Sig ’inhabil’ til en journalist, og det løber vedkommende koldt ned ad ryggen. Vi vil ikke fedtes ind i noget, og vi vil ikke kunne beskyldes for at være fedtet ind i noget. Vi har et sæt strenge interne regler, ’Politikens journalistik og etik’, som nøje beskriver, hvad vi må – og især ikke må – men hvad vigtigere er: Der hersker en meget stor grad af selvjustits i journalistfaget, når det kommer til habilitet. Det er heldigvis også blevet utilgivelig dårlig stil blandt journalister at træde ved siden af og lade personlige venskaber og familieforhold præge journalistikken. Det gør man bare ikke. Det siger sig selv, at det også er strengt forbudt at tage imod gaver fra kilder. Det er bare at sende habenguttet tilbage omgående og gøre kilden opmærksom på, at den trafik er forbudt. Det kan så forekomme paradoksalt, at man sender en termokande til 150 kroner retur – samtidig med at vi rask væk tager imod invitationer til store reportagerejser. Jeg kan godt forstå, hvis nogle læsere har svært ved at se, hvordan det hænger sammen. På samme måde forstår jeg de læsere, som undrer sig over, hvordan chefredaktør Bo Lidegaard vil håndtere sit job, nu da hans bror, Martin Lidegaard (R), er blevet klima-, energi- og bygningsminister. Hvordan lægger man linjen på landets mest læste betalingsavis uden at favorisere sin bror – og allerhelst også uden at blive beskyldt for at gøre det? Emnet er også blevet drøftet på den interne efterkritik, hvor enkelte medarbejdere gerne ville høre, hvordan chefredaktøren vil håndtere, at hans bror er blevet medlem af den regering, Politiken skal ånde i nakken. Er det ikke voldsomt usmart? Er det ikke i sig selv et problem, at der kan opstå tvivl om, hvor ens loyalitet ligger? Stærkt relevante spørgsmål. Jeg spurgte Bo Lidegaard, hvordan han vil håndtere situationen. »Man skal gøre sig klart, at Politiken nu gennem 40 år har været uafhængig af partipolitik, og vores uafhængighed er altafgørende for vores troværdighed. Det er vi fuldkommen bevidst om, og det siger sig selv, at vi i chefredaktionen og lederkollegiet er opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi ikke lader de personlige forbindelser, vi hver især måtte have til ledende politikere, påvirke vores arbejde. Det sker i praksis først og fremmest ved, at vi undgår situationer, hvor der kan opstå interessekonflikter eller inhabilitet«, siger han. Bo Lidegaard understreger, at det ikke er nyt for ham, at habilitetsspørgsmålet i forhold til broderen dukker op. »Vi havde præcis den samme diskussion, da min bror var medlem af Folketinget for oppositionen, og jeg var ansat i Statsministeriet og arbejdede for den tidligere regering. Selvfølgelig omgås jeg min bror og har et nært forhold til ham, og det er der heller ingen grund til at lave om på, for vi kan sagtens håndtere, at vi har forskellige roller, og at vores loyalitet ligger – og skal ligge – to vidt forskellige steder. Det kunne vi finde ud af, da jeg var embedsmand, og det kan vi også nu, hvor vi er henholdsvis chefredaktør og minister«, siger Bo Lidegaard. Han peger på, at problemstillingen er så udbredt, at redaktionen er vant til at håndtere den: »Det siger sig selv, at medarbejderne på en stor avis som vores også har familie, venner og bekendte og en kolossal berøringsflade, og derfor er de bevidst om mulige problemer. Men ganske som vi ikke spørger, hvilken politisk opfattelse medarbejderne har, spørger vi ikke, hvem de omgås eller kender mere eller mindre godt. Der hersker en professionalisme på avisen, som gør, at man bare ikke lader sine personlige forhold spille ind på det arbejdsmæssige«, siger Bo Lidegaard. Han kan kun komme i tanke om et enkelt arbejdsfelt, som nu bliver indskrænket af, at Danmarks klimaminister siden mandag også har heddet Lidegaard: »Jeg bør ikke længere skrive ledere, der handler om Martins ministerområde. Det er helt indlysende«, siger Bo Lidegaard. Chefredaktøren har ikke selv siddet i regeringen, men det har hans kulturredaktør, Anita Bay Bundegaard. Hun var radikal udviklingsminister under Poul Nyrup Rasmussen (S). Og det gav panderynker på redaktionen, da hun forleden optrådte på en liste over Margrethe Vestagers rådgivere, som blev bragt i avisen. »Jeg er ikke rådgiver for Margrethe Vestager. Vi sad i regering sammen, og jeg kender hende stadig og er med i hendes netværk, ganske som mange andre, og som hendes mand og hendes familie. Selvfølgelig taler vi også – blandt andet – om politik, når vi sammen. Men jeg fungerer bestemt ikke som hendes rådgiver«, siger Anita Bay Bundegaard. Vi kan ikke tale os fra, at der vil kunne opstå mistanke om inhabilitet og vennetjenester, ganske som læserne ofte er hurtige til at skyde os forskellige motiver i skoene. Som Læsernes Redaktør kan jeg heller ikke udstede en garanti for, at der ikke kan forekomme urent trav på redaktionen. Jeg kan til gengæld udstede en garanti – fordi jeg kender mine tidligere kolleger – for, at hvis nogen på redaktionen får lyst til at skrive kritisk om, hvad der går i svang i Klimaministeriet, kommer det i avisen. Og der bliver ikke lagt fingre imellem. Der er tradition for at tale klart sprog på Politiken – også over for chefredaktørerne. Hvis man som chef vil have en medarbejderstab, som taler én efter munden, og som ikke er kritisk, skal man søge andre steder hen. Og hvis det pludselig skulle se ud, som om vi er blevet for flinke ved nogen, tager jeg gerne imod klager. Meget gerne. bjarne.schilling@pol.dk