Øl, olie og mæcener

Selvom det siges, at heller ikke kultursponsorpenge lugter, lugter de måske alligevel mere end nogensinde før.

Henrik Marstal

Det norske dagblad Aftenposten bragte i lørdags en artikel om en af landets førende kunstnere, komponisten og sangeren Maja S.K. Ratkje, hvori hun i direkte vendinger kritiserede den sponsoraftale, som de traditionsrige og prestigefyldte festspil i Bergen har indgået med Statoil.

”Hele kulturlivet lader sig købe af et olieselskab helt uden skrupler”, bliver hun i artiklen citeret for at sige. Citatet stammer fra en blog hun har postet på sin hjemmeside, hvor hun holder Statoil – en hovedsponsor for Bergen Festspillene – ansvarlig for decideret miljøfjendsk virksomhed, samtidig med at selskabet angiveligt presser på for at foretage olieboringer i såkaldt sårbare naturområder som Lofoten i Nordnorge.

Modstanden mod Statoil er stor i Norge, hævder Ratkje, og alene af den årsag bør selskabet slet ikke kunne bruge norsk kulturliv som redningskrans ved at optræde i rollen som mæcen, siger hun videre. Men det er præcis hvad der er sket med festspillene, der løber af stablen fra næste uge. Oliepengene er som alle penge gode nok, og de gør indlysende nytte. Men det moralsk forkastelige i at tage imod disse penge er bestemt ikke godt nok, mener hun. Kulturlivet burde ganske enkelt holde sig for god til det og ikke lade sig besnære af landets stærke olielobby.

I Danmark har vi som bekendt ingen oliepenge til at købe kulturlivet. Til gengæld har vi ølpenge i stor stil. Mæcenerne i dansk musikliv har i årtier heddet Carlsberg og Tuborg, hvor sidstnævnte endda har lagt navn til Grøn Koncert-institutionen. Man behøver ikke mere end et enkelt blik på Grøn Koncerts hjemmeside for at konstatere hvordan Tuborg har købt og betalt gildet i en grad, at ølgiganten er og bliver hovedattraktionen snarere end muskelsvindsagen, musikken, festen eller publikum. Ølstafeftten føres suverænt af Tuborg, og det er et faktum, som der ikke kan rafles om.

Senest har landets næststørste bryggerivirksomhed, ølfabrikanten Royal Unibrew, meldt sig på banen som sponsor for musikevents. Det er sket med den ambitiøse ’Tak Rock’-kampagne, der som præmis har ønsket om at give noget tilbage til dansk rock som tak for al den inspiration, den har genereret for generationer af danskere. Fabrikanten giver efter eget udsagn noget tilbage ved at fokusere på vækstlagene i dansk rock, hvilket selskabets hjemmeside til overflod vidner om.

Løbende bliver der blandt de mere end 900 upcoming bands, der har tilmeldt sig kampagnen, udvalgt navne til danske musikfestivaler, og flere får desuden chancen for at spille support for etablerede danske rocknavne. Om offentligheden så alligevel har opdaget denne del af kampagnen er noget man kan komme stærkt i tvivl om, når man ser hvor få likes de enkelte bands typisk har genereret på bryggeriets Facebook-hjemmeside dedikeret til formålet. Mistanken om hvorvidt disse bands mest af alt er nyttige idioter for bryggeriets bestræbelser på at skabe troværdighed, er mere end almindelig svær at afvise.

Spørgsmålet er om tiden er ved at rende fra ølselskabernes koblen sig på rockens autenticitetsforestillinger og sex, drugs & rock’n’roll-mytologi. Og spørgsmålet er hvorvidt Royal Unibrew derfor er mindst en postgang for sent ude. Der er flere grunde til, at tingene peger i den retning.

For det første finder stadig færre musikere behag i klichéen om det vilde, intense rockstjerneliv, fordi den faktisk ikke har en døjt med virkelighedens forpligtelser endsige musikernes egen virkelighedsfornemmelse at gøre. For det andet har rockkulturen efterhånden opnået en solid kulturel bæredygtighed, som ikke har specielt meget med sex, drugs & rock’n’roll at gøre, men derimod med frembringelsen af meningsfuld musik at gøre. I den forstand kan sangeren Lukas Graham allerede nu godt ligne en lidt af en anakronisme i dansk musikliv med sine sange, video og albumcovers, der gør brug af alkohol som image-konsoliderende element og som udtryk for en ’fri’ livsstil.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Endelig gør for det tredje det stigende fokus på alkoholindtag som et samfundsmæssigt problem ikke livet nemt for ølproducenterne, når de ønsker at gøre deres produkter attraktive ved basere sig på en uddøende autenticitetsforestilling om de vilde, leveglade og konstant bagstive rockmusikere. Det forekommer ganske enkelt lidt virkelighedsfjernt og fordomsfuldt at blive ved med at insistere på, at rock kun kan tilegnes ordentligt, når det foregår under indtag af fadbamser i spandevis. Og spørgsmålet er om forbrugerne egentlig selv har behov for at spejle sig i sådanne forestillinger.

Politikens Torben Bille tematiserede den stadig mere problematiske kobling mellem alkohol og rock i sin tv-anmeldelse den 9. maj. Med afsæt i en tv-reklame for Royal Unibrews produkter, hvor Sort Sol blev anvendt som garant for troværdigheden i denne kobling, skriver Bille: ”Sceneriet emmer af læder og sved, tatoveringer blottes, der kastes håndtegn ad libitum, og vi bliver alle del af et broderskab – med meget få kvinder, der så til gengæld tungekysser frådende – mens musikken spiller og øllet flyder frit.”

Bille henleder opmærksomheden på et langt mere seriøst tiltag i dansk musikliv, nemlig den oplysningskampagne, som Dansk Musiker Forbunds fagblad Musikeren har kørt om alkoholisme i musiklivet og, med Billes ord igen, om hvordan alkoholisme ”især i rockmiljøet har det med at komme snigende som en rygklappende fan om natten.”

Det har uden tvivl været højst upassende for Bergen Festspillene, at en markant kunstner, som endda er enageret som kurator på en række koncerter under festivalen, har tilladt sig at kritisere festivalen for at lukke det ene øje, når den modtager sponsorkroner fra en moralsk tvivlsom oliegigant med en magtfuld lobby i ryggen. Men Maja S.K. Ratkjes spørgsmål er yderst relevante, fordi de unægtelig får selv den mest forslugne norske kulturbruger til at overveje, om man havde været bedre tjent med en mindre ambitiøs, men til gengæld mere hæderlig festival.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Spørgsmålene til den danske ølindustri er langt mindre dramatiske. Men de er nok så vigtige. Og skulle ølindustrien selv være lige så cool som den ønsker at gøre rockmusikken til, skulle den selvfølgelig holde langt lavere profil som mæcen og så i øvrigt brande sig i forlængelse af helt andre områder. Pengene måtte gerne tilflyde kulturlivet, men uden at industrien selv forlangte modydelser i en brandingsform, som tiden ganske enkelt er ved at løbe fra.

Skål.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce