Sex med mindreårige. Tænk lige efter. Sex med mindreårige. Lyder forkert, ikke sandt? Et par konkrete sager fik forleden Joan-Søstrene til at henvende sig til Politiken. De mener, at medierne undlader at kalde tingene ved deres rette navn. Når nogen har sex med mindreårige er det voldtægt eller misbrug. »Det sexede er i hvert fald svært at få øje på«, skriver de. Den ene sag drejer sig om en 14-årig svensk pige. Pigen er ’retarderet’ – åndssvag. Tre lidt ældre piger solgte hende ifølge svensk politi til prostitution med mindst 100 mænd. Den anden sag drejer sig om filminstruktøren Roman Polanski, der som bekendt i 1978 voldtog en 13-årig pige. Han flygtede fra amerikansk fængsel til Frankrig og blev anholdt i Schweiz sidst i september. USA kræver ham udleveret. Den 14-årige svenske pige blev udnyttet groft. Hun fik chips og slik til gengæld for mange forskellige sexydelser, som de store tjente mindst 100.000 svenske kr.oner på. Polanskis metoder hører heller ikke til de sarte. Han drak pigen fuld, gav hende lidt stoffer og tvang hende derefter til samleje både forfra og bagfra samt et blowjob. I begge tilfælde har politiken.dk og Politiken brugt vendinger som »har været sammen med op mod 100 mænd« og »sex med en dengang kun 13-årige pige«. Vi kan vist hurtigt blive enige om, at disse vendinger ikke afspejler virkeligheden i henholdsvis Skåne og Los Angeles. Begge piger blev udsat for voldsomme overgreb, der ikke har noget med sex i almindelig forstand at gøre. Så der er ingen problemer med at indskærpe alle skrivende og redigerende på Politiken, at her skal de huske at kalde tingene ved deres rette navn. Vi får det fra kilderne MEen det går ikke uden videre. Det ene af vores problemer er kilderne. Begge historier kom til Politiken og politiken.dk via nyhedsbureauet Ritzau. Om Polanski lød Ritzaus overskrift: ’Polanski anholdt for sex med mindreårig’. Om den svenske pige: ’Piger solgte retarderet 14-årig til sex’. Jeg er sikker på, at kollegerne på Ritzaus Bureau gerne vil skærpe opmærksomheden, men bureauet er ikke vor eneste kilde. Vi er nødt til selv at være opmærksomme. Et andet problem er ’mindreårig’. Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, har – eller har haft – en affære med en mindreårig. Han dukkede op til pigens 18- års fødselsdag og forærede hende en brillanthalskæde. Så hun var altså 17 og ivrig efter en karriere som fotomodel, da den nu 73-årige politiker fik hende i kanen. Jeg er ikke i tvivl om, at den svenske 14-årige og den amerikanske 13-årige skal betegnes som ’mindreårige’. Men en 17-årig veludviklet neopolitanerinde på jagt efter en modelkarriere? Uanset at kilderne kalder hende mindreårig? Nå, det er vel ikke værre, end at vi kan skønne os ud af det i hvert enkelt tilfælde. I både den svenske sag og sagen om Polanski har medierne brugt ordet ’pædofil’. Mænd skal ikke betegnes som pædofile, blot fordi de en enkelt gang eller to tiltvinger sig seksuel omgang med mindreårige. Ordet pædofil bør reserveres til de sager, hvor der er tale om virkelig at være seksuelt tiltrukket af børn. At der så også her kan være tale om både voldtægt og andre former for tvang er en anden sag. Helst ikke forskønnende øvelser Ffra en helt anden kant fik jeg også for kort tid siden en protest mod at kalde prostituerede for ludere. Luder bruges helt klart nedsættende, mens prostitueret har en mere neutral klang. Jeg bragte ikke en præcisering i Fejl og Fakta, fordi vi heller ikke skal blive så sprogligt nærtagende, at vi af den grund holder op med at kalde tingene som i gamle dage. Men Politiken skriver almindeligvis prostitueret. Vi har også i den daglige reportage lagt ordet ’skøge’ på hylden, og det er udmærket. En tredje læser blev stødt over, at Politiken i en overskrift på forsiden 11. oktober brugte ordet ’drankere’. Han mener, at vi bør skrive alkoholikere eller alkoholmisbrugere, fordi dranker er en nedsættende betegnelse for en alkoholiker. Dranker leder hen mod personlig brist, mens alkoholisme betegner en sygdom. Heller ikke her præciserede jeg i Fejl og Fakta. Mit sproglige instinkt er imod de mange forskønnende øvelser. Det kan godt være, at munden siger alkoholiker, men hjernen tænker dranker. I øvrigt skriver vi som hovedregel alkoholiker. Jeg har også tidligere slået til lyd for fortsat at bruge sindssyg og åndssvag, der er stærke og præcise ord. I det ene tilfælde er man syg og kan behandles. I detn andet tilfælde er man varigt skadet og kan højst hjælpes til en bedre tilværelse, end man selv er i stand til at skabe. Ingen ære ved drab Da Joan-Søstrene nu var i gang med at skrive til Politiken, tog de også »den slidte term: æresdrab« op: »Der er ikke megett ære over at dræbe et andet menneske. Betegnelsen er faktisk efter vores opfattelse med til at pakke drabet ind i kulturelle hensyn, som i visse sammenhænge endda skal legitimere, at drabet fandt sted«. Politiken og andre medier skal altså holde op at bruge ordene æresdrab, æresvold eller æresrelateret vold. Jeg er enig. Vi skal kalde det mord, vold og overfald og så gemme alt det med æreskulturen til forklaringen om baggrunden for ugerningen. Joan-Søstrene og medierne skal på den anden side heller ikke glemme, at æresdrab i almindeligt omgangssprog bruges nedsættende, ja direkte anklagende. Emnet er ofte oppe at vende på Politikens redaktion. Vi er opmærksomme på argumenterne for og imod. Lad os kalde det løfte om løbende forbedring.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
-
Biler ridses, punkteres og fyldes med hundelort – og frivillige trues på livet
-
Derfor irriterer værternes Bubber-sprog så mange seere
-
Tre eksperter: For tiden accepterer danskerne utrolig uretfærdighed. Det bliver de næppe ved med
-
Tidligere V-rådgiver: Hvis de vælger at indgå i endnu en midterregering, har de ikke forstået problemets omfang
-
Hun var et af Det Kgl. Teaters helt store navne, da hun pludselig besluttede sig for at lave noget helt andet
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























