Tør Politiken tage handsken op? Ikke for at vaske hænder, men for at gå forrest i et radikalt sprogbevidst skift for børnenes skyld? Sådan spurgte forfatteren Iris Garnov på debatsiderne for en uge siden. Tirsdag fulgte Birgit Fleckner op i et læserbrev. De to vil gerne have afskaffet ordet ’børneporno’. De mener, at det lyder alt for uskyldigt. De har, om man kan sige det sådan om noget så modbydeligt, sagkyndig opbakning. I Rigspolitiet har Stig Bertelsen i seks år bl.a. efterforsket forbrydelser, hvor børn er misbrugt i pornofilm. Han kan heller ikke lide ordet børneporno. Til Politikens Louise Gade Sig sagde Stig Bertelsen i et interview 15. juli: »Jeg bryder mig faktisk slet ikke om ordet børneporno, fordi man sætter to lovlige ord sammen. Det forfladiger begrebet. Folk glemmer, at hver gang vi siger børneporno , så er det en film eller et billede af et seksuelt overgreb. Der er et barn, som er offer«. Skal Politiken sige ja tak til forslaget om at finde et andet og mere dækkende ord? Der er et fortilfælde. En af mine forgængere som Læsernes Redaktør, Niels Nørgaard, gik i vinteren 2004 til angreb på ordet ’lykkepiller’, som Politiken siden har kaldt ’depressionspiller’ eller SSRI-medicin. Han fandt – efter henvendelser fra flere læger – ordet helt misvisende. Pillerne bruges til behandling af alvorligt syge og kan heller ikke bruges som en daglig opstrammer, hvis man er i dårligt humør. Der er ingen ruseffekt. Redaktionen besluttede så efter en diskussion at følge hans forslag. Det samme gjorde flere andre medier. Men en avis har mange kilder, og kildernes sprog smitter af. Så jeg har ved et par opslag i InfoMedia fundet ud af, at vi i det forløbne år cirka en gang om måneden har brugt ordet ’lykkepiller’ i nøjagtig den betydning, vi ønskede at undgå. Vi er nødt til at tænke på den praktiske gennemførelse, hvis vi vil indføre et nyt ord. Alene på Politiken har vi mere end 200 faste skribenter, der skal tages i ed. Plus alle debatskriverne. Redaktionssekretærer og korrekturafdelingen skal nok fange nogle, der overtræder skrivestandarden, men ikke alle. For ’lykkepillers’ vedkommende er succes’en altså også kun delvis. ’Børneporno’ er som ord præcist nok for de fleste. Det drejer sig om pornofilm med børn som aktører – ofte tvunget til samleje med voksne. Og tak, vi vil helst ikke have flere detaljer. Men ordet forfladiger de handlinger, der er foregået. Det er seksuelt overgreb på mindreårige – i nogle tilfælde endda spædbørn. Politimanden, forfatteren og vor kvindelige læser har ret. I stedet for ’børneporno’ kan vi skrive ’film, hvor børn misbruges seksuelt’. Det er lidt længere, lidt mere omstændeligt, men kan umiddelbart forstås. Jeg hører gerne fra læsere, der har en mere mundret formulering. Som journalist vil jeg gerne have et kortere udtryk, der som ’børneporno’ kan bruges i en overskrift. Birgit Fleckner har endnu et par ord, hun gerne vil have lavet om. Politiken – og andre medier, formoder jeg – skal droppe omskæring til fordel for ’kønslemlæstelse og ’æresdrab’ til fordel for ’kvindelikvidering’. Sprog og ord skaber billeder, så diskussionen er væsentlig. ’Omskæring’ lyder som ’børneporno’ forholdsvis uskyldigt. Når det drejer sig om små drenge, er det formentlig også tilfældet. Men når det drejer sig om piger er det et smertefuldt indgreb, der har fysiske konsekvenser resten af deres liv. Dertil kommer det kvindesyn, indgrebet er udtryk for. I både Norge og Sverige er ’omskæring’ på vej ud til fordel for ’kønslemlæstelse’. På engelsk hedder det på samme måde ’female genital mutilation’, altså kvindelig kønslemlæstelse. Jeg synes, ’kønslemlæstelse’ er en udmærket afløser for ’omskæring’. Også her hører jeg gerne forslag fra læserne. Jeg er væsentligt mere i tvivl om ’æresdrab’. Ordet skjuler ganske vist en hel masse. Til gengæld indgår drab, og drab er en meget alvorlig forbrydelse. Så problemet er ære, og at der her på den ene side ligger noget positivt: »han gjorde det kun for ærens skyld« . På den anden side er begrebet ære meget tvivlsomt. For ærens skyld er der fejet meget ind under gulvtæpperne i tidens løb. Hvis vi følger forslaget om i stedet at bruge ordet ’kvindelikvidering’ får vi slet ikke den hørm af gammeldags æresbegreber og religiøst begrundet kvindeundertrykkelse med. Igen: Jeg hører gerne forslag, der kan indgå i en intern diskussion på Politikens redaktion. Her vil forslagene – som dengang med ’depressionspillerne’ – foranledige en diskussion om politisk korrekthed og sprogpoliti. Skal vi skrive, som folk taler? Skal vi lave læserne om? Eller skal vi gå foran i sproglig præcision? Beslutningen om at kalde den albansk dominerede region i Eksjugoslavien Kosova og ikke, som de fleste andre medier, Kosovo, er et eksempel på, at Politiken går foran. Men det har også skabt mange praktiske problemer. Når en serber udtaler sig om sagen, siger vedkommende Kosovo. Så vi citerer korrekt med Kosovo. Men ellers er det Kosova. På samme måde ville vi naturligvis være nødt til at citere kilder korrekt, når de taler om ’børneporno’, ’omskæring’ og ’æresdrab’. Jeg skal love at få de omstridte ord diskuteret på redaktionen. Chefredaktørerne og den øvrige redaktionsledelse er ikke forpligtet til at følge forslag fra Læsernes Redaktør. Men under alle omstændigheder vil det medføre en øget bevidsthed om de tre ord, der er alt andet end uskyldige.