HVIS SKUESPILLEREN Henning Moritzen besluttede sig for at tage navneforandring til Mouritzen, hvis den engelsktalende verden holdt op med at bruge betegnelsen ' one billion' for en milliard, og hvis Politikens journalister var bedre til tysk, ville Læsernes Redaktør have langt færre fejl at rette. Det står mig klart efter de første syv uger af mine to år som bestyrer af aflæsningspladsen for læserklager. De kan typisk sorteres i tre kategorier: faktuelle fejl, sprog og etik. Heldigvis er der færrest klager over etikken. »Er de til at holde ud«, har mange på redaktionen spurgt mig og sendt et medfølende blik. Med »de« mener de læserne. Det er de, har det vist sig. I høj grad, endda. For de læsere, som min forgænger, Henrik Kaufholz, i sin afskedsklumme så rammende kaldte ' brokkerøvene', har en kolossal tålmodighed. Flere af dem henvender sig stort set daglig - og tonen er forbavsende venlig, selv om de næsten hver gang har ret i, at vi har kvajet os. Enkelte af dem siger uopfordret, at det er klart, at der må løbe nogle fejl på, når vi hver morgen starter med blanke sider - og når der hele tiden er deadline på netavisen. Det har de ret i. KUN PÅ ET enkelt område giver læserne ingen pardon: krydsord og sudoku. Hvis vi klumrer i det på det felt, er fanden løs. Så erklærer snesevis af læsere sig klar til at påføre den ansvarlige præcis de samme voldsomme lemlæstelser, som min håndfaste kollega i At Tænke Sig, Hvæsernes Redaktør, ynder at forvolde, når medarbejdere har begået fjel i aivsen. Det er også klart, at man bliver knotten, hvis man har glædet sig til en krydsord, som ikke er kommet med - eller hvis vi gentager opgaven fra sidste uge. Skulle det imidlertid være lykkedes os at bringe de rigtige krydsord og sudokuer, kan nogle dage ligefrem vise sig at være fejlfattige. Andre dage må man undre sig over, hvor vi havde vores hoveder, da vi lavede avis dagen før. Selv om jeg kun har syv ugers erfaring på posten, kan jeg konstatere, at især store tal, navne og udenlandske betegnelser volder os vanskeligheder. DET ER en udbredt misforståelse, at journalister er ligeglade med fejl. De hader dem, og det mærker jeg tydeligt, når jeg sender læsernes klager videre for at høre, hvad redaktionen har at sige til sit forsvar. Mange pressefolk udvikler en sjette sans, der advarer om, at noget er gået galt: Utallige er de gange, hvor jeg er gået ind på computeren derhjemme, fordi det pludselig er gået op for mig, at jeg har begået en fejl. Jeg ved, at mange på redaktionen foretager den slags efter fyraftenkontrol. Af og til findes fejlen kun i vores fantasi, men ofte er fejlen chokerende reel. Opdager vi den, før avissiden er sendt af sted til trykkeriet, kan vi rette den - og ånde lettet op. Livet er alligevel værd at leve. Men når rotationspressen buldrer af sted, bliver den ene fejl i rasende fart til over 100.000 - én i hvert eneste eksemplar - og så er det, man ærgrer sig! Som en journalist svarede forleden, da hun havde taget fejl af et navn: »Det værste er, at jeg sad hjemme i sofaen klokken halv elleve i aftes og pludselig råbte: Fuck, jeg har skrevet, at Erik Hoffmeyer har skrevet en bog om kønslivet!«. Det havde hun også. Men det var overlæge Henrik Hoffmeyer, der i 1959 skrev seksualoplysningsklassikeren ' Vejledning til unge om kønslivet', og ikke den tidligere nationalbankdirektør. Hvilket et par læsere i højt humør gjorde mig opmærksom på næste morgen. ET ER DE små faktuelle fejl - træder vi ved siden af, når det virkelig gælder? Kan vi leve op til de flotte principper i regelsættet ' Politikens journalistik og etik'? Det kan vi som regel. I et enkelt tilfælde for nylig kom en artikel i avisen, før den var researchet færdig. Yderligere arbejde med den ville have afsløret, at historien desværre ikke holdt. Vi skrev, at et såkaldt ældreråd i Odense havde sørget for, at en mistænkt pædofil var blevet sendt ud af landet, så han slap for straf. Men politiet havde efterforsket sagen, og manden var for længst blevet straffet. Den artikel burde vi ikke have trykt, og episoden har ført til, at alle redigerende og journalister har fået indskærpet, at de skal sige til, hvis vi er ved at offentliggøre artikler med ufuldstændig research. Det er også sket enkelte gange i mine syv uger på posten, at en angreben part i en artikel ikke er kommet til orde. Jeg husker tre artikler, hvor vi godt kunne have gjort en større indsats for at høre en modpart. Af og til kan vi være nødt til at offentliggøre artikler, hvor alle parter ikke kommer til orde, for det må ikke være sådan, at en kilde kan blokere for en ubehagelig historie ved at lade være at svare, når vi henvender os. Omvendt må vi ikke bringe en artikel, som ikke holder - så hellere løbe risikoen for, at andre medier løber med nyheden, mens vi researcher. JEG KAN garantere, at skulle den dag komme, hvor vi har udgivet en fejlfri avis, skal det være mig en udsøgt fornøjelse at lade Fejl og Fakta stå gabende tom. Indtil det sker, kan Henning Moritzen være forvisset om, at jeg vil slå hårdt ned, hver gang vi kalder ham Mouritzen. Eller Henrik Moritzen, hvilket vi også præsterede forleden. I to forskellige artikler. bjarne.schilling@pol.dk