktionen Jeg vil godt forklare baggrunden for jubelstemningen på redaktionen. I bestræbelserne på at tegne et billede af AK81, Hells Angels og andre med mere eller mindre direkte forbindelse til bandekrigen besluttede Claus Blok Thomsen og hans kollega Morten Skjoldager at se på alle de retssager, der er ført mod medlemmer af AK81. I dommene kan man se, hvor de opererer, hvem de er, hvem de har kontakter til, og få mange andre interessante oplysninger. Det er en omvej, og det er omstændeligt, men da de unge i AK81 hverken vil eller må – Helles Angels har bedt dem tie – tale med pressen, er domsudskrifter et udmærket journalistisk arbejdsredskab. De har også den fordel, at de er renset for rygter og andre løse påstande. Domme bygger på beviser. Under alle omstændigheder er der her tale om en sag af væsentlig offentlig interesse.Hvorfor i alverden skyder de hinanden på københavnske gader? Her skal det også lige indskydes, at Retten på Frederiksberg stod alene med sin fortolkning. Københavns Byret, Retten i Herning og Vestre Landsret har udleveret udskrifter, hvor Claus Blok Thomsen og Morten Skjoldager kan læse navne på personer og steder, og derfor kan kortlægge konflikten og tegne et portræt af grupperne. De nye bestemmelser i retsplejelovens paragraf 42, der regulerer aktindsigt, og Justitsministeriets vejledning er i mine øjne ikke så skeløjede. De ser ud til at udvide pressens muligheder. Nu ved vi, at sådan skal de også forstås. Tak for det. Undladelsessynder Og nu til noget helt andet. Som hovedregel bruger jeg min tid på at rette faktiske fejl og mulige misforståelser. Men undertiden kan det, vi undlader at fortælle, også være en fejl. Her er et eksempel. Politiken bragte i søndags et portræt af den helt store stemmesluger ved valget til Europaparlamentet, Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. Portrættet tog afsæt i Morten Messerschmidts psykiske nedtur, den dag, B.T. på forsiden skrev, at han havde heilet i rRestaurant Grøften i Tivoli i København. Så langt, så godt. Det er et af vendepunkterne i hans liv. Desværre glemte vi i portrættet at fortælle, at Morten Messerschmidt anlagde sag mod B.T. og vandt den. Hvilket Politiken tidligere har fortalt læserne. Vi var også på pletten efter B.T’.s kioskbasker og skrev, at nok var det en våd frokost, men der var ingen ’Sieg Heil’. Jeg havde ikke selv lagt mærke til det, da jeg læste artiklen, men en læser klagede. Hun mente, at man ved læsningen af portrættet fik det indtryk, at han rent faktisk havde heilet i Tivoli. Det gjorde han ikke. Det blev slået helt fast i en byretsdom i vinter, da B.T. blev dømt til at betale ham 25.000 kr. i tort. Det vidste Politikens journalist godt. Men hun mente, at det er så alment kendt, at B.T. og ikke Morten Messerschmidt var galt på den, at man ikke behøvede at nævne det. Det havde end ikke strejfet hende at tage den detalje med. Vi skal erkende den slags fejl Jeg har to betragtninger i den anledning. Den første er, at selv grundige avisartikler jo ikke kan have alt med. Journalist og redaktionssekretær er nødt til at vælge. I kraft af deres kilder, deres egen viden og ikke mindst deres rutine skærer de som hovedregel artiklerne til, så de kan forstås, selv om man lige er steget ud af flyveren fra Nairobi. På Politikens redaktion har journalisterne stofområder, og det kan – som her – føre til indforståethed, men det er et fænomen, redaktionssekretærer og afdelingsledere er opmærksomme på. Den anden betragtning er, at vi skal være parate til at erkende den slags fejl og ikke bare slå det hen med henvisning til, at »en avis jo ikke er en doktordisputats«. Jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at det er langt sværere at få journalister til at indse den type fejl end et forkert årstal. I dette tilfælde mente vor klagende læser, at det var en bevidst undladelse, fordi Politiken ikke kan lide Dansk Folkeparti. Det sidste er – se talrige ledende artikler – rigtigt, men det første er forkert. Men netop mistanken om, at undladelsen er politisk motiveret, gør det både ekstra vigtigt at ’få det hele med’ og at rette i Fejl og Fakta eller her i klummen.