Egentlig kan det hele koges ned til et enkelt ord: troværdighed. Medier som Politiken er hver eneste dag til eksamen. Og censorerne er ikke kun læserne. Også personerne, der omtales i avisen, vender tommelfingeren op eller ned. Føler de sig fair behandlet? Og er de citeret korrekt? Langt de fleste dage består avisen eksamen. Men der er også dage, hvor en person ikke kan genkende enkelte af sine udtalelser – og derfor klager til avisen. Så er Politikens troværdighed på spil. Ofte viser det sig dog, at der er opstået en misforståelse. At kilden og journalisten har talt forbi hinanden i dele af interviewet. Det rettes op med en præcisering af udtalelserne, som trykkes i avisen. I andre tilfælde kan en kilde være utilfreds med overskrift og vinkling af en artikel, selv om personen er tilfreds med sine direkte citater. Under alle omstændigheder afgør Læsernes Redaktør som Politikens ombudsmand eventuelle stridigheder. Men for godt en uge siden opstod en helt usædvanlig situation. En journalist skrev et portræt i Politiken af den 25-årige Asmaa Abdol-Hamid, der vil i Folketinget for Enhedslisten. Årsagen var de heftige politiske angreb på den unge kvindelige muslim, fordi hun insisterer på retten til at bære tørklæde. Også på Folketingets talerstol. Asmaa Abdol-Hamid er en offentligt kendt person – også før diskussionen om tørklædet. Sidste år var hun vært på DR 2 sammen med Adam Holm i programmet ’Adam og Asmaa’, hvor emnerne var religion og politik. Desuden har hun optrådt som talsperson for de organisationer, der anmeldte Jyllands-Posten på grund af Muhammedtegningerne. Portrættet i avisen var afbalanceret. Både støtter og kritikere af Asmaa kom til orde. Men journalisten interviewede også Asmaa om hendes holdninger. Og hun kunne ikke svare direkte på, om hun er for eller imod dødsstraf. »Jeg ønsker ikke de forhold i Danmark, der for eksempel er i USA og flere lande i Mellemøsten. Den straffelov, vi har i Danmark, er langt hen ad vejen fornuftig«, svarede hun, hvilket fik journalisten til at følge op: Men kan du svare ja eller nej til, om du er imod dødsstraf? »Jeg synes ikke, at verden er så firkantet, at jeg bare kan svare ja eller nej på det spørgsmål. Skal jeg så også svare på, om solen er rød eller gul. Det irriterer mig at få det spørgsmål. Hvorfor stiller du ikke det samme spørgsmål til danske politikere?«, svarede Asmaa Abdol-Hamid. Da avisen kom på gaden, reagerede Enhedslisten og Asmaa Abdol-Hamid med at udsende en pressemeddelelse, hvor afsnittet om dødsstraf blev betegnet som »grov manipulation af, hvad hun faktisk udtalte i interviewet. Enhedslisten kræver et dementi af Politiken«. Samtidig udtalte Asmaa i pressemeddelelsen, at »jeg svarer ham, at jeg er imod dødsstraf, og at dødsstraf er forkastelig. Som uddybning nævner jeg dødsstraffen i USA og Mellemøsten som eksempler på tilstande, jeg ikke synes, vi skal have i Danmark«. Avisens journalistiske chefredaktør Stig Ørskov svarede offentligt, at avisen havde citeret Asmaa Abdol-Hamid korrekt. Samtidig noterede avisen, at Asmaa nu tager klart afstand fra dødsstraf. Som Læsernes Redaktør konstaterede jeg, at avisen fair havde refereret kritikken fra Asmaa og Enhedslisten i både netavisen og den trykte avis. Samtidig med, at avisen fastholdt, at citaterne fra det oprindelige interview var korrekte. Samtidig forklarede journalisten over for mig, at Asmaa ikke kunne svare klart ja eller nej til spørgsmålet om dødsstraf, og at hun er korrekt citeret i interviewet. Journalisten fortalte også, at Asmaa Abdol-Hamid fik gennemgået de enkelte citater i interviewet, før de blev trykt – og at hun godkendte dem. Der var kun en enkelt mindre undtagelse. Hun fik ændret »skal jeg så også svare på, om solen er grøn eller gul« til »skal jeg så også svare på, om solen er rød eller gul«. Altså blev ordet ’grøn’ ændret til ’rød’ på Asmaa Abdol-Hamids foranledning, inden interviewet blev trykt. Hermed kunne jeg konstatere, at journalisten havde levet op til avisens etiske krav. Desuden var alle parters synspunkter dækket retvisende i avisen. Derfor blev kravet om et dementi afvist. Sagen var dog ikke slut endnu. Af portrættet fremgik det også, at Asmaa benægtede, at hun nogensinde har forsøgt at stille op som socialdemokratisk kandidat til byrådet i Odense, og hun blev citeret direkte for: »Jeg ville aldrig stille op for dem«. Men kort efter skrev den samme journalist en artikel om, at Asmaa Abdol-Hamid på et møde i en socialdemokratisk partiforening i Odense i 2004 sagde, at hun ønskede at stille op for partiet. Og at hun i et interview i Fyens Stiftstidende fortalte om sine ambitioner om at komme i byrådet for Socialdemokratiet. Hun blev dog afvist af partiforeningens bestyrelse. Igen klagede Enhedslisten og Asmaa til Politiken med en påstand om, at Asmaa aldrig har benægtet, at hun engang overvejede at stille op for Socialdemokratiet. Og igen erklærede journalisten, at Asmaa havde fået læst citaterne op, så hun vidste, hvad hun blev citeret for. I de to klagesager er der ikke nogen gråzone. Begge parter kan ikke have ret. Og på baggrund af de foreliggende oplysninger må Asmaa Abdol-Hamid have et troværdighedsproblem. Politikens ledelse og redaktionens journalister står til ansvar hver eneste dag. Og ofte tager jeg sager op i denne klumme, hvor der er brug for kritik af avisen. Men i dette tilfælde er der åbenbart tale om en ung kommende politiker, der har fortrudt sine udtalelser til avisen. Alligevel er det altså ikke muligt i denne verden at holde kæft med tilbagevirkende kraft. Eller ændre sine udtalelser og beskylde andre for manipulation. Slet ikke, hvis man har ambitioner om at tale fra Folketingets talerstol. Men man har selvfølgelig ret til at blive klogere.