Politiken har virkelig generet sine læsere de forløbne dage. Artikler om Dansk Folkeparti og især et interview med partiets leder, Pia Kjærsgaard, medførte en læserstorm. 61 læserbreve, en snes vrede mail til journalist Christian Hüttemeier og flere klager til Læsernes Redaktør. En læser mente, at avisen bør skifte navn til ’Piatiken’, fordi Politiken er blevet talerør for hende. En anden konstaterede, at artiklerne var »som at få en kamphund lige op i ansigtet«. En tredje spurgte lidt venligere: »Jeg vil egentligt gerne vide, hvordan det kan være, at Politiken i den grad promoverer Pia Kjærsgaard/Dansk Folkeparti, som tilfældet er i denne sommer. Er det egentligt helt rimeligt i forhold til øvrige partier? De mærkesager, som partiet fremfører, er jo ren populisme, det troede jeg egentlig ikke, Politiken var bannerfører for«. En fjerde og lidt morsommere indvending kom fra en læser, der befinder sig på Tralfamadore – en planet i fjerde dimension opdigtet af Kurt Vonnegut (1922-2007). Alligevel ville tralfamadorianeren – gad vide, hvordan vi bringer avisen ud på Tralfamadore – gerne meddele, at »danskerne har fået det, de selv har bedt om: Pia som bannerfører for rindalismen«. Endelig en mangeårig abonnent, der ellers mest er tilfreds med Politiken: »Det er et menneskefjendsk parti, der skal ties ihjel, efter min mening«. Fjerde statsmagt Politikens lederskribenter har såmænd også fået nok af Pia Kjærsgaard, men her taler vi om den politiske reportage – nyheder, interview, baggrund og analyse. På Politiken opfatter vi os som en del af den fjerde statsmagt, hvis opgave det er at holde øje med de tre andre – den lovgivende, den dømmende og den udøvende. Flere magtanalyser viser, at Pia Kjærsgaard i indflydelse kun overgås af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Derfor er det vigtigt, hvad hun og Dansk Folkeparti tænker, gør og overvejer at gøre, og derfor er det vigtigt, at Politikens politiske redaktion holder godt øje med hende og partiet. Vi skal skaffe fakta, som læserne kan bruge i deres egen vurdering af samfundsudviklingen. En del af den løbende journalistiske overvågning af Dansk Folkeparti er naturligvis at interviewe dets ledere. Måske er Christian Hüttemeier uenig med Pia Kjærsgaard, men som journalist er det hans opgave at gengive hendes meninger og argumenter så nøjagtigt og fyldestgørende som muligt. Han skal naturligvis i sine spørgsmål give hende modspil, men det er et interview og ikke et vælgermøde. I Politiken er der både i reportagen og på debatsiderne en livlig diskussion om Pia Kjærsgaard og hendes udspil. Jeg kan altså ikke se, at Politiken i særlig grad skulle promovere Dansk Folkeparti og dets dannebrogselskende grundsyn. De protesterende læsere efterlyser journalistisk ensidighed. Det ønske har vi, skal jeg hilse fra chefredaktør Tøger Seidenfaden at sige, ikke tænkt os at opfylde. Dansk Folkepartis foretrukne fjender Nu er mit job ikke at skrive politiske analyser, men jeg kan ikke dy mig for her at citere Berlingske Tidendes Thomas Larsen, der torsdag skrev: »Hun har ophidset præcis de kredse, som hun helst vil ligge i krig med«. Han hældte lidt senere i analysen ’Kjærsgaard overspiller sine kort’ endnu mere salt i såret: »Der er tale om en form for politisk provokation, som DF-ledelsen har rendyrket til perfektion, og ofte træder modstanderne lige præcis de trin, som Pia Kjærsgaard & Co har koreograferet på forhånd«. Det kunne vi måske have skrevet i en ledende artikel, samme dag, vi bragte interviewet. For naturligvis var redaktionen opmærksom på, at det var et af de sædvanlige populistiske spark i løgsovsen – ikke løgsuppen, som Pia Kjærsgaard sagde med forkert brug af en talemåde. Men det er efter min opfattelse utidigt og i strid med Politikens journalistiske retningslinjer at skrive den slags kommentarer ind i selve interviewet. Kunne Christian Hüttemeier så ikke bare have konfronteret hende med det? Det kunne han godt. Men Pia Kjærsgaard er en meget dreven politiker, der uden besvær kan glide af på den slags spørgsmål. Jeg møder ofte folk, der spørger: »Hvorfor går I ikke hårdere til den eller den?«. Til det er kun at sige, at politikere ikke uden videre lægger sig ned. De er vant til at diskutere med politiske modstandere fra morgen til aften. Politiken holdt bare mikrofonen frem Men det fører frem til en klage, der går igen i flere henvendelser: Aat Politiken bare har holdt mikrofonen og kritikløst videregivet hendes synspunkter. Her kan jeg kun følge kritikken på et par punkter. Pia Kjærsgaard sagde for eksempel, at hun låner bøger af Klaus Rifbjerg, selv om »jeg jo ikke kan lade være at tænke på, at låner jeg en af hans bøger nede på biblioteket, så ryger der penge lige ned i hans lomme«. Sådan fordeles de såkaldte bibliotekspenge ikke længere, skrev et par trofaste læsere. De har ret. Ifølge bekendtgørelse nr. 1.366 af 12. juli 2007 er de vigtigste kriterier antallet af bøger på bibliotekernes hylder og sidetallet i dem. Naturligvis afspejler antallet af Klaus Rifbjergs værker på landets biblioteker den samlede efterspørgsel, men om Pia Kjærsgaard låner dem en1 eller 100 gange har ingen betydning for Klaus Rifbjergs økonomi. En vigtig detalje er, at de mest populære forfattere får skåret toppen af beløbet. Reduktionen sætter ind ved 328.134 kr.oner og rammer således Klaus Rifbjerg, der med 505.504,63 kroner. er nummer 9ni på dette års liste. Så den kommende kulturpolitiker skal nok læse lidt bedre på lektien. Det skal jeg også. Jeg vidste det ikke, selv om det stod i Politiken så sent som 1. juli i år. Christian Hüttemeier havde heller ikke den nye ordning af bibliotekspengene som paratviden. Pia Kjærsgaard brokker sig også i interviewet over de mange genudsendelser i DR her i sommer. Det er svært at være uenig. Men en del af forklaringen er jo de mange sparerunder i DR, der forbyggede sig med sin nye koncertsal. Her kunne vi have spurgt, hvad hun ville gøre ved det. Om hun for eksempel ville være med til at give DR flere penge. Det må vi så gøre, næste gang vi taler kulturpolitik med Dansk Folkepartis leder. For ét kan De være sikker på, kære læser: De får ikke en Pia-pause i Politiken.