Stå ved, hvad du gør og siger. Denne enkle læresætning gælder i alle livets forhold. Også i forhold til medierne. Men det tør mange af de unge, der optræder som talspersoner for det tidligere ungdomshus på Jagtvej, åbenbart ikke. I hvert fald nævnes de ofte kun med et fornavn – som tit er et dæknavn – når de udtaler sig til pressen. Den fremgangsmåde er gift for ethvert demokratisk samfund, hvor samtalen er det fundamentale. Hvor vi ved, hvem vi diskuterer med. Hvor vi er forpligtet af vores navn og ansigt. Så vi altid er ansvarsfulde – i stedet for ansvarsfrie. Anonymitet har nemlig grundlæggende det problem, at det fritager afsenderen af et udsagn for at stå til ansvar for sin udtalelse. Så til talspersonerne for ungdomshusmiljøet skal der lyde denne opfordring: Stå dog frem med jeres fulde identitet, når I udtaler jer. Jeres kamp for et ungdomshus er vigtig for unge i København. Men kun så længe kampen er fredelig. Som når I demonstrerer fredeligt på gaden og forhandler med politikerne på Københavns Rådhus. Tag dog ansvar og sig fra over for vold, afbrændinger af biler og trusler mod folk, der mener noget andet, end I gør. Og sig det med jeres fulde navn i medierne. Ellers har I ikke vores respekt. Tværtimod. Så gemmer I jer bag anonyme udtalelser. Det er klart, at det ikke er uden omkostninger. Der er ekstremt højreorienterede, som forsøger at registrere folk fra ungdomshusmiljøet og truer dem. Derfor skal der være fuld respekt for en personlig beslutning om, at omkostningerne er for store. Men det må aldrig føre til en kollektiv beslutning fra miljøet om at gemme sig bag anonyme udtalelser. Hvad hvis imamer og andre talspersoner for det muslimske miljø under krisen om Jyllands-Postens Muhammedtegninger havde valgt at være anonyme? De blev jo også registreret og truet. Så ville der have været et ramaskrig over, at de ikke turde stå ved deres holdninger. Men medierne har også et ansvar. Normalt er der mange overvejelser på en redaktion, før en kilde får lov til at optræde anonymt i et medie. Men i dette tilfælde har alle medier givet en blankocheck til de unge fra ungdomshusmiljøet og har accepteret anonymiteten Et eksempel er Information, som onsdag bragte et otte siders debattillæg »skrevet af unge fra Ungdomshuset«, som det hed på forsiden. I tillægget var der en redaktionsliste med kaldenavne som Armsrock og Maria Fantastica. Og nedenunder stod tilføjelsen: »De fulde navne på alle skribenter er redaktionen bekendt«. Ja, men hvad med læserne? Hvem er for eksempel afsenderen bag følgende udtalelse, som fyldte forsiden: »Vi slås for at kunne være menneskelige og for at kunne leve. Når man har noget at sætte i stedet for et voldeligt regime, så kan vold føre til forandring og ikke blot mere vold«. Et interessant udsagn om vold, som det kunne være spændende at diskutere. Men hvem skal vi gøre det med? Politikens redaktionsledelse har også grundlæggende accepteret kravet om anonymitet fra folk fra ungdomshusmiljøet. Med henvisning til faren for registrering og trusler fra den ekstreme højrefløj. Og med henvisning til, at ellers ville avisen ikke kunne få udtalelser fra den ene side i en højaktuel konflikt. Disse begrundelser er ikke i modstrid med avisens etiske retningslinjer, selv om det her understreges, at anonyme kilder skal bruges med stor omtanke: »Politiken bruger som hovedregel kilder, der står frem. Unavngivne kilder mindsker troværdigheden. Men som andre medier er Politiken af og til afhængig af kilder, der ønsker at optræde anonymt. Brugen af anonyme kilder bør af troværdighedsgrunde begrænses mest muligt, og vi skal være særlig kritiske over for kilders motiver til at være anonyme«. Men det er afgørende, at der aldrig må være tale om en generel tilladelse til anonymitet i alle situationer til et bestemt miljø. Det førte for eksempel til en skarp henvendelse fra en læser vendt mod en artikel på netavisen politiken.dk. I artiklen fremførte en talsperson for det tidligere ungdomshus ved navn ’Jan’, at han har svært ved at tro på, at Faderhusets leder, Ruth Evensen, har modtaget trusler på livet. Men det betød ikke, at han tog afstand fra den slags trusler. »Men jeg vil sige, at hvis hun tror, hun skal gå fredeligt rundt på Nørrebro, så kan der være nogle, som ved synet af hende vil reagere uoverlagt«, udtalte ’Jan’ og fremførte også, at »hun har villet konflikten, så jeg kan godt forstå, hvis nogle ser hende som fjenden«. Det fik læseren til at konstatere, at nu lagde Politiken også spalteplads til anonyme trusler. Og han fremførte, at avisen dermed undergravede selve kernen i ytringsfriheden. Netavisens nyhedschef, Christian Lindhardt, svarede læseren, at højrefløjsgrupper systematisk overvåger det autonome miljø, så der er en saglig grund for anonymitet. Men Lindhardt erkender, at redaktionen reagerede med »automatpiloten« slået til. Han fremhæver, at brug af anonyme kilder skal vurderes kritisk i hvert enkelt tilfælde, og det burde også være sket i den konkrete sag. Det afgørende for mig er indholdet i ’Jan’s udtalelser. Nemlig at han viser forståelse for trusler mod Faderhusets leder. Den slags skal man ikke have lov at sige anonymt. Så skal man træde frem med navn og derved stå ved sine udtalelser. Det burde Politiken have krævet. Ingen tvivl om, at Faderhuset har et stort ansvar for konflikten. På samme måde som politikerne på Københavns Rådhus. Og ingen tvivl om, at Faderhuset er en kristen sekt, som har nogle forfærdelige holdninger til abort, homoseksuelle og børns opdragelse – og som går ind for djævleuddrivelse. Men der går en streg i sandet, når det gælder trusler og forståelse for trusler. I et demokratisk samfund skal der være plads til forskellige holdninger. Uden at man bliver truet.