Man må sandelig sige, at Åsne Seierstad skaber blæst. Måske ikke så meget om Tjetjenien, som den norske journalist håbede at skabe interesse for med sin bog ’Englen fra Groznyj’. Men så om journalistikkens grænser og virkemidler. Når det drejer sig om at belyse situationen i Tjetjenien, kan Politiken melde hus forbi. 21 artikler er det blevet til i løbet af det seneste år. Det kan ikke være os, Åsne Seierstad bebrejder manglende interesse for det lille land i Nordkaukasus. Så lad os vende os til diskussionen om ’narrativ journalistik’ – og alle andre journalistiske metoder og virkemidler. Diskussionen er ikke ny, men tonen er barskere i disse år, fordi kampen om læsernes, lytternes og seernes interesse er blevet hårdere. De store morgenaviser kæmper med vigende oplag og er på jagt efter midler til at vende udviklingen. Narrativ journalistik kunne være et af dem. Journalist Åsne Seierstad har skrevet en bog, hvor hun med litterære virkemidler vil råbe verden op: Er I klar over, hvad der stadig sker af uhyrligheder i Tjetjenien? Trods de litterære virkemidler vil hun samtidig have os til at læse bogen som en skildring af de faktiske forhold – som en dokumentation. Derfor er det også mere end en detalje, når en anmelder som Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose griber hende i nogle fejl. Derfor har hun også straks lovet at korrigere og stillet sig i kampstilling: Var der mere, Flemming? Narrativ – fortællende – journalistik kan godt være dokumentarisk. Basta. En af de vigtigste forudsætninger er, at læserne (eller lytterne eller seerne) har tillid til journalisten. De færreste har mulighed for at kontrollere oplysninger, der er givet i fortællende form. For eksempel navngives interviewpartnere ofte ikke, eller de får en opdigtet identitet eller optræder i roller som den onde eller den gode. Der kan også ændres på tidsforløb for at øge den dramatiske effekt – og meget andet. I tilfældet ’Englen fra Groznyj’ kan det faktisk ikke lade sig gøre at kontrollere. Både fordi området er livsfarligt for vestlige journalister, og fordi de russiske myndigheder gør alt for at spænde ben. Åsne Seierstad har bestemt været både mere snu og modig end det journalistiske gennemsnit for slippe uskadt gennem sin research på stedet. En journalist, der har opbygget troværdighed, kan slippe godt fra at sløre sine kilder. En journalist, der permanent strammer sine historier lige til kanten, kan ikke. Kodeord: ’livlig fantasi’ eller ’lystløgner’. Så tillid skal der til. En anden vigtig forudsætning er, at de kontrollerbare oplysninger er rigtige. Som Læsernes Redaktør retter jeg hver dag fejl i Politiken, som jeg alligevel uden tøven vil betegne som en troværdig avis. Man kan godt stole på en artikel, selv om der er fejl i en procentregning eller et årstal. Det samme gælder naturligvis Åsne Seierstads bog. Men der skal ikke være alt for mange smuttere. En tredje er suveræn fortælleteknik – uanset om vi taler avis, radio eller tv. Artiklen, filmen eller bogen skal jo være overbevisende: Sådan er det! Det kan ikke hjælpe noget, at den fortællende journalist lader sig beruse af fortælleknebene. De må ikke tage magten, og det har de det med. En af journalistikkens grundregler er, at vi prøver at nærme os sandheden. Vi ved godt, at en artikel – ikke engang en hel serie – aldrig er helt sand eller helt objektiv. Men vi bestræber os på at komme så tæt på som muligt. Så nej, vi kan aldrig sige ’sådan er det’. Ikke helt. Åsne Seierstad har masser af forgængere og/eller forbilleder. George Orwell, Graham Greene, Ernest Hemingway og herhjemme Jan Stage. Jan Stages artikler blev ofte kritiseret for at være for fantasifulde, så da han i 90’erne genoptog jobbet som krigsreporter markerede Informations daværende chefredaktør, Lasse Ellegaard, genren med et logo: ’En forfatter i krig’. Jeg rejste udsendt af Politiken under Balkankrigene en enkelt gang lige i hælene på Jan Stage. Jeg kørte med de samme taxachauffører, mødte de samme soldater og talte med de samme nødhjælpsfolk. En dansk nødhjælpsarbejder udtrykte sig klart: »For fanden, hvor er han irriterende og arrogant. Men det passer, hvad han skriver«. I hvert fald kunne hun i Jan Stages reportage fuldstændig genkende det Bosnien, hun prøvede at hjælpe. Der var nok nogle forkerte detaljer, men hun ville skrive under på helhedsindtrykket, stemningen. Han kunne sanse. Sådan var der. Så fortællende journalistik virker, og derfor bruges den også i Politiken. Kim Fabers lange fortælling om den afrikanske kvinde Esther er et eksempel, og i Magasinet kan man næsten hver søndag finde andre. På et enkelt punkt er jeg dog noget forbløffet over Åsne Seierstad. Hun fortæller i et interview i Berlingske Tidende, at hun aldrig tager notater. Det har hun lært af en af den narrative journalistiks mestre, polakken Ryszard Kapuscinski (1932-2007). Ifølge ham forstyrrer det en interviewsamtale at tage notater eller pusle med båndoptageren. Han skrev heller ikke notater bagefter, for »90 procent af det, folk siger, er alligevel ikke interessant. Det, der er tilbage – de interessante ti procent – det er det, man husker«. Det er en farlig journalistisk teknik. Åsne Seierstad indrømmer, at »hukommelsen kan snyde én. Man kan komme til at glemme«. På det punkt skal unge journalister ikke bruge hende som forbillede. Brug båndoptager, tag notater, før dagbog over større projekter. Man ’kan’ ikke bare komme til at glemme. Hukommelsen snyder én. Man glemmer. Oftere end man tror. De fleste fejl i Politiken skyldes netop, at kolleger ’tror, de ved’, eller at de husker forkert. .