SKAL kriminalreportagen være en del af indvandrings- og integrationspolitikken? Nej. Der skal i Politikens journalistik tages samme hensyn til indvandrere som til alle andre, der røver en bank, drøner hensynsløst rundt i gaderne, sælger narko på byens skoler eller stikker en tilfældig ung mand på Strøget ned, fordi han ikke vil aflevere sin hue. Er der forholdsvis mange flere unge kriminelle indvandrere end unge kriminelle danskere, og er der forholdsvis mange flere unge kriminelle dansk-palæstinensere end unge kriminelle dansk-vietnamesere, skal det fremgå af kriminal- og retsreportagen. Naturligvis findes der unge kriminelle danskere. Jeg har selv som domsmand i Østre Landsret været med til at give to pæredanske unge en ekstra måned bag tremmer. De havde på åben gade på Østerbro i København fuldstændig uden grund spontant overfaldet en studerende »af anden etnisk herkomst end dansk«, som det hedder. For slet ikke at tale om rockerbanderne. MEN LAD OS gå i gang med den varme kartoffel: pressens behandling af kriminelle indvandrere. For nøjagtigt en uge siden, klokken lidt i seks om morgenen, blev Anton Njie, 19, dræbt, fordi han ikke ville give sin hue til tre unge mænd. Hverken Anton Njie eller den ven, han var sammen med, kendte de tre. Anton Njie blev stukket med en kniv og kl. 06.21 opgav lægerne på Rigshospitalet at redde ham. Stikket var for dybt. Både politiken.dk og senere Politiken skrev om drabet. Det udløste en læserhenvendelse, og sandelig også en del snak på redaktionen. Læseren undrede sig over, at offeret blev beskrevet som ’en ung dansk mand’, mens der om overfaldsmændene stod ’to unge mænd af anden etnisk herkomst end dansk’: »Hvori består relevansen af den dræbtes etnicitet – et menneske er vel et menneske? Og relevansen af de to ikke-anholdtes etnicitet – det er jo ikke en efterlysning, du skriver?«. Senere i brevet skriver læseren, at hun får ’kuldegysninger’ og kommer til at tænke på samfund, der ’inddeler, rang8ordner og stempler’. Kriminalreportagen er underlagt samme regler som resten af Politiken og politiken.dk. For det første de ’Etiske regler’, der kan findes på www.pressenaevnet.dk, hvor de mere formelt hedder ’Vejledende regler for god presseskik’. For det andet vores egne ’Politikens journalistik og etik’, der kan findes på http://laesernesredaktoer.weblog.dk/politikens-journalistik-og-etik. De etiske regler slår fast, at ’det bør undgås at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre’. På samme måde står der i Politikens egne regler, at ’Politiken viser i sin journalistik respekt for menneskers privatliv, race, nationalitet, religion og livssyn’. Et andet sted uddybes med en regel om, at Politiken som hovedregel ikke ’nævner navne og andre oplysninger, der kan identificere mistænkte, sigtede, tiltalte eller dømte, medmindre væsentlig offentlig interesse taler for det’. Sidste regel er tilføjet, at det ikke gælder fængselsstraffe over fire år eller folk med ’gyldne kæder’ – personer med offentlige hverv. Min fornemmelse er, at Politiken og politiken.dk i disse kriminalsager nu lidt hyppigere end før nævner, at det drejer sig om mistænkte eller eftersøgte ’af anden etnisk herkomst end dansk’. Det mener hverken chefredaktør Tøger Seidenfaden eller netavisens nyhedschef Christian Lindhardt. De siger, at vi kun nævner ofres eller gerningsmænds etniske baggrund, når det har væsentlig betydning for sagen. I mellemtiden ved vi, at Anton Njie var søn af en afrikansk far og en dansk mor – mulat. Vi ved også, at han blev overfaldet af en dansker, en dansk-brasilianer og en dansk-iraner. Så efter min mening var det helt relevant at bringe den etniske baggrund ind i billedet, mens politiet stadig ledte efter to af de tre overfaldsmænd. Jeg synes, vendingen ’anden etnisk herkomst end dansk’ er problematisk. På den måde blander vi alle indvandrere og deres børn ind i det. I det omfang, bladets journalister kan få det oplyst, bør Politiken og politiken.dk undgå vendingen ’anden etnisk herkomst’ og i stedet skrive dansk-palæstinenser, dansk-iraker, dansk-serber eller hvad der nu måtte være tale om. Og reservere iraker, serber og palæstinenser til turister og andre på kortere besøg. På den måde ville kriminalreportagen undgå at skyde med spredehagl mod op mod 10 procent af befolkningen og ikke få alle mindvandrere og deres umiddelbare efterkommere til at føle sig ’hængt ud’. Det er Tøger Seidenfaden enig med mig i. Indblikschef Jacob Fuglsang gør dog opmærksom på, at det ikke altid vil være let. Medmindre gerningsmændene gribes på stedet, vil politiet i eftersøgningsfasen, som vi jo altså også skriver om, ikke have meget andet signalement end ’anden etnisk herkomst’. Og drabet på Anton Njie var en så voldsom begivenhed, at politiken.dk og efterfølgende Politiken ikke kunne gøre andet end at bruge denne vending. For mig er det væsentlige i sagen, at journalistikken er præcis. At vi bringer de oplysninger, vi kan dokumentere eller har gode kilder til. Journalistikken skal – med de indskrænkninger og hensyn, der følger af etiske regler – fortælle, hvem der overfaldt hvem og hvorfor. Hvis det er vigtigt for en efterlysning at nævne, at gerningsmanden er rødhåret og fregnet, skal det nævnes. Hvis det er vigtigt, at han er meget mørklødet og har afrokrøller, skal det også nævnes.