DER ER ikke noget at sige til, hvis landets pressefolk står lidt desorienterede tilbage efter den forløbne uge. Lad os bare være ærlige og sige, at vi har vænnet os til at være en privilegeret gruppe. Vi får lov at interviewe spændende mennesker og komme steder, der ellers er lukket land. Der går næppe en dag, uden at redaktionen inviteres på en reportagetur, og vi farer Jorden rundt. I læsernes tjeneste, selvfølgelig. Der skal arbejdes, men der bliver også tid til at puste ud indimellem. Derfor virker det voldsomt, når piben en sjælden gang får en anden lyd. Takket være interessante optagelser fra DR Pirat TV blev vi i denne uge klar over, hvordan politiet behandlede den forkælede presse ved sidste års klimatopmøde i København: »Så vil jeg fanden rende mig se den stav blive rødglødende«, lød ordren fra indsatslederen, da betjentene gik til angreb på både presse og demonstranter ved Bella Center. KØBENHAVNS POLITIDIREKTØR, Johan Reimann, mener, at det er umuligt at sige, hvad det med rødglødende stave kan betyde, men jeg kan hjælpe med en teori: Jeg vil tro, at indsatslederen opfordrede sine folk til at slå, alt hvad de orkede. »Jeg ved, der står fyldt med presse foran, men de er i en risikozone - det må de selv tage. Så I hugger bare til dem, de er en del af det, hvis de står der«, lød kommandoen også, og jeg vil mene, at det underbygger min teori om, at der blev opfordret til at bruge vold. Det samme gør en ordre, der til fulde har i slagkraft, hvad den måske mangler i sproglig elegance: »Fuld skrue gennem det lort!«. Politidirektøren må korrigere mig, hvis jeg tager fejl, men det lyder ikke som en opfordring til et efterkomme bestemmelserne i politiloven om ikke at bruge mere magt end højst nødvendigt. DET ER en dårlig idé, hvis pressen skal have bank for at passe sit arbejde. Politikens journalister og fotografer var som resten af pressen til stede for at rapportere til læserne som neutrale observatører. Det gør man nemmest, hvis man er tæt på begivenhederne - og hvis man vel at mærke ikke samtidig bliver pryglet af en betjent. Politiet har monopol på at bruge fysisk magt, og derfor skal det selvfølgelig kontrolleres af pressen. Må jeg minde om, at ikke alt ved klimatopmødet gik efter reglerne - Københavns Byret mener i hvert fald, at 250 mennesker blev ulovligt anholdt ved en anden demonstration, og har pålagt politiet et betale erstatning. EN ANDEN PRESSERELATERET diskussion fra ugen var affødt af oplysningen om, at Forlaget Lindhardt og Ringhof betalte 100.000 kroner til Keith Richards' forlægger, for at tre danske journalister - deriblandt vores Erik Jensen - kunne få lov at interviewe Rolling Stones-guitaristen i London om hans selvbiografi, ' Livet'. Det er selvfølgelig forlagets problem, men det er da stærkt tankevækkende, hvad journalistisk omtale kan være værd. Erik Jensen skrev allerede i sit interview, at forlaget havde betalt de mange penge, for at forfatteren stillede op, og i øvrigt betalte vi selv rejse og ophold. Det sidste er nu ingen selvfølge, for Politiken tager gerne mod invitationer, hvis der er en journalistisk begrundelse. Men det er ikke sikkert, at vi følger det officielle presseprogram, og vi vælger selv, hvem vi vil interviewe på turene. Lad mig citere fra vores regler, ' Politikens journalistik og etik': »Sponsorater, invitationsrejser og andre former for større gratis ydelser fra kilder og andre kan ikke accepteres uden godkendelse fra redaktionsledelsen, der i givet fald sikrer sig, at den journalistiske frihed ikke begrænses. Hvis der er modtaget økonomisk støtte til reportagerejser, skal det altid fremgå i bunden af artiklerne, hvem der har givet den økonomiske støtte«. Kort sagt: Vi lader os gerne invitere og beværte, men vi skriver hver gang, hvem der har betalt gildet. Det er selvfølgelig en nødløsning, for i den ideelle verden betalte vi selv. Men selv om Politiken tjener gode penge, er budgetterne ikke til store redaktionelle udskejelser. Eller sagt på en anden måde: Hvis vi ikke blev inviteret så tit, ville læserne hurtigt kunne mærke det på deres daglige avis. Der ville blive væsentlig mere Nyborg end New Zealand i rejsestoffet i hvert fald. NÅR VI FORTÆLLER, hvem der har inviteret os, er det selvfølgelig en form for varedeklaration, men man må spørge sig, hvad læserne kan bruge oplysningerne til. Hvis vi har besøgt et nyt rejsemål, som forekommer os aldeles fremragende, kan jeg godt forstå, hvis journalisten lægger en dæmper på sin begejstring for ikke at blive mistænkt for at være i lommen på arrangøren. Det er selvfølgelig ikke i læsernes interesse, hvis vi tvinger os selv til at tage den slags strategiske hensyn. Vores etiske regler forbyder udtrykkeligt medarbejderne at tage mod gaver - bortset fra rene bagateller. Sådan skal det selvfølgelig være. Jeg husker med gru, hvordan en ældre kollega på en tidligere arbejdsplads fortalte om sin praktiktid i en større dansk provinsby, hvor pressen blev inviteret til julefrokost af de lokale autoforhandlere, og hvor der lå kuverter under kuverterne. På engelsk er der ligefrem en betegnelse for den slags: brown envelope journalism. Det triste er ikke, at autoforhandlerne betalte, men at pressen tog imod. Jeg håber og tror, at den slags hører fortiden til. Jeg har engang sendt en gave i form af en termokande retur, men til gengæld med stor fornøjelse taget imod en pressetur til Brasilien. Det har intet med hinanden at gøre. Og hvis der er nogen, der ikke kan forstå det, kan de få nogle bank.