0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når lov og ret kolliderer med demokrati

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

DEN BLIVER mere og mere indviklet, sagen om jægerkorpsets indsættelse i Irak i 2007 og om den læk, der afslørede, at elitesoldaterne skulle af sted. Politiet har øjensynlig sat en enkelt mand ind i opklaringen, men det kan medierne slet ikke klare sig med. Som det fremgår af vores avis i dag, bruger vi mange ressourcer på at trænge til bunds.

Det gør vi, fordi det er interessant, hvis Forsvarsministeriet lækkede oplysningerne om jægersoldaterne for at vise ministeriel handlekraft - samtidig med at den daværende forsvarschef, Jesper Helsø, advarede om, at sladrehanken bragte soldaternes liv i fare.

DET HELE blev i den forløbne uge først viklet ind i en masse diskussion om, hvilken DR-medarbejder der har optaget hvem på bånd, og hvad lydoptagelserne i givet fald beviser. Senere kunne DR afspille et andet lydklip, hvor forsvarsminister Søren Gades særlige rådgiver, Jacob Winther, siger, at han har hørt, at jægerkorpset selv fortalte TV 2, at styrken skulle af sted. Hvorefter Jacob Winther skyndte sig at understrege, at sådan skulle det bestemt ikke forstås. Vild forvirring.

Alligevel synes flere af de læsere, jeg har været i kontakt med om sagen, at det hele er forbavsende enkelt: Politiet skal bare gå til retten og få dommeren til at pålægge TV 2-journalisten at afsløre sin kilde. De mener, at sagen handler om landsforræderi, og derfor er straframmen rigeligt stor til, at man kan tage retsplejelovens paragraf 172 i brug i jagten på sladrehanken.

Loven siger, at hvis en forbrydelse kan give fire års fængsel eller derover, kan retten pålægge et medie at røbe, hvem der er kilde til en historie.

DET KUNNE næsten lyde, som om nogle læsere ønsker sig en indbygget automatik, hvor medierne bare skal tjekke, om en kilde bryder loven i et omfang, så vedkommende står til fire år eller derover.

Hvis det er tilfældet, skal journalisterne melde kilden til politiet, eller i hvert fald omgående røbe vedkommendes identitet, hvis vi bliver spurgt, må man tro.

Det lyder måske tillokkende, når man går ind for, at forbrydere får deres straf.

Men i et demokrati skal befolkningen have det bedste mulige beslutningsgrundlag, når den vælger de politikere, der skal styre landet. Hvis det betyder, at pressen er nødt til at dække over kilder, som bryder loven, når de røber oplysninger, der er vigtige for den demokratiske proces, må det til. Ellers får politikere og magthavere i erhvervslivet fuldkommen frit spil. Står vi fast på, at lovbrydere skal afsløres for enhver pris, bliver demokrati bare et flot ord, vi kan bruge i skåltaler.

Desuden kommer domstolene i givet fald ikke til at give ret mange pålæg om at afsløre kilder, for ingen vil længere vove at gå til medierne med vigtige sager.

I ØVRIGT rummer paragraf 172 ikke den automatik, som nogle læsere mener at have fundet. Der står ganske vist, at medierne kan pålægges at røbe kilderne, hvis sagen angår »en lovovertrædelse, som er af alvorlig karakter, og som efter loven kan medføre straf af fængsel i 4 år eller derover«. Og det lyder enkelt. Men det er samtidig et krav, at »vidneførslen må antages at have afgørende betydning for sagens opklaring«. Altså skal politi og anklagemyndighed have knoklet for at opklare sagerne på anden vis. Desuden skal retten ifølge loven hver eneste gang afveje, om »hensynet til opklaringen klart overstiger massemediernes behov for at kunne beskytte deres kilder«. Lovgiverne har altså erkendt, at der er et legitimt og vigtigt behov for kildebeskyttelse.

Skulle retten derefter pålægge et medie at afsløre kilden, er dilemmaet: Skal man rette sig efter loven eller samvittigheden? I SAGER som den aktuelle skal vi stille os selv tre spørgsmål: Er oplysningerne sande? Er oplysningerne så vigtige, at vi skal bringe dem videre til læserne? Kan oplysningerne bringe soldaternes liv i fare? Det sidste spørgsmål er ikke så nemt at besvare, som det umiddelbart kunne lyde. Hvis det var Forsvarsministeriet, der i sin tid lækkede oplysningerne i den aktuelle sag, mente ministeriet forhåbentlig ikke, at det kunne skade soldaterne. Men det mente den daværende forsvarschef.

I sagen om jægerbogen var der også forskellige vurderinger: Forsvarskommandoen ville standse udgivelsen, med den begrundelse at bogen rummede skadelige oplysninger, men både Hærens Operative Kommando og jægerkorpset havde vurderet, at bogen var harmløs.

SELVFØLGELIG skal vi lytte, hvis forsvaret er bekymret for, at følsomme oplysninger slipper ud. Selvfølgelig skal vi være ekstra grundige med anonyme kilder og tjekke alle deres oplysninger, så vi ikke bliver fyldt med løgn - eller spændt for en politisk vogn, sådan som nogle mener, TV 2 er blevet i den konkrete sag.

Det går ikke, at vi viderebringer løgne.

Men skulle vi blive brugt i et politisk spil, må vi af og til leve med det.

TV 2' s løfter til kilderne forhindrer i hvert fald ikke, at andre medier undersøger sagen om lækken - sådan som vi gør i dag, og som vi bør blive ved med, indtil sandheden kommer frem.

bjarne.schilling@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere