HVAD NU, hvis man både er papirnusser (offentligt ansat), del af ældrebyrden (født 1946), fagboss (fagforeningsleder) og det sidste endda i en ’ufri’ fagforening? Ja, om ikke andet er man skydeskive for Politikens journalister. Jeg har sparet op til denne klumme, der er baseret på klager fra flere måneder. Men en af klagerne – en trofast kvindelig læser – passer faktisk ind i skabelonen. Bortset fra at hun ikke længere er ansat i staten, men får folkepension. Tænker vi da ikke over, hvor hårdt ord kan såre? Naturligvis. Men ikke altid nok. Da Mogens Glistrup 1972 stiftede Fremskridtspartiet var ’papirnusser’ et skældsord – en betegnelse for unyttige offentligt ansatte, der bare flyttede lidt rundt på papirer i stedet for at arbejde. Det var et ord, der dengang kunne få offentligt ansatte til at fare i flint. Jeg har testet ordet på yngre kolleger, der helt har glemt Glistrup og bruger papirnusser som synonym for bureaukrater. De synes måske ikke, ’papirnusser’ er en ligefrem rosende betegnelse, men brugbar i den daglige journalistik. Ja, Politikens marketingafdeling bruger endda ordet i en annonce: »Skal kommunale papirnussere nu også kunne trække avisen fra i skat?«. Marketingfolkene er fuldt på det rene med ordets tvivlsomme oprindelse og trækker også i land i selve teksten. De brugte det ironisk og har jo heller ikke sparet på selvironien i andre annoncer for Politiken. Tænk blot på »feministisk bøsseævl« om Politikens journalistik. Jeg ville ikke selv bruge ordet ’papirnusser’. Men sproget udvikler sig, og det har i hvert fald ikke samme nedladende, ja ligefrem hadefulde, klang som i begyndelsen af 1970’erne. I RETNINGSLINJERNE for Politikens journalistik og etik står der ikke direkte noget om hate writing. Men det helt overordnede princip er, at vores journalistik »skal være kritisk, saglig, korrekt og fair«. Vi skal også vise respekt for »menneskers privatliv, race, nationalitet og livssyn«. Vi skal altså tænke os om. Vi har endnu sværere ved at holde tungen lige i munden, når det drejer sig om ældre: ’vore gamle’, ’det grå guld’ eller ’ældrebyrden’. Det skal dog tilføjes, at det sidste først og fremmest bruges i debatindlæg. Under FOA’s og Sundhedskartellets konflikt har der i spalterne været fokus på de ældres problemer. Men som en læser skrev: »Hjemmeplejestrejken går ud over alle med kronisk sygdom og funktionssvigt – uanset alder. Statistisk set har flere 80-årige brug for hjælp, men er det mere synd for 80-årige end for 50-årige, når hjemmeplejen må melde afbud?«. I mange artikler om pensionister og folk på vej ind i pensionsalderen er det en del af forståelsesrammen, at det er nogle stakler, der har brug for hjælp. Politikens journalister har brug for at få pudset brillerne og skrive mere nøgternt om de mest raske og rørige pensionister nogensinde. Vi må – som i artikelserien om kræftbehandlingen – reservere den sociale indignation til dem, der har brug for den. Uanset alder. For resten: Hvornår er man gammel? Hvornår er man midaldrende? Når vi kalder en 41-årig midaldrende, ringer telefonen hos Læsernes Redaktør. »Jeg er 42 og er skam ung endnu«. OVERSKRIFTEN ’Fagbosser afviser medlemmers forsikringsønsker’ i 1. sektion 17. marts fik straks en læser til at bede »Politiken anvende en mindre nedladende tone«. Fagbosser er i familie med et slagord fra 68 om ’fagforsteninger’ og har bestemt en negativ klang. Især her, hvor det blev brugt sammen med ’afviser medlemmer’. Man ser for sit indre blik de enevældige fagbosser grine ad medlemmerne. På samme måde med udtrykket ’frie fagforeninger’ om de nye fagforeninger, der står uden for LO. Ja, der findes faktisk en med navnet Danmarks Frie Fagforening. Betyder det, at FOA, HK eller Dansk Metal er ufri? I praksis er der på danske arbejdspladser et vist pres på nyansatte for at få dem til at melde sig ind i en fagforening. Det gælder for ufaglærte så vel som for jurister og økonomer. Ikke alle medlemmer helt frivilligt. Mange bryder sig ikke om LO’s gode venskab med Socialdemokraterne. Men herfra og til ’ufri’ er der langt. Naturligvis kan vi i reportager citere kilder for at kalde fagforeningsledere ’fagbosser’. Vi skal heller ikke døbe Danmarks Frie Fagforening om, fordi den er en karikatur af en klassisk fagforening, der er klar til at bruge strejker. Men i samme øjeblik den slags ord sniger sig ind i den journalistiske sprogbrug – her en overskrift – er den gal. JEG HAR diskuteret disse læserhenvendelser med flere redaktionssekretærer og redaktører. I praksis er det nemlig i redaktionssekretariatet, Politikens journalistiske standarder og praksis håndhæves. De er opmærksomme på, at vi i al almindelighed skal skrive stuerent dansk. Valg af ord og andre virkemidler diskuteres dagen igennem i redaktionssekretariatet. Så de er (også) optaget af den side af journalistikken. De er også klar over, at vi kun ved ganske særlige lejligheder skal gøre nøjagtig det modsatte, nemlig bruge skældsord, platheder og alt andet fra nedladenhedens lange register. Så skal det være velovervejet for at opnå en bestemt effekt. Chefredaktør Tøger Seidenfaden er tilbøjelig til at kritisere de ord, jeg har fået klager over, som ’tomme kalorier’ eller ’klicheer’. »Vi skal jo have et levende og opfindsomt sprog i Politiken. Det er vigtigt, at avisen er velskrevet. Alene af den grund bør vi ikke bruge dem«, siger han. Så jeg kan forsikre de læsere, der har henvendt sig om ’nedladende sprogbrug’, at deres indvendinger tages alvorligt.