Må en journalist skrive om kræftbehandling, hvis reporterens mor er ramt af kræft? Eller om ungdomsfodbold i København, hvis sønnen spiller i en københavnsk fodboldklub? Og hvad med kritiske artikler om forholdene på danske plejehjem, hvis journalistens far er på plejehjem? Det enkle svar er ja. Selvfølgelig. Men hvis journalisten skrev artikler, der direkte handlede om kræftbehandlingen på moderens sygehus, om forholdene i sønnens fodboldklub eller faderens plejehjem, ville reporteren være inhabil – og ville derfor ikke kunne skrive historien. Eller som det hedder i Politikens etiske retningslinjer: »Alle ansatte på Politikens redaktion skal undgå sammenblanding af journalistiske arbejdsopgaver og private forhold, uanset om disse forhold er af politisk, økonomisk eller idealistisk art«. Det er også oplagt, at en journalist ikke må interviewe et nært familiemedlem. For det er for tæt på – og igen sammenblanding af private forhold og fagets professionelle krav. Det ville være svært at fastholde kravet om ’tilstræbt objektivitet’. Men hvad med gråzonen? Når en journalist skriver generelt om et emne, der involverer en forholdsvis snæver gruppe af mennesker – som reporteren selv tilhører. Spørgsmålet aktualiseres af artiklen ’Miraklernes tid er tilbage’ (20.2.), som jeg kritiserede i min ugentlige lørdagsklumme (24.2.). Historien handlede om forskellige behandlingsmetoder over for børn med autisme, og jeg påpegede, at der var flere fejl i artiklen. Og kritiserede, at den blev præsenteret som en baggrundsartikel. Netop fordi den indeholdt elementer af både analyse og kommentar baseret på journalistens egen holdning. Artiklen var primært baseret på en ny uvildig undersøgelse. Men i en klassisk baggrundsartikel skal de forskellige parter høres. Især når der er en konflikt. Men der var ingen direkte citater i artiklen. Og ingen repræsentanter for en alternativ behandlingsmetode over for børn med autisme (ABA) blev interviewet, selv om artiklen var kritisk over for metoden. Samtidig kritiserede jeg i klummen ABA-tilhængere for at henvende sig med usædvanlige personangreb, som havde til hensigt at miskreditere journalistens person. I stedet for at holde sig til sagen. Jeg skrev rettelser af artiklens fejl i avisen, og skævheden blev rettet op ved, at journalisten senere interviewede en af fortalerne for ABA-metoden. Det fremgik dog ikke af artiklerne, at journalisten selv har et barn med autisme. Indlandsredaktøren vidste det, men havde ingen indvendinger mod, at journalisten skrev om emnet. Netop fordi det var en generel artikel, som ikke involverede journalistens barn. Men sagen fik mediekritiker Søren Schultz Jørgensen til i en klumme i Politiken (18.3.) at fremføre, at journalisten var inhabil, og han skosede Politikens redaktion for ikke at have stoppet artiklen. Og selv om han skrev, at jeg som Læsernes Redaktør havde rettet fejlene og kritiseret artiklens ensidighed, fik Politikens ombudsmandsinstitution også en svada: »Læsernes Redaktør dribler nemlig behændigt uden om det mest betændte – og det, der formentlig er årsag til artiklens ekstreme ensidighed: at journalisten selv har følelser i klemme og derfor er inhabil i forhold til autismeområdet«. Nu er det et typisk retorisk trick at pådutte sin modpart et motiv, som fremmer ens egen argumentation. Og her lades læseren ikke i tvivl om, at Læsernes Redaktør ønsker at skjule »det mest betændte«: Nemlig at journalisten selv har et barn med autisme. Det førte nemlig frem til mediekritikerens afsluttende retoriske spørgsmål: Nemlig, om »avisens ordrige principper og dens læserredaktør blot er værdiløst vinduespynt i de situationer, hvor der er allermest brug for dem«. Svaret er ganske enkelt: Nej, avisens etiske retningslinjer er ikke blot »værdiløst vinduespynt«. Hvorfor skulle jeg som Læsernes Redaktør ellers skrive flere rettelser af artiklen i avisen og samtidig kraftigt kritisere artiklens ensidighed i en klumme? Og nej, ingen har ønsket at skjule noget. Både indlandsredaktøren og undertegnede vidste, at journalisten havde et barn med autisme. Men i første omgang handlede det om at få rettet fejlene og give ABA-talsmanden mulighed for at tage til genmæle i avisen. Dernæst blev diskussionen om habilitet taget op på redaktionen. Her fastslår Politikens etiske retningslinjer, at »kravet om troværdighed i Politikens journalistik kan gøre et politisk eller andet engagement uforeneligt med dele af arbejdet på Politikens redaktion. Sådanne engagementer vil derfor kunne føre til en begrænsning i de pågældende ansattes arbejdsområder«. I praksis viste det sig, at journalisten ikke kunne holde sin private holdning til emnet ude fra journalistikken i den konkrete artikel. Det erkendte journalisten og foreslog selv, at han ikke kan skrive om autismeområdet i avisen. Hvilket indlandsredaktøren var helt enig i. Set fra min stol kunne sagen ikke få en anden udgang. I det hele taget bør sagen føre til selvransagelse på avisens redaktion. I dette tilfælde var der tale om en fejlvurdering fra journalisten og redaktøren, som skader avisens troværdighed. Derfor må journalister og redaktører fra sag til sag være bevidste om, hvorvidt der kan være problemer med personinteresser. Er der det, er der to muligheder. Enten at erklære sig inhabil. Eller at skrive i forbindelse med artiklen, at man har en personlig relation til emnet. Løsningen afgøres af sagens karakter. Men det er umuligt at opstille en detaljeret facitliste. Det er altid en afvejning. En god journalist er engageret og har erfaring fra det pulserende liv. Det handler om at finde en balance. Mellem engagement og integritet.