Forbudt. Verboten. Forbidden. Prohibido. Engang var der et fyord, som var forbudt at bruge. Altså hvis man ville gøre sig håb om en karriere som journalist. Alle håbefulde journaliststuderende blev indprentet, at de aldrig måtte bruge det frygtelige ord. Ordet ’jeg’. Dette ord på tre bogstaver var forbeholdt teenageres poesibøger og dagbøger. Ordet blev opfattet som et udtryk for umodenhed og hørte ikke hjemme i journalistikken. Læresætningen var klar og enkel: Det er ikke journalisten, der er vigtig. Det er historien – og de personer, der er med i artiklen. Læresætningen er i sig selv fremragende, og den er desværre mere aktuel end nogensinde. Især en del tv-journalister optræder, som om de selv er langt vigtigere end historien. Men hvad med ordet ’jeg’? Er det fortjent, at ordet er sat i skammekrogen? I hvert fald er ordet ved at komme frem i lyset igen i journalistikken. Selvfølgelig Ikke i nyhedsartiklerne, men i reportage- og baggrundsartikler. Alene søndag 2. december var der to artikler i avisens tillæg Magasinet, hvor fyordet optrådte. Endda markant. Som da Kim Faber skrev om sin barndoms parcelhus i Herfølge i 1960’erne: »Jeg havde været temmelig længe om at beslutte, hvilke farver mit nye værelse skulle males i. Var endt med en, synes jeg selv, dristig kombination af orange på én væg og elfenben (Læs: lys nikotingul) på de tre andre«. Nu var det ikke en artikel om Fabers erindringer om barndommens land. Men en historie om en ny bog, der sætter fokus på livet i parcelhusene i dagens Danmark. Kim Faber havde blot valgt at fortælle historien med udgangspunkt i sin egen opvækst i et parcelhus. Og derfor kom ordet ’jeg’ ind ad fordøren til artiklen. Det var ikke gemt af vejen. Et godt retorisk greb, fordi mange læsere som journalisten er vokset op i et parcelhus og kan identificere sig med historien – og genkalder sig erindringen om typehuset, ligusterhækken og eget værelse. Kjeld Hybel brugte i en anden artikel i Magasinet det berygtede ord på en anden måde: »Hvis hun havde heddet Julie, Malou eller Johanne, var jeg aldrig taget derud, så havde det været lige meget. Men nu hed hun Özlem, og der var ikke andet at gøre end køre ud til Kastrup, hvor hun boede, og finde ud af noget mere om hende«. Ordene var indledningen til et reportageportræt af SF’eren Özlem Sara Cekic, der er en af to muslimske kvinder, der netop er blevet valgt ind i Folketinget. Som Hybel selv formulerede det i artiklen: »Og jeg ved, at det på en eller anden måde er derfor, jeg sidder der i sofaen: for at tjekke hende ud. Hun er jo muslim. Hun er en af DEM. Det er sådan, VI tænker«. Altså et andet retorisk greb. Hybel bruger sine egne forestillinger til på læsernes vegne at finde ud af, hvem hun er. I begge artikler fungerer det famøse ord på tre bogstaver fint som virkemiddel. Det giver faktisk de to historier et sprogligt løft og driver fortællingen fremad. Det er nemlig ikke ordet i sig selv, der er problemet. Men måden, det kan blive brugt på. Som en selvsmagende effekt, der fjerner fokus fra fortællingen. Men det er ikke tilfældet i de to artikler. I andre genrer som klummer, kommentarer og essays er det mere almindeligt at bruge ordet ’jeg’, fordi indholdet er personligt. Men ofte spørger læsere, om Politikens indførelse af begrebet indbliksjournalistik sidste år har ført til, at journalistens egne holdninger nu skal skinne igennem reportager og baggrunde. Men det er ikke meningen, selv om der i begyndelsen var enkelte eksempler på genreforvirring, hvor elementer af kommentar og analyse blev blandet sammen med nyhedsjournalistik. Det handler om at give læserne en god fortælling og indsigt – uden at give køb på journalistisk fairness over for alle parter i en sag. Nu er det heller ikke første gang, at de journalistiske fortælleformer er til debat. Begrebet New Journalism opstod som en del af det almindelige opbrud i den vestlige verden i 1960’erne, hvor der blev gjort oprør mod traditionelle dogmer og værdier. Og startskuddet til New Journalism var en bokseartikel af Gay Talese i Esquire i 1962. Netop sportsreportagen er ofte præget af en særlig skrivestil. Hvor den samme artikel kan have nyhedselementer, fakta, reportage og kommenterende stof. Båret af fascination og engagement. Det var denne genrepalet, som skribenterne bag New Journalism ønskede at bruge. I de senere år er det så fortællende journalistik, der har rusket op i de vante forestillinger. Igen med udgangspunkt i amerikansk journalistik. Hvor en fortælling deles op i kapitler og præsenteres i avisen som en føljeton. Her har Politiken været i front herhjemme og har trykt adskillige dokumentariske føljetoner. Fællestrækkene ved de to fortælleformer er, at der bruges fortælleteknikker fra skønlitteraturens verden. Historien fortælles ved at gå fra scene til scene set med enten journalisten eller kildernes øjne. Følelser og tanker gengives, og dialoger fortælles som i en roman. Endelig er der en række udvalgte detaljer i de enkelte scener om alt lige fra tøj, mad, vejret til ansigtsudtryk, der giver læserne et bestemt billede af personerne eller er med til at afdække pointen i historien. Men det er ikke fiktion. Det er baseret på minutiøse interview med personerne og journalistens egne iagttagelser. Målet er at beskrive virkeligheden så præcist som muligt. Men selvfølgelig med den begrænsning, at virkeligheden er set gennem journalisten og personernes øjne. Det afgørende er derfor ikke, om fyordet ’jeg’ indgår eller ej. Men om, hvad der er bedst til at drive fortællingen frem. Sproglig puritanisme har vi ikke brug for.