Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Peer Pedersen/Manipulation: Rasmus Vendrup
Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Læsernes redaktør: Hvordan har du det nu?

Sportsdækning er journalistik, når den er allerbedst – og når den er mest tåkrummende.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er let at blive duperet, når man bliver vidne til præstationer, man aldrig selv ville kunne komme i nærheden af. Så er det, at man skal passe på, at begejstringen ikke løber af med én, eftersom man formentlig heller ikke besidder forudsætningerne for at vurdere, hvor svært noget egentlig er.

Da de forbehold nu er taget, må jeg erklære min ros til redaktionens dækning af dette års OL.

Vel har jeg haft travlt med sportsrettelser i Fejl og Fakta – noget, der er decideret angstfremkaldende, når man ikke selv har den fjerneste forstand på sport – men tager man mængden af fakta og dermed mulige fejl i betragtning, slap redaktionen flot igennem.

Jeg ved udmærket, at mit ansvarsområde er at svinge pisken, men jeg lover, at jeg meget hurtigt vil blive nidkær og bekymret på den journalistiske etiks vegne igen.

Næppe noget område har så vidende og på samme tid så kraki... detaljeorienterede læsere som sportsstoffet. Der er ingen nåde, hvis fakta ikke er i orden. Det skal der selvfølgelig heller ikke være, men der er umanerlig meget at holde styr på, ofte under et voldsomt tidspres.

For papiravisens vedkommende er det hele ikke blevet bedre af, at trykstart er kommet til at ligge tidligere og tidligere, og det er en dødssynd at forsinke avisen.

SE OGSÅ:

Det er en meget vanskelig balancegang at lade sin journalistik drive af begejstringen for en sportsgren og for dens udøvere, samtidig med at man husker at holde den professionelle distance til aktørerne, mobiliserer sin kritiske sans og holder styr på myriader af fakta og regler.

Ser man generelt på journalistik om sport herhjemme, spænder den fra det allerfornemste, der bør være en inspiration for hele faget, til det mest tåkrummende pinlige.

Det fornemme har jeg allerede nævnt – når den kritiske distance er i orden, er det altid en nydelse at læse artikler, der er skrevet af folk, som drives af fascination af deres stofområde, som kender det ind og ud og forstår at formidle det.

Men lige så flot, journalistikken om sport kan være, lige så ofte kan det ske, at underkæben søger mod gulvet, fordi seerne bliver udsat for tomgang, dovenskab og uappetitlig gnubben sig op ad sportsstjernerne.

Hidtil har jeg troet, at det tåbeligste udtryk for journalistisk aktivitet var at spørge bilisterne på en tankstation om deres holdning til, at benzin-prisen er faldet kraftigt

Det er ikke et godt tegn, når man sidder og råber ad sit tv. Men det er umuligt at lade være, når man skal lægge ører til spørgsmål som »Hvordan har du det lige nu?«, eller det marginalt mere avancerede »Kan du prøve at sætte ord på, hvad du føler lige nu?«, når en sportsudøver behængt med medaljer lige er vendt hjem og blevet genforenet med sin familie og venner i lufthavnen.

Hidtil har jeg troet, at det tåbeligste udtryk for journalistisk aktivitet var at spørge bilisterne på en tankstation om deres holdning til, at benzinprisen er faldet kraftigt.

Skulle jeg selv blive udsat for det, når jeg er henne for at tanke, vil jeg spørge reporteren, om vedkommende også var dum som barn, og jeg vil indtrængende opfordre alle bilister til at gøre det samme. Kun ad den vej kan vi blive fri for at se den slags idioti udfolde sig i den bedste sendetid på landsdækkende tv.

En enkelt episode under OL fik mange til at diskutere journalisters rolle – det var, da svømmeren Rikke Møller Pedersen lige var blevet nummer otte og sjok i finalen i 200 meter brystsvømning. Dybt skuffet begyndte hun at svare på spørgsmål fra DR’s journalist, men magtede det alligevel ikke. Hvorefter han gav den grædende svømmer et kram og udbrød »åhr, mus!«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg har svært ved at komme i tanke om et mere graverende eksempel på mangel på journalistisk distance. Alligevel kan jeg ikke undgå at føle sympati for det kram. Vel var det dybt uprofessionelt – og ordvalget går vi let hen over! – men alligevel kan jeg ikke sige mig fri for at finde det i orden.

I stedet for at blive forarget over, at journalisten, muligvis instinktivt, reagerer medmenneskeligt, burde man hæve diskussionen op til at dreje sig om noget mere principielt: Skulle man ikke overveje at give sportsfolkene nogle minutter til at samle sig, inden de skal udlægge deres præstation for nationen? Det var efter min mening en systemfejl, vi var vidne til.

Til en vis grad er journalistik om sport undtaget fra den neutralitet, der ellers skal gennemsyre faget. Det ville for eksempel være sært, hvis en studievært ikke måtte ønske danske sportsfolk held og lykke.

Så længe der bare er fairness i reportagerne, er der ikke det store problem i det, for begejstring frembringer også flotte journalistiske præstationer.

Kommentatorerne skal dog nok overveje at skrue en kende ned for følelserne – og måske aftale, at kollegerne giver dem et kram, når Danmark taber.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden