DEN, DER venter på noget godt, venter aldrig for længe, lyder et klogt ord. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvorfra det stammer, men forgæves. Jeg er sikker på, at det er udtænkt af en eller anden, der ikke selv venter på noget. Medierne venter i den grad på en ny og bedre lov om offentlighed i forvaltningen, og en ny lov er på vej. Efter syv et halvt års (!) arbejde afleverede Offentlighedskommissionen i november sin betænkning og et lovudkast. Det er nu i høring, og den slutter skærtorsdag. Derefter skal der skrives et egentligt lovforslag. Der lægges op til få, men alvorlige forringelser - dem kommer jeg til - og til mange og glædelige forbedringer: Man skal ikke længere vide præcis, hvad det er, man vil have udleveret, men kan nøjes med at angive et tema, og myndighederne får pligt til hver gang at overveje at give aktindsigt i mere, end de bliver bedt om. Desuden skal loven også omfatte for eksempel Kommunernes Landsforening og Danske Regioner og aktieselskaber, hvor staten ejer mere end 75 procent. MEGEN FREMRAGENDE journalistik bygger på aktindsigt - som da vi i sommer kunne dokumentere, hvordan Lars Løkke Rasmussen som sundhedsminister ignorerede sine embedsmænds råd om at lade privathospitaler konkurrere på prisen. Mange journalister på Politiken bruger loven hyppigt, og masser af artikler bygger på dokumenter, som vi får vristet fri. Jeg skriver med vilje »vristet fri«, for jeg ved af erfaring, at det ofte tager lang tid og er utrolig bøvlet at få aktindsigt. Desuden er journalister utålmodige, hvorimod embedsmænd forståeligt nok vil have tid til at overveje, om lovens undtagelsesbestemmelser bør tages i brug, eller om der skal gives aktindsigt. Imens sidder vi og trommer i bordet. OGSÅ POLITIKERE kan blive utålmodige. Efter syv års arbejde var Offentlighedskommissionen i sommer ved at være færdig, da der pludselig opstod en hastesag: Lars Løkke Rasmussens afslappede holdning til bilag og ministerkollegaen Bendt Bendtsens hang til erhvervsgolf og hans jagtgeværtransporter i ministerbilen havde fyldt meget i medierne, så regeringspartierne og Dansk Folkeparti skar igennem og lukkede sammen med de radikale, Socialdemokraterne og SF ministrenes kalendere for offentligheden. Til gengæld skal ministrene hver måned fortælle på deres hjemmeside, hvilke gaver de har givet og modtaget. Sandt at sige var det betydelig mere værdifuldt at få at vide, hvilke møder en minister holder med hvem og om hvad, end det er at få at vide, at ministeren sidste måned modtog 4 kilo mango, et kukur og en pakke piberensere. KALENDERNE FORBLIVER nok lukkede, og et mindretal i kommissionen peger på to andre alvorlige mangler i lovudkastet: oplysninger, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med ministerbetjening skal være undtaget, og det samme skal dokumenter, der udveksles mellem ministre og folketingsmedlemmer i forbindelse med lovgivning. Især det sidste er et alvorligt demokratisk problem, eftersom indholdet i nye love i stigende grad bliver aftalt på møder mellem ministrene og forligspartiernes ordførere, før lovforslaget bliver fremsat i folketingssalen. Tidligere foregik den slags ofte i Folketingets udvalg, hvor offentligheden havde bedre chancer for at følge med. Uanset hvordan den nye lov kommer til at se ud, forestår der en kolossal pædagogisk opgave med at få de enkelte myndigheder til at forstå, at offentlighed gavner demokratiet, og at loven skal efterleves. Det skal retfærdigvis siges, at mange embedsmænd kender pressens arbejdsvilkår og har været hurtige til at give aktindsigt. Ofte kan loven også være en hjælp for dem i sager, hvor de kunne løbe ind i problemer, hvis de udtalte sig til pressen. »Hvis jeg var dig, ville jeg da overveje at søge aktindsigt«, har jeg hørt flere gange fra hjælpsomme embedsmænd. Men hovedindtrykket er, at man kommer til ulejlighed, når man beder om aktindsigt, at det tager alt for lang tid, og at det alt for ofte ender med et afslag. Eller også får man udleveret dokumenter, hvor lange passager er streget over. Da jeg bestyrede avisens afdeling for tant og fjas, Bagsiden, brugte jeg af gammel vane offentlighedsloven meget. Takket været aktindsigten kunne jeg afsløre, at Forsvarets Musiktilsyn havde udtalt sig kritisk om tromboneplaceringen ved en koncert med Livgardens Musikkorps, at Gardehusarregiments heste havde gode tænder, og at Anders Fogh Rasmussens pansrede ministerbil var så tung, at den i lovens forstand var en lastbil, og derfor højst måtte køre 80 km/t. På et tidspunkt søgte jeg aktindsigt i Nationalbankens korrespondance med det såkaldte møntudvalg. Der gik en måned, hvorefter jeg modtog en lille stak mødereferater med et utal af overstregninger. En del af materialet var helt sort. Bogstavelig talt. Jeg sendte banken et takkebrev - med halvdelen af teksten streget over - og måtte nøjes med en meget lille afsløring på Bagsiden: »Vi kan bevise, at en person, hvis navn er streget over, har oplyst, at en anden person, hvis navn er streget over, har fået forelagt en ide af en person, hvis navn er streget over, og at en person med initialerne HCD i den forbindelse skal kontakte en kvinde, hvis navn er streget over«, kunne jeg dokumentere. Det var noget pjat - indrømmet - men det er det yderst sjældent, når offentligheden kræver klar besked. SIDSTE: Justitsministeriet oplyser, at man ikke kan nå at fremsætte forslaget til ny offentlighedslov, inden Folketinget går på sommerferie. Så det er bare at vente. bjarne.schilling@pol.dk