Det er alle forældres mareridt. Når det yndige barn forvandler sig til en surmulende teenager, der åbenbart pludselig kun kan formulere sig ved hjælp af enstavelsesord. Og vel at mærke ikke med positive gloser. Puberteten har sat ind, og forældre venter med større eller mindre tålmodighed på, at det vrantne barn efter et par år kommer ud fra det lukkede teenageværelse og forhåbentlig er forvandlet til et selvstændigt og nogenlunde harmonisk ungt menneske. Ordet ’pubertet’ kommer jo netop fra det latinske pubertas – og betyder modenhed. Men ind i mellem kan man komme i tvivl om, hvorvidt debatten på nettet nogensinde kommer ud af puberteten. Egentlig burde det virtuelle forsamlingshus ellers give langt større muligheder for en demokratisk dialog. Hvor som helst på kloden og uanset tidspunkt kan man sætte sig til tasterne og give sin mening til kende. Men desværre er mange debatfora på nettet ikke ligefrem præget af modenhed. Ofte virker det som om, at skribenterne elsker deres egne holdninger – og egentlig ikke er interesseret i en dialog. Men mere ønsker at deltage i en skyttegravskrig. Det værste er dog, at det er nemt at skjule sig på nettet. I modsætning til det gammeldags forsamlingshus hvor debatten foregik ansigt til ansigt. En særlig debatkultur er opstået, hvor det nærmest er blevet almindeligt at være anonym og skrive under et mystisk kaldenavn eller med initialer. Og så kan det ellers være, at den indre svinehund slippes løs. For godt et år siden rejste jeg som Læsernes Redaktør en intern diskussion om et debatforum på netavisen, hvor der var adskillige hadske og fremmedfjendske kommentarer, og ledelsen endte da også med at lukke det forum. Siden har ledelsen løbende diskuteret, hvordan den kan sikre en seriøs debat på de efterhånden mange redaktionelle blogs og debatfora på hjemmesiden www.politiken.dk. Både med bedre overvågning og klare regler. Det fremhæves derfor på hjemmesiden, at indlæg slettes, hvis de indeholder injurier, racistiske eller grove nedsættende angreb. Flere af avisens debatfora har da også i dag for det meste en givende og seriøs debat. Det gælder også Læserpanelet, hvor læsere hver dag skriver deres mening om artiklerne i Politiken. Men hvad med anonymiteten? Efter en længere diskussion i ledelsen blev det i denne uge besluttet, at frem over skal alle indlæg indeholde fornavn, efternavn og hjemby, så alle kan se, hvem de diskuterer med. Desuden skal redaktionen kende debattørernes adresse og emailadresse, men de oplysninger offentliggøres ikke på nettet. Eneste undtagelse fra disse krav er ’Politiken Direkte’, fordi den betragtes mere som en slags brevkasse, hvor læserne kan stille spørgsmål til personer, som er aktuelle i den offentlige debat. Og her bliver spørgsmålene læst igennem, inden de bliver offentliggjort. Desuden arbejder ledelsen på at indføre en registrering til avisens hjemmesideunivers, så når først man er registreret, kan man operere frit på hjemmesiden uden hver gang at skulle opgive alle oplysninger. Endelig har avisen et sæt regler for takt og tone: Skriv kort og præcist. Argumentér for din holdning. Kom med eksempler. Gå efter bolden – ikke personen. Og husk, at ord kan såre. Men hvorfor disse krav? Nettets anonyme chatkultur bliver jo i dag accepteret af mange etablerede mediers hjemmesider. Ja, prøv blot at surfe lidt rundt i de forskellige debatfora. Der er utrolig meget meningsløs plat tilsvining og pladder i de anonyme indlæg. De er ikke ligefrem en gave til den demokratiske debat. Tværtimod. Den form for debat er et skråplan. Og hvis vi overførte nettets tilbøjelighed til anonymitet til redigerede medier, skulle vi skrotte alle presseetiske krav om kildeangivelse. Diskussionen om netdebattens mangel på modenhed føres heldigvis efterhånden overalt. Selv i journalisternes egne rækker. For her skrives der desværre også anonyme indlæg, hvor man undrer sig over den usaglige tone. Senest har webredaktøren på fagbladet Journalistens hjemmeside besluttet, at alle anonyme kommentarer på Journalisten.dk vil blive slettet. Med henvisning til, at redaktøren frygter, at »de anonyme indlæg på lang sigt vil trække debatniveauet ned«. Internationalt har to fremtrædende netpionerer også set problemet og har nu foreslået en såkaldt ’bloggers code of conduct’. Jimmy Wales, skaberen af den brugerstyrede encyklopædi Wikipedia, og Tim O’Reilly, som opfandt begrebet Web 2.0, fremlagde i begyndelsen af april en række retningslinjer, der skal forhindre fornærmende indlæg på debatten – og samtidig sikre nettets »frie ånd«. Uacceptable indlæg defineres blandt andet som skældsord, chikane, forfølgelse, trusler – og samtidig skal anonyme kommentarer fjernes. Hvis et indlæg er skrevet under pseudonym, skal der være en synlig emailadresse. Enhver blogger, der tilslutter sig disse etiske retningslinjer, forpligter sig til at fjerne uacceptable kommentarer fra sin egen blog. Som Tim O’Reilly udtrykker det på sin hjemmeside er disse standarder »gavnlig for ytringsfriheden, ikke skadelig for den. Der er ikke nogen grund til, at vi skal tolerere samtaler på nettet, som vi ikke ville tolerere i vores dagligstue«. Eller som det formuleres med et citat fra George Bernard Shaw i de to netveteraners manifest: »Jeg lærte for længe siden aldrig at slås med en gris. Du bliver beskidt, og desuden kan grisen li’ det«.