Som Læsernes Redaktør kan man lejlighedsvis undre sig over, hvor meget eller hvor lidt de sædvanligvis kritiske læsere går ind i de overordnede prioriteringer af store, betydningsfulde stofområder.
Når det gælder sprogligt sjusk, stavefejl, forkerte titler, årstal og andre data, er der ingen grænser for detaljeringsgraden. Al respekt for det, men jeg kunne da godt ønske mig flere henvendelser i stil med: Hvorfor skriver I ikke længere noget om ... konflikterne i Langbortistan, etc. Flere undersøgelser foretaget af bl.a. sagkyndige på journalistuddannelserne har demonstreret, at der er en betydelig interesse blandt avislæsere for at vende tilbage til områder, hvor store dramatiske konflikter har udspillet sig. Fra mit eget interessefelt har jeg med stor tilfredshed kunnet konstatere, hvorledes krigen i Vietnam (1965-75) hen over flere årtier har genereret en global industri for rejsebureauer, der har sendt titusinder af turister ud for nærmest at gå på Ho Chi Minh-stien. Her har turistindustrien og de historisk interesserede virkelig forstået at finde hinanden i skabelsen af en stribe fortællinger om, hvorledes en brutal krig med alle dens traumer har kunnet transformeres til positive oplevelser og historier om, hvorledes et krigsødelagt land har kunnet rejse sig og blive en del af den moderne verden. Senere på sommeren kører vi en artikelserie, hvor hjemvendte Afghanistan-veteraner interviewes om deres erfaringer, syn på krigsførelsen, oplevelserne derude, etc. Jeg er ikke i tvivl om, at interessen blandt læserne bliver høj for denne vigtige del af vor historie om Danmark som krigsførende nation. Min kolleger Lars Halskov og Jacob Svendsen står for denne interviewserie og har de bedste forudsætninger for at løse opgaven. Jacob Svendsen har været på ni reportagerejser i Afghanistan siden 2007, nogle gange som ’embedded’, dvs. på de betingelser, som det danske forsvar har defineret, andre gange på egen hånd. Lars Halskov har også været i Afghanistan, og for nylig har de sammen udgivet en diger bog om Danmarks krigsførelse, og den tøver jeg ikke med at anbefale. Svendsen har titel af ’forsvarsredaktør’, og der er læsere, der har undret sig over den betegnelse. Nogle har spurgt: Hvis han er udsendt til krigsskuepladserne, bør han så ikke hedde krigskorrespondent?




























