0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vi skal have munden skuret i sæbe, skal vi

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der bandes og svovles for meget i Politiken.
Nå, er der nu igen et par sarte – man hører straks fnisen ved kantinebordene – læsere, der har klaget?
Ja, det tør siges. Læsernes Redaktør hører med ujævne mellemrum klager – af og til endda ret højlydt – over røv, skide, pik og kusse.
»Klagerne har ret. Vi bruger for mange bandeord«, siger Politikens nyhedschef, Anders Krab-Johansen. »Bandeord er et stilistisk virkemiddel, og de skal doseres forsigtigt«.
Jeg har set lidt på omfanget. Det seneste halve år har der i Politikens spalter stået ’fuck’ 61 gange, ’fucking’ 36 gange, ’pik’ 32 gange, ’lort’ 85 gange, ’nosser’ 17 gange, ’pis’ 38 gange, ’skide’ 64 gange, ’røvhul’ 18 gange, ’kraftedeme’ 17 gange og ’pokkers’ 24 gange.
Absolut vinder er ’sgu’ med 250, så ’sgu’ vender jeg tilbage til.
Er det for meget?

Lad os tage udtrykket ’skidegodt’. Ikke helt stuerent. Men hvad så med ’skidegodt, Egon?’.
’Skidegodt’ er ifølge min statistik brugt 10 gange og ’skidegodt, Egon’ 1 gang.
Alene er ’skidegodt’ et kraftudtryk, mens det i filmene om Olsen-banden som fast bemærkning fik en kærlig klang.
Så journalister og redaktører skal altså – også på dette punkt – have en fintfølende sproglig kompasnål. Hvornår er det et kraftudtryk, og hvornår er det pludselig almindeligt, dagligt, stuerent talesprog?
Det bliver ord som ’pik’ og ’kusse’ aldrig. Lad os bare slå det fast.
Vi kan ikke bare stryge bandeord (kraftudtryk) fra spalterne. Nogle kilder bander, og så må vi jo have de grimme ord med, hvis vi vil citere ordret.

Eller skal vi? Lad os se på et par eksempler:
1) En teaterdirektør: »Hvem har sagt, at teater skal have et æstetisk niveau! Fucking, det er da noget pis«.
2) Amerikansk vicepræsident om sit job: »Embedet er ikke en pot varmt pis værd«.
3) Dansk rapper: »Jeg skrev ’Proletar’ på en følelse af at være træt af pis og træt af at blive sat i bås som ham den uintelligente, skaldede bridefyr«.
Forhåbentlig er en teaterdirektør i stand til at argumentere mere nuanceret, og det er journalistens job at få ham – her er det en han – til at gøre det. Så hans bemærkning burde ikke have været i spalterne.
Eksempel nummer 2 er sværere. Det drejer sig om en amerikansk politiker fra 30’erne.
Skal vi være historisk korrekte? Eller skal vi, som amerikansk tv ville gøre, bare antyde det obskøne?

Rapperen er for mig at se sværere at redigere eller – om De vil – censurere. Rappere har nu engang et sprog på gadeplan, og så vi skal ikke ved redigering i citaterne få dem til at lyde som sprogprofessor Jørn Lund.
Så er der endelig de virkelige grænsetilfælde.
Skuespilleren Lisbeth Lundquist efterlyste nylig en dame, der under en demonstration i 70’erne og på et foto på Politikens forside bar et skilt med teksten: »Alle dem, der ikke kan lide børn er et røvhul«.
Jamen, sådan er virkeligheden. Vi har hverken lagt til eller trukket fra.

Når folk er virkelig ophidsede, bidrager et kraftudtryk eller to til autenticiteten. Som da daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) sagde til en tv-fotograf: »Jamen, jeg vil kraftedeme ikke fotograferes nedefra af dig, så den kan du godt spare dig, den der«.
Replikken kom også i tv, så det havde virket helt latterligt at stryge ’kraftedeme’ i Politikens reportage.
På samme måde bandede de danske guldsejlere kraftigt, da de spanske sølvvindere ved OL i Kina ved hjælp af en klage forsøgte at komme op på sejrsskamlens øverste trin.
De var ophidsede, og kraftudtrykkene var en naturlig del af vreden. Det må godt komme i spalterne.

Når vi interviewer multikunstneren Erik Clausen, smutter der også ’sgu’ og ’pokkers’ med. Sådan taler han jo.
Men Anders Krab-Johansen efterlyser, at journalisterne tænker sig bedre om – både når de interviewer, og når de skriver:
»Vi har kilder, der bander voldsomt. Det skal man kunne se.
Men vi skal ikke bare overtage et ’frækt’ ord eller to, fordi nogen prøver at være ungdommelig eller er ubehøvlet som et led i spil for galleriet.
Her må journalisterne stille et par ekstra spørgsmål, så vi får argumenter i stedet for uartikulerede skældsord«.

Så er vi tilbage ved ’sgu’, som vi bruger næsten to gange om dagen. Efter at have læst et par snese eksempler er jeg sikker på, at ’sgu’ er Politikens måde at være folkelig og virkelig på.
Det lille bandeord optræder oftest, når vi selv er ude på reportage. Som forleden i en artikel om et partikonvent i USA. Eller i reportager fra byggepladser. Når der står ’sgu’, så kan læserne se, at vi har talt med rigtige, levende mennesker.

Det er sprogligt set en fattig måde at være folkelig eller vise virkeligheden på. Når vi anmelder eller beskriver, er vi nødt til at bruge sproglige virkemidler.
Sproget skal lokke, ja nærmest tvinge læserne videre. Men der behøver ikke stå ’sgu’ eller ’kraftedeme’, fordi vi taler med en murer eller stilladsarbejder. ’Sgu’ er simpelthen for nemt.
Læserne forventer større sproglig finesse i Politiken, og ikke blot fordi de er snerpede.
Og inden vi skriver, skal vi have skuret munden godt og grundigt med sæbe. Vi må lære at bande, så det virker, og ikke bare gøre det som en dårlig vane.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere