VI BEGYNDER i Napoli. Den syditalienske by er ved at drukne i affald. Silvio Berlusconi har som nyvalgt regeringschef lovet at få gjort noget ved det som noget af det første. Det drejer sig om 14 millioner ton affald. Ikke blot fra Napoli, men fra det meste af Italien. Der var nemlig penge i at sende affald til byen ved den smukke bugt. Hvor meget er 14 millioner ton affald? Hvordan skal man forestille sig det, når man ikke selv kan se det? Den italienske journalist Roberto Saviano mener, at man skal forestille sig alt affaldet stablet på et område på tre hektar (30.000 m2). Det ville så – Politiken citerede hans beregning – blive et bjerg på 14.600 meter – næsten dobbelt så højt som Mount Everest på 8.884 meter. Flere læsere har protesteret. Så jeg har både undersøgt, hvad de 14 millioner ton mon egentlig fylder, og genopfrisket mine geometrikundskaber. Et bjerg er jo ikke en firkantet skyskraber, men snarere en pyramide eller en kegle. De 14 millioner ton fylder mindst 56 millioner m3, og en pyramide, der er 14,6 km høj, kan rumme 146 millioner m3. Så den er naturligvis ikke fyldt op, men italiensk affald fylder formentlig noget mere end dansk husholdningsaffald. Så helt i skoven er min italienske kollega ikke. MEN DE, kære læser, er skidt hjulpet. Det bliver ikke ret meget nemmere at forstå. For det første indfører Roberto Saviano en anden abstrakt størrelse: 30.000 m2. Hvor stort er nu egentlig det? (Temmelig nøjagtigt som Rådhuspladsen i København. Den er på 29.300 m2). For det andet er de 30.000 m2 vilkårligt valgt. Som en læser skriver: »Jeg har en skraldespand i min indkørsel på cirka 200 liter. Hvis jeg lægger dette affald i et bjerg med et grundareal på en cm2, bliver det et bjerg på seks kilometer i højden. Man kan få en hvilken som helst mængde til at give et bjerg på højde med Mount Everest eller afstanden til månen for den sags skyld«. Han tilføjede, at spredte vi Napolis affald ud over Italien, der er på 301.336 km2, ville det svare til tykkelsen af fire avissider. JOURNALISTIK handler i høj grad om tal. For eksempel var der tal i 29 af 47 artikler i 1. sektion af Politiken 15. april. Så det er vigtigt, at læserne kan forstå dem. Og de skal kommes imøde. BBC Radio 4 har i årevis haft en udsendelse om tal, ’More or Less’. De to tilrettelæggere, Michael Blastland og Andrew Dilnot, lavede engang et rundspørge. De spurgte 2005 i et skema efter multiple-choice-metoden, hvor mange penge den britiske regering bruger på sundhedssystemet, der som det danske er gratis for brugerne. Svarmulighederne gik fra 70 millioner kr. i bunden til 70 billioner kr. i toppen. Nogle gættede faktisk på 70 millioner. De blev forbløffede, da de to journalister fortalte dem, at det var prisen på et større hus i et eksklusivt kvarter i London og ville betyde, at staten kun brugte 1,20 kr. per indbygger om året på læger og sygehuse. (Det rigtige tal var 700 milliarder). Så hvad er et stort tal? Eller med en gammel dansk vittighed: Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald? Nu kan det såmænd også knibe med små tal. I artiklen ’Livet på bunden er hårdt’ på side 2 i 1. sektion 14. april interviewede vi en mand, hvis liv er gået skævt. Hans alder blev opgivet til 49. Han havde været blikkenslager i 35 år og derefter tilbragt to år på gaden. Altså må han være gået i lære som 12-årig – eller også gav han upræcise oplysninger. DET BEGYNDER med, at vi journalister spørger os selv: Er tallet rigtigt? Er det meget eller lidt? Er det sandsynligt? Tre milliarder er et stort tal for de fleste af os. En enorm personlig formue. Tre milliarder ville også være en stor omsætning i en vognmandsforretning. Men skal man ud at købe nye kampfly til afløsning for luftvåbenets F16, kommer man ikke langt. Måske kun tre nye fly, måske ni. På samme kan små tal som 3 og 5 være store. For eksempel når det drejer sig om dræbte soldater i Afghanistan eller – mindre dramatisk – det gennemsnitlige antal børn per kvinde. Vi skal bare huske at gøre det håndgribeligt. Vi skal også huske at bruge kendte størrelser. For eksempel regne fremmede valutaer om til kroner. De færreste læsere går rundt med den aktuelle dollarkurs – cirka 4,70 kr. – i hovedet. Jeg læste også i Politiken forleden om benzin i gallon. Dårlig vane. Hvem kan lige huske, hvad en gallon er? (Det er 3,79 liter.) NÅ, TILBAGE til affaldsdyngerne. Vi går ud fra, at det drejer sig om 14 millioner ton, og at det fylder mindst 56 millioner m3. Kunne man ikke bare brænde det? Jo. Det københavnske anlæg Amagerforbrænding laver cirka 425.000 ton affald fra København, Frederiksberg, Hvidovre og Tårnby kommuner om til el og varme om året. Det ville altså tage Amagerforbrænding godtnæsten otte33 år at brænde Napolis affaldsdynger. Hvad nu, hvis vi putter det i containere for at sejle det væk? Hvor mange containere og hvor mange skibe skal der så til? Der kan være 33 m3 i en standardcontainer (20 fod), så vi skal altså ud at lede efter 1,7 millioner containere. Lykkes det at finde dem, skal der derefter hele 170 af de store Maersk-containerskibe til at sejle Napolis problemaffald væk. 170! Vi kunne også læsse affaldet på renovationslastvogne. De lastbiler, R98 kører med i hovedstaden, kan hver rumme fem ton. Der skal altså 2.800.000 (2,8 milllioner) lastbiler – plus formentlig nogle nye motorveje – til for at få løst Napolis problem. Alle disse tal giver både en ide om affaldsbjergets størrelse og om, hvad den italienske mafia har haft gang i for at få så mange gamle konservesdåser, kaffefiltre og fyldte bleer transporteret til Napoli. Og om et af Berlusconis valgløfter.