»Der er Peters Hvile. Hvad kan jeg hjælpe med?«. Jeg vil gerne tale med hr. Hørup, Viggo Hørup. »Øjeblik. Jeg stiller om.«. »Det er Hørup«. Ja, goddag hr. Hørup. De taler med Henrik Kaufholz. Jeg er Læsernes Redaktør på Politiken, hvor alle medarbejdere i aften skal til fest for at fejre avisens 125- års fødselsdag. »Ja, det har jeg set. Til lykke med det. Det tror jeg ikke, vi turde håbe på, dengang vi startede Politiken under beskedne forhold på hjørnet af Integade og Østergade«. Hr. Hørup, De taler lidt anderledes end jeg. Kan De forstå mig? »Ja, vi har da både internet, tv og radio på værelserne, så jeg har fulgt med gennem alle årene«. Hvad siger De til balladen om Politikens offentliggørelse af jægersoldatens bog. Det er jo lidt pudsigt, at Politiken lige netop ved 125- års dagen er i åben polemik om forholdet mellem militæret og resten af samfundet – noget, der også optog Dem levende. »Jeg vil gerne begynde et helt andet sted. Jeg undrede mig jo noget, da Politiken valgte Tøger Seidenfaden til chefredaktør, kort efter at han i en anden avis havde skrevet om en leder med overskriften ’En velsignelsesrig krig’ om Golfkrigen. Det ville jeg aldrig have skrevet. Aldrig«. »Jeg undrer mig da også helt over Politikens opbakning til danske soldaters indsats i Afghanistan. Jeg har altid advaret mod stormagtsdrømme, og jeg kan ikke forstå, at Politiken ikke forholder sig mere kritisk til denne snigende militarisering. Man skal betænke, at bladet i mere end 50 år advarede mod at forsvare Danmark militært. Et militært forsvar 9. april 1940 havde nok set heroisk ud, men ikke bragt noget godt«. Men neutralitetspolitikken var vel mere praktisk begrundet? De mente, at Danmark ikke kunne stille meget op mod en stormagt som Tyskland. Der er sket meget siden, og Danmark er omgivet af venligtsindede lande, som vi både økonomisk og forsvarspolitisk er i alliance med. Man er vel nødt til at bekæmpe den internationale terrorisme i dens højborge? »Det afgørende spørgsmål er nu som i min tid som chefredaktør: Hvad skal det nytte? Er det til gavn for Danmark at sende soldater til Afghanistan, hvor stærke militærmagter som Storbritannien og Sovjetunionen led nederlag? Spørgsmålet kan naturligvis ikke besvares endnu, men jeg er meget skeptisk, hvad angår udfaldet af den affære«. »Jeg har noteret mig, at antallet af terroraktioner verden over er faldet, men jeg tvivler på, at det skyldes krigen i Afghanistan«. »Det er naturligvis glædeligt, at der ikke er nogen trussel mod Danmarks selvstændighed. Det kan jeg kun hilse velkommen«. »Nå, men De spurgte om bogen. Jeg har ærlig talt ikke læst den til ende. Dertil er den alt for militaristisk. Men naturligvis skulle Politiken trykke manuskriptet, når nu generalerne – disse vandrende lirekasser – ville skjule det for befolkningen. Politiken må aldrig blive føjelig over for militæret«. Men der er retssager på vej, og Politiken risikerer at blive straffet? »Jeg har altid ment, at man skulle dele sig efter anskuelser, og netop offentliggørelsen af jægersoldatens bog deler vandene. Det er den slags diskussioner, samfundet har brug for. De viser nødvendigheden af en fri og uafhængig presse. Så hvis bare al balladen gør nytte, har Politiken skam gjort det rigtige«. »Jeg har set, at Seidenfaden og Politiken får klø for at bringe soldaternes liv i fare i fremtiden. Men hvis regeringen er bekymret for soldaternes liv, skulle den helt lade være at sende dem i krig«. »Da De nu har været så elskværdig at ringe mig op, vil jeg gerne sige, at jeg i det hele taget er bekymret over militariseringen af Danmark. Der er større opbakning til krigen i Afghanistan i Danmark end i andre lande, og jeres offentliggørelse af bogen møder jo også modstand hos flertallet. De tror på generalernes – undskyld, forsvarschefen er vist admiral – floskler i stedet for at tænke selv. Det lover ikke godt for fremtiden«. De mener, at Politiken skulle stille sig i spidsen for modstanden mod indsatsen først i Irak og nu i Afghanistan? »Ja, det gør jeg. Stadig vejledt af svaret på spørgsmålet: Hvad skal det nytte? Jeg vil ikke afvise enhver form for militær indsats. Jeg er antimilitarist – ikke pacifist. Men jeg har svært ved at se det fornuftige i krigen i Afghanistan – en region, der historisk set har været umulig at vinde militært«. Som Læsernes Redaktør har jeg besvaret en større bunke protester mod trykningen af ’Jæger -– i krig med eliten’, men vi fik faktisk flest rosende reaktioner. »Som De sikkert ved fra Bjørn Bredals jubilæumsbog, har jeg engang udtrykt min bekymring over Politikens oplagssucces. Dengang var vi nået 20.000, og jeg advarede mod at behage læserne. Det drejer sig om at vinde gehør, at vinde folk. Men ikke ved at behage dem«. »Jeg er fuldstændig klar over, at i dag er et oplag på 20.000 slet ikke er nok til at lave en avis, der stræber efter at være organet for den højeste oplysning. Jeg er også lidt imponeret over, at mit gamle blad trods den økonomiske krise og et fald i averteringen ser ud til at klare sig. Men husk at holde galden flydende.«. Tak for samtalen, hr. Hørup. »I lige måde. Jeg ønsker Dem alle en god fest i aften«.