I august 1946 skrev det amerikanske magasin The New Yorker pressehistorie. Én artikel fyldte hele magasinet. Og overskriften var blot ét ord: Hiroshima.

Læserne blev suget ind i flere overlevendes beretninger om tiden efter den atombombe, som amerikanerne kastede ned over den japanske by Hiroshima et år tidligere: 6. august 1945 klokken 8.15. Seks personer fortalte, hvordan de oplevede angrebet, de næste timer, de næste dage og de næste måneder. En nøgtern og dokumentarisk beretning, der skabte sensation. Magasinet var udsolgt i løbet af få timer. Artiklen blev hurtigt ’hot news’ i andre magasiner og dagblade. Hele teksten blev læst op i amerikanske radiostationer. Og kort efter udkom artiklen ’Hiroshima’ i bogform. Det var ikke den første artikel om atombomben i Hiroshima. Men det var den første artikel, som for alvor vakte opsigt. Her kunne læserne identificere sig med ofrene. Beretningerne var forfærdelige, men holdt i en afdæmpet fortællestil. Journalisten, der skrev artiklen, hed John Hersey. Han havde under Anden Verdenskrig dækket kampe i dele af Europa og Asien for Time, Life og The New Yorker. Og som han senere beskrev opgaven med artiklen om Hiroshima: »Jeg følte, at jeg måtte skrive historien om, hvad der skete. Ikke med bygningerne, men med menneskene«. Artiklen var et af de første spektakulære eksempler på fortællende journalistik. Altså ikke kun reportage, hvor journalisten selv var til stede under begivenheden, men en rekonstruktion af begivenheder ved hjælp af øjenvidneberetninger. John Hersey var selv opmærksom på de etiske problemer, som fortælleformen stillede til ham. Hvor journalisten bruger skønlitteraturens virkemidler, med person- og scenebeskrivelse, spændingsopbygning og klimaks baseret på et virkeligt hændelsesforløb. På det tidspunkt havde der været en række journalistiske skandaler i USA på mindre seriøse aviser, hvor journalister havde brugt fiktive citater og scener for at krydre deres artikler. Derfor trak John Hersey en klar linje mellem fakta og fiktion og fastslog, at pressekortets motto burde være ’Intet er opdigtet’. Han pegede på, at udvælgelse er nødvendigt i journalistik. Og at der derfor er et element af subjektivitet i faget. Men at grænsen går ved en scene, der aldrig har fundet sted. Eller citater, der aldrig blev sagt. Så er der tale om fiktion. Det kan virke som en banal konstatering i dag, men det var det ikke dengang. Fortællende journalistik er i de senere år blevet genopdaget i USA. Især i en form hvor en fortælling deles op i kapitler og præsenteres i avisen som en føljeton. Inspireret af amerikanerne er det samme sket herhjemme på adskillige aviser, og fortælleformen er også populær på journalistuddannelserne. Politiken har været med i front og har efterhånden præsenteret adskillige dokumentariske føljetoner. Men de har især været baseret på en enkelt begivenhed eller en enkelt persons oplevelser. Hvilket er en stor fordel, fordi det skaber en overskuelig ramme for fortællingen. Men i denne påskeuge har avisen præsenteret en langt sværere og meget ambitiøs udgave af fortællende journalistik. Nemlig serien ’Danmark i krig’. Kronologisk dækker serien næsten seks år fra terrorangrebet i USA 11. september 2001 og frem til i dag. Den spænder over to krige i Afghanistan og Irak. Og genskaber begivenhederne gennem soldaten, flygtningen, terroristen, politikeren, embedskvinden og statsministeren. En ordentlig mundfuld. Men samtidig en prisværdig opgave. Det er samtidshistorie kogt ned til artikler i en avis. Og det er en fantastisk vigtig opgave for et medie. Det er nu, at de militære følger af krigen mod terror for alvor kan sættes i perspektiv. Hvor Danmark trækker tropperne hjem fra Irak – og sender flere soldater til Afghanistan. Især er det vigtigt, at en stor del af historien er fortalt gennem hovedpersonerne. Ikke blot for at skabe identifikation hos læserne, men også for at læserne kan blive præsenteret for de forskellige syn på et Danmark i krig. Det giver læserne mulighed for selv at tænke og tage stilling. Den etiske diskussion har nemlig flyttet sig endnu mere, siden John Hersey formulerede mottoet ’Intet er opdigtet’. Nu er der også debat om mere detaljerede krav til udvælgelsen af fakta og øjenvidneberetninger. Fairness er afgørende. Hvis der er modstridende opfattelser af et begivenhedsforløb, skal de så vidt muligt præsenteres i fortællingen. Så læserne selv har mulighed for at tage stilling. For enhver erindring er grundlæggende selektiv og er kun én opfattelse af virkeligheden. Samtidig har kilderne altid en interesse og et motiv, som journalisten skal vurdere kritisk. Og hvis det er nødvendigt at tillægge en udlægning mere vægt, skal journalisten være blevet overbevist af sin research. Eller som Roy Peter Clark fra Poynter Institute i Florida i USA har formuleret det: »Den underforståede kontrakt i al dokumentarisme og journalistik er således bindende: Måden, det er skrevet på her, er efter vores bedste overbevisning også den måde, det skete på«. Redaktionen og journalisterne bag serien ’Danmark i Krig’ har baseret serien på, at aktører fra alle niveauer og med forskellige holdninger præsenteres for læserne. Og på at genskabe stemningen efter terrorangrebet i september 2001, hvor den vestlige verden stod skulder ved skulder. Frem til splittelsen om krigen i Irak – og beslutningen om den danske tilbagetrækning. Ulempen ved de daglige flimrende rapporteringer de seneste knap seks års efter terrorangrebet i USA er, at man mister overblikket. Derfor er det mediernes opgave at skabe overblik og perspektiv.