Først skal vi gætte. Vi skal se på fire små overskrifter fra forleden, og det gælder så om at udpege den af de fire, der gjorde det vanskeligt at påstå, at avisens nyhedsjournalistik og vores holdninger til enhver tid holdes skarpt adskilt. Vi skal som bekendt kunne skille tingene ad, for ellers går det ud over vores troværdighed. Her er overskrifterne fra de små noter øverst på side 3 i 1. sektion forrige onsdag: ’Unge piger bliver krænket på nettet’ ’Forsvaret undgår at betale erstatning’ ’74-årig dræbt i frontalt sammenstød’ ’Udlændingeservice fyrer 50’ Hvilken af dem skiller sig ud? Det er svært, men det rigtige svar er ’Forsvaret undgår at betale erstatning’. Den overskrift dækker over, at Østre Landsret dagen før havde afsagt dom i en sag, der har fyldt metervis af spalteplads i vores avis gennem de seneste år og på lederplads og i masser af klummer og kommentarer har affødt hård kritik af regeringen: sagen om Ghousouallah Tarin og de 30 andre afghanere, der blev taget til fange af soldater fra jægerkorpset natten til 18. marts 2002, kørt til Kandahar og afleveret i en amerikansk afhøringslejr. Der fik mændene mod deres vilje raget skæg og hår af og blev måske mishandlet. Episoden blev beskrevet indgående i Christoffer Guldbrandsens dokumentarfilm ’Den hemmelige krig’, som i 2006 lagde et voldsomt pres på regeringen. Filmen nævnte ligefrem muligheden for en rigsretssag mod daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Kernen var spørgsmålet om, hvorvidt de danske myndigheder vidste, at de 31 afghanske fanger kunne blive udsat for tortur. Dommen fra forrige uge slår fast, at hverken Forsvarsministeriet, forsvarets ledelse eller de danske soldater på stedet kendte noget til den risiko, de afghanske fanger blev udsat for. Derfor skal Ghousouallah Tarin ikke have erstatning: »Efter bevisførelsen finder landsretten samlet set ikke, at de danske soldater og dermed heller ikke Forsvarsministeriet havde en sådan viden eller formodning om inhuman behandling af fanger i fangelejren, at det var uforsvarligt og dermed ansvarspådragende at overgive tilbageholdte personer til de amerikanske styrker«, som retten så formfuldendt udtrykker det. Der var ikke bare tale om en afgørelse i en tilfældig erstatningssag, der kan afhandles i en note på side 3 i 1. sektion med overskriften ’Forsvaret undgår at betale erstatning’. Man sporer ligefrem en småfornærmet holdning: Forsvaret har snoet sig uden om at betale i en eller anden sag, hvor man nok burde have betalt. Ikke med et ord nævner overskriften, at vi har at gøre med en principiel afgørelse i en af de mest omtalte politiske sager i de seneste år. Heldigvis reddede netavisen noget af vores ære. Da dommen faldt, tirsdag 26. april om formiddagen, bragte politiken.dk med det samme nyheden med den aldeles korrekte overskrift ’Forsvarsministeriet frifundet i sag om fangetortur’. I løbet af dagen fulgte netavisen op på sagen, blandt andet med artiklen ’Østre Landsret: Soldater kendte ikke til påstået tortur’. Med samme alvor burde sagen have været håndteret i vores trykte udgave. I stedet endte vi med at koge en af netavisens artikler ned til en note og give den en upræcis overskrift. I betragtning af hvilken opmærksomhed Politiken ofrede sagen i årevis, var det direkte pinligt. Hvilket chefredaktør Anne Mette Svane heldigvis indrømmede i ’Presselogen’ på TV 2, hvor mediechefer hver uge kan bekende deres synder. Jeg beskriver næsten daglig over for læsere, hvordan vi gør meget ud af at skille nyheder og holdninger ad. Og når jeg er ude at holde oplæg om mit job, forklarer jeg, hvorfor det er en dødssynd at blande holdninger ind i nyhedsdækningen. Jeg kan se, at mange er skeptiske. De har nu fået næring til deres skepsis, for det ligner en bevidst nedtoning. I 2007 nedsatte fagbladet Journalisten og Center for Journalistik på Syddansk Universitet en gruppe, der skulle vurdere, om filmen ’Den hemmelige krig’ journalistisk set var i orden. Konklusionen lød, at man kunne have ønsket sig mere end en enkelt kilde for at kunne hævde, at statsministeren lænede sig op ad en rigsretssag, men at der var tilstrækkelig journalistisk dokumentation til at påstå, at regeringen havde givet Folketinget vildledende oplysninger. Gruppen bemærkede desuden, hvordan det var lykkedes regeringen at få fjernet opmærksomheden fra filmens indhold, så alle i stedet diskuterede formen. Her i avisen blev undersøgelsesrapporten dengang omtalt under overskriften ’Den hemmelige krig: Regeringsspin sejrede over fakta’. Jyllands-Postens overskrift lød ’Selvbestaltet undersøgelse: Dokumentar gik for langt’. Men det var den samme undersøgelse, vi skrev om. Vi bragte den famøse note om Østre Landsrets dom forrige onsdag, men vi skulle helt frem til lørdagen, før vi for alvor fik foldet historien ud, som vi burde have gjort dagen efter dommen. Når vi ikke fik dækket sagen ordentligt i første omgang, sådan som for eksempel Berlingske og Jyllands-Posten gjorde, skyldtes det et sammenfald af uheldige omstændigheder og fejlskøn. Jeg har selvfølgelig forhørt mig, og jeg har ikke fundet tegn på, at nogen på redaktionen har siddet og besluttet, at sagen skulle afhandles i en note. Der skete bare det, der ikke må ske. Men den forklaring er der næppe mange, der tror på.