Hvad tænker medierne på, når danske soldater bliver dræbt eller såret? Kommer sensation og oplag før hensynet til de pårørende? Spørgsmålene kommer fra Christina Andersen, hvis soldatermand netop er kommet hjem efter tjeneste i udlandet. ’Hvad bilder medierne sig ind?’, lød overskriften på hendes indlæg på debatsiderne i tirsdags. Baggrunden var den selvmordsbombe, der tidligt mandag morgen dræbte to danske soldater i den afghanske by Gereshk . Der var også andre dræbte, og nyheden nåede først de internationale medier og så de danske, inden forsvaret havde nået at kontakte de pårørende. »Det må have været et helvede at stå i uvished, om det mon lige netop er deres mand/far/søn, der er en af de dræbte«, skrev Christina Andersen om de familiemedlemmer, der mandag fik et chok ved at høre radio eller læse netaviser. »I har vel også et moralsk ansvar i sådan nogle situationer«. Hærens Operative Kommando (HOK) har naturligvis procedurer, og de involverede smider også, hvad de har i hænderne, for hurtigst muligt at underrette de pårørende. Det gælder om at komme først. Det gælder om at tage de størst mulige personlige hensyn. Bagefter får medierne besked. Det fungerer, når der er sårede eller dræbte i områder, hvor medierne ikke er til stede. Men i mandags var det i en by med journalister. Mindre end en time efter at HOK havde fået den første melding fra Afghanistan, ringede den første danske journalist: Er det rigtigt, at to danske soldater er blevet dræbt? Presseofficererne, der også selv havde set oplysningerne i de internationale medier, ville ikke lyve. De forsøgte at begrænse uroen blandt de pårørende ved at nævne den enhed, der havde lidt tab. Så var det i det mindste kun familie og venner til 10-15 – af i alt 575 – soldater, der svævede i uvished. Først senere blev navnene på de to faldne nævnt. Skulle HOK have bedt danske medier holde nyheden tilbage? Det gør HOK, når en enkelt avis eller tv-station har en såkaldt solohistorie om tab eller andre dramatiske begivenheder. Man indgår en aftale, så den pågældende journalist får nyheden først. Den slags virker, når kun journalisten og HOK kender historien. Men i mandags var det ude over hele verden, at der var danske soldater blandt ofrene for en selvmordsbombe. Selv om danske medier alle havde lovet HOK at vente med at bringe nyheden, var den nået frem via BBC, Sky News og alle de andre medier, der dækker Afghanistan tæt. Her ville først en, og så flere hundrede pårørende have set eller hørt det. Den nyhed kunne ikke stoppes ved Danmarks grænser. Derfor røg den i radioen og også politiken.dk, så snart den kom. Jeg er sikker på, at de kolleger, der arbejdede med den nyhed, også tænkte på de pårørende. Men det hensyn må tabe, når nyheden er ude. Det er jo trods alt også krigens skyld, at der er dræbte. Hvis de pårørende har mistanke om, at den slags nyheder giver oplag, seere og lyttere, er de galt på den. Det er ikke artikler om dræbte danske soldater, der holder medierne oven vande økonomisk. Nyheden kom sent om morgenen netop på det tidspunkt, hvor der læses flest netaviser. Den havde på politiken.dk i løbet af hele mandagen 11.231 læsere og lå som nummer 4 på listen over de mest læste. Pænt, men ikke prangende. Nummer 6 var nyheden om Wall Street på vej mod ny depression med 9.334 læsere. Souschefen på politiken.dk, Bo Søndergaard, siger, at »vi naturligvis lagde oplysningerne på, efterhånden som de blev bekræftet«. Skulle I ikke lade hensynet til de pårørende veje tungere? »Det kan vi ikke. Det var en international historie med kilder i Afghanistan, som vi kun skulle have udbygget i HOK«. Major Kim Grünberger, presseofficer i HOK, vil heller ikke bebrejde medierne noget: »Vi foretrækker naturligvis at komme først ud til de pårørende, men det var hverken vi eller de danske medier herre over mandag morgen og formiddag«. Bo Søndergaard siger, at politiken.dk under nogle omstændigheder godt vil gå med til at holde en historie tilbage en time eller to: »Hvis vi for eksempel ringes op af en soldat fra Gereshk, og han fortæller om for eksempel to dræbte kammerater, ja, så vil vi naturligvis ringe til HOK og eventuelt også holde historien – netop af hensyn til de pårørende«. Nu må de danske soldater i Afghanistan faktisk ikke gribe mobilen for at ringe hjem, mens de er i indsats. De bliver bedt om at lade være, og i lejren stoppes telefonsystemet for udgående samtaler. Men det er sket, at en soldat uden om alle kommandoveje via mobilen har sendt en ’dårlig’ nyhed til Danmark. Jeg forstår godt, at mange hundrede pårørende havde hjertet højt oppe i halsen. To danskere i Helmand kunne være hvem som helst af de 575. Men en nyhed af international interesse kan ikke holdes kunstigt tilbage. Christina Andersen skrev, at »der findes simpelthen en selvretfærdighed og mangel på refleksion over egne handlinger inden for mange medier«. Jeg kan kun tale som Læsernes Redaktør på Politiken og med personlig erfaring som krigskorrespondent på Balkan først i 90’erne: Nej, vi har tænkt, vi har diskuteret, vi har ordentlige regler, vi ønsker at informere uden at volde unødig skade blandt de pårørende. Vi vil også gerne forklare og sætte i perspektiv. Men du nævner den selv, ’den offentlige interesse’. Soldaterne er i Helmand på hele Danmarks vegne. Så enkelt er det faktisk, når alt andet barberes af.