øDen gik rent ind, historien på udlandssiderne i tirsdags: ’Tvillinger giftede sig uden at kende deres blodsbånd’. Den går kort fortalt ud på, at et par tveæggede tvillinger blev bortadopteret lige efter fødslen, voksede op i hver sin familie, mødtes som voksne, forelskede sig, blev gift som 35-årige og efterfølgende – da de opdagede tvillingeskabet – skilt i High Court i London. Kilden er et medlem af det britiske Overhus, lord Alton, og historien om de ulykkelige tvillinger indgår i en debat i Storbritannien om børns ret til at kende deres biologiske forældres identitet. Lord Alton havde hørt om tvillingerne fra en dommer i High Courts familieafdeling og brugte det i et indlæg i Overhuset 10. december. Først i januar nåede hans udtalelser de britiske medier, hvor de trods forsinkelsen ikke fik for lidt. Radio, tv, aviser gjorde, hvad de kunne for at få de få konkrete oplysninger til at blive en kioskbasker. Tophistorie i BBC. The Sun bad læserne om hjælp til at finde tvillingerne. Så det dårlige selskab, Politiken endte i, plejer egentlig at være udmærket: BBC, Independent, The Times og Guardian er medier, der researcher, før de publicerer. De udmærker sig normalt ved journalistisk kvalitet. Ikke denne gang. Der er nemlig den hage ved historien, at den efter alt at dømme ikke er sand. Foreløbig er tvillingeparret ikke dukket op, High Courts informationsmedarbejder kan ikke finde sagen i retslisterne, og lord Alton har indrømmet, at han ikke har mødt den dommer, der selv havde sagen, men snakket med en dommer, der havde hørt om den. Og så taler vi slet ikke om, at det i 40 år har været britisk adoptionspraksis at holde tvillinger samlet, og at de to ikke skulle have opdaget, at de var født samme dag i den samme by ... Alt tyder på, at det er en såkaldt vandrehistorie. En af de utrolige episoder, der snart dukker op i et australsk medie, snart i et venezuelansk og her altså i Storbritannien samt det meste af verden. Vandrehistorier som at den danske kong Christian X under Anden Verdenskrig red rundt i København med påsyet jødestjerne. Eller at en mand vågner og opdager, at han mangler en nyre. Den er fjernet, mens han sov. Eller om en kvinde, der finder ud af, at en byld på kinden er fyldt med levende edderkopper. Umiddelbart er der ikke noget at bebrejde en dansk journalist, der på basis af mange, normalt seriøse britiske kilder skriver den opsigtsvækkende historie. Der er en navngiven kilde, og der er faktisk også en livlig debat om temaet på den anden side Nordsøen. Mine britiske kolleger burde have hæftet sig noget mere ved kilden. Den partiløse lord Alton er et løst missil, der har et mildt sagt liberalt forhold til grænsen mellem overtro og fakta. I marts 2002 ledede han et møde i det britiske Parlament, hvor en ekspert i ’misbrug af satanistiske ritualer’ påstod, at børn blev misbrugt af hætteklædte djævletilbedere over hele Storbritannien. På trods af at en officiel rapport baseret på tre års undersøgelser havde afvist mistanken om den slags misbrug som fri fantasi. Kan man bare tage den mands oplysninger for pålydende? For slet ikke at tale om, at det næppe er oplysninger. Her er det ordrette citat af Altons bemærkning i Overhuset: »Jeg talte for nylig med en dommer fra High Court, som fortalte mig om en sag, han havde haft. Den drejede sig ikke om reagensglasbørn (som debatten handlede om, red.), men om en normal fødsel af tvillinger, som blev skilt ved fødslen og adopteret af hver sit forældrepar. De mødtes senere i livet, blev uimodståeligt draget mod hinanden, og dommeren måtte behandle konsekvenserne af det ægteskab, de havde indgået, og alle aspekterne ved deres separering«. Det er det hele. Ingen navne, ingen datoer, ingen sammenhæng, ingen beviser. Så da lord Alton oven i købet hurtigt indrømmede, at hans kilde var andenhånds, burde mine britiske kolleger have trukket i nødbremsen. Når kilden er en ven til en ven, så skal den kritiske sans sætte ind med fuld styrke. På den anden side lyder en journalistisk læresætning, at ’virkeligheden altid overgår fantasien’. Hvilket man især på en udlandsredaktion kan tale med om. Og så er der det ved vandrehistorier som denne om tvillingerne, at de rører ved helt elementære følelser: De har altid elementer af noget mystisk, ofte uhyggeligt og i dette tilfælde et seksuelt tabu om incest. Der er lavet stor kunst – som for eksempel Wagners opera ’Valkyrien’ – om sex mellem søskende. Der er lavet mindre kunst, der kredser om temaet. Det er oppe i film som ’Star Wars’ og den britiske teen8ager8soap ’Hollyoaks’. Det dukker op hos J.R.R. Tolkien og det gamle Mad Magazine. Jeg har mailet med min kollega på Guardian og spurgt, om hun har undersøgt sagen. I første omgang svarede hendes afløser med at sende en lille kommentar. Af den fremgår, at Guardian har opdaget, at tvillingehistorien er en and. Men ikke noget direkte dementi. Det kunne jo være, at parret findes og lokket af en dusør fra The Sun træder frem. Der skal nemlig være et element af sandsynlighed i en vandrehistorie. Man skal kunne forestille sig, at det er rigtigt. Ganske vist er en af de vigtigste opgaver for Læsernes Redaktør at rette fejl. Straks og uden bortforklaringer. Så når Politiken bringer en historie, der er det rene digt, svindel og løse rygter, skulle opgaven være let: at trække i nødbremsen og dementere på alle kanaler. Som det er fremgået, er det ikke altid helt så enkelt. Så derfor er dette ikke et dementi. Men i mine øjne er der kun 0,1 procents chance for, at historien er sand.