JYLLANDS-POSTEN skrev på forsiden torsdag 15. april: ' Journalister: Ytringsfriheden er under pres'. Det lød ikke rart. Lige siden avisen trykte de 12 tegninger af Muhammed - som bekendt for at dokumentere hinsides enhver tvivl, at det er aldeles umuligt at få nogen som helst til at tegne ham - har den af gode grunde interesseret sig ekstra meget for ytringsfrihed. Det har ført til en debat om ytringsfrihedens grænser, hvor alle synspunkter nok efterhånden er ved at være fremført. Alligevel var det med en vis spænding, jeg slog op i Jyllands-Posten, der sammen med Foreningen for Undersøgende Journalistik havde fået firmaet Kaas & Mulvad til at undersøge, hvordan ytringsfriheden efter danske journalisters mening har det. 4 ud af 10 mener, at den er under pres, hed det. Man havde valgt at koble undersøgelsen af ytringsfrihedens vilkår sammen med journalisternes erfaringer med selvcensur. HVIS YTRINGSFRIHEDEN er under pres, bygger det kun i mindre grad på journalisternes oplevelser, for mens 41,6 procent af dem, der havde svaret, erklærede sig enige i, at der i høj eller mindre høj grad er pres på ytringsfriheden herhjemme - hvilket muligvis giver sig udslag i en form for national selvcensur - var det kun 19,5 procent af de i alt 564 svarpersoner, som udtalte, at de personligt inden for det seneste år har udeladt oplysninger på grund af selvcensur. Ser man kun på de svar, som i alt 51 journalister på Politiken kom med, var tallet 11,8 procent. Undersøgelsen mødte hård kritik fra flere sider - på samme måde, som da Ugebrevet A4 tidligere på året undersøgte, om danske forfattere, kunstnere og museumsfolk ligger under for selvcensur. Journalist Niels Krause-Kjær, som er tidligere medarbejder på Jyllands-Posten, og som nu blandt andet er vært på P1, kritiserede den seneste undersøgelse for at mangle dokumentation og talte i Berlingske Tidende om »fristilsbekymring på andres vegne og hvad der ligner en hårdtpumpet politisk dagsorden«. Avisens overskrift harmonerer da også dårligt med konklusionen på side 43 i undersøgelsen: »Det tyder på, at kun meget få historier/oplysninger ikke kommer frem på grund af selvcensur hos den enkelte journalist«. POLITIKEN VALGTE at lade være med at skrive om sagen - ud fra den betragtning, at den savnede nyhedsværdi. Jeg er sådan set enig, men eftersom også journalister her på avisen deltog, må den siges at være et relevant emne for denne klumme. Inden jeg afslører, hvem det er, vi her på avisen går rundt og er mest bange for, vil det nok være passende at se på det samlede resultat. Man skulle måske tro, at det er terrorister og andre galninge, der får pressen til at lægge bånd på sig selv, men undersøgelsen konkluderer noget helt andet. Journalisterne blev spurgt, om de inden for det seneste år har droppet bestemte historier eller undladt at viderebringe relevante oplysninger - og i givet fald hvorfor. Her er hovedtrækkene: Den mest almindelige årsag til at vige tilbage for at bringe oplysninger er tilsyneladende frygten for at miste kilder ( nævnt af 9,5 procent), fulgt af frygt for kritik fra ledelsen (!) ( 7 procent). Den tredjehyppigste årsag er frygt for kritik fra læsere, lyttere eller seere ( 5 procent) - og den fjerdehyppigste frygten for, hvad kollegerne vil sige ( 3,3 procent). Bare for fuldstændighedens skyld: Kun 0,8 procent siger, at de inden for det seneste år har udøvet selvcensur af frygt for, hvad islamiske fundamentalister kunne finde på. Det er tankevækkende, at det er frygten for kilder, chefredaktion, læsere og kolleger, der hyppigst får danske journalister til at droppe historier. HER PÅ avisen er vi tilsyneladende meget lidt frygtsomme. Som nævnt svarede 11,8 procent hos os, at de har censureret sig selv inden for det seneste år, hvilket er det næstlaveste i undersøgelsen - kun TV 2 ligger lavere med 11,5. Ser man på årsagerne, kommer vi ned i så små tal, at man reelt ikke kan konkludere noget som helst: 2 af de 51 Politiken-journalister, som har svaret, siger, at de har holdt igen med artikler af frygt for at lægge sig ud med kilder, og en enkelt siger, at vedkommende har droppet en historie for ikke at få ballade med læserne. Derimod er der tilsyneladende ingen på Politiken, der har lagt bånd på sig selv af frygt for at få ballade med chefredaktionen eller med deres kolleger. De øvrige begrundelser kan jeg ikke finde i undersøgelsen. Samtlige adspurgte journalister kunne knytte kommentarer til spørgsmålene, og flere peger klogt nok på, at det dybest set er et temperamentsspørgsmål, hvornår noget er selvcensur, og hvornår det er ganske almindelig hensyntagen. Og skulle vi så snart holde op med at tale om ytringsfriheden og bare bruge den? Undersøgelsen kan læses på Foreningen for Undersøgende Journalistiks hjemmeside på www.fuj.dk. bjarne.schilling@pol.dk