Den spanske syges smittefare

Et spansk musikforskerteam er netop hostet op med en meget omtalt undersøgelse om populærmusikkens tiltagende homogenisering. Den er stærkt smitsom, hvis ikke man er vaccineret mod tressernostalgi, og den bør derfor manes i jorden med det samme.

Henrik Marstal

I går omtalte Politiken, i kølvandet på en lang række musikmedier i ud- og indland, en opsigtsvækkende undersøgelse begået af et spansk musikforskerteam på det netbaserede forum Scientific Reports på sitet nature.com.

I artiklen ’Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music’ har teamet foretaget analyser af ikke færre end 465.000 numre inden for de seneste 50 års vestlige musik – pop, rock, heavy metal, hip hop og electronica inklusive.

Teamet er blandt andet kommet frem til, at der kan spores ”en øget homogenisering i den musikalske diskurs”. Det vil sige, at kombinationen af anvendte toner og akkorder er blevet stadig mindre kompleks i perioden. Desuden har teamet også kunnet spore en udvikling frem mod mindre klanglig diversitet, sådan at flere og flere sange anvender færre og færre forskellige klangfarver, jo nyere de er.

De to iagttagelser er efter min opfattelse temmelig overraskende. Selvfølgelig ved jeg godt, at sangskrivningskunsten i 1960’erne, 1970’erne og til dels 1980’erne kunne være både uhørt innovativ og klangligt dristig sammenlignet med de seneste 20 års frembringelser.

Jeg ved også godt, at musikken indtil midt i 1970’erne gerne favoriserede en øget akkordmæssig kompleksitet. Og jeg er også bekendt med det faktum, at en del pop og rock fra de senere år har klinget fælt af skabelon, formel og fantasiløshed.

Alligevel stiller jeg mig umiddelbart spørgende over for undersøgelsens resultater. Dels undrer jeg mig over undersøgelsens generalisering af det anvendte materiale. Den konkretiserer nemlig ikke, hvilke kulturgeografiske tilhørsforhold der er i spil angående de analyserede numre.

Er samtlige numre hentet fra en generel anglo-amerikansk musiksfære, eller er der også nationale repertoirer involveret? Svaret blæser i vinden, men spørgsmålet er selvfølgelig ikke uvæsentligt for undersøgelsens validitet, nu hvor megen national populærmusik direkte eller indirekte trækker på folkelige musiktraditioner eller nationale forestillinger, der er specifikke for den pågældende region.

Dels undrer jeg mig over undersøgelsens valg af fokus. Som det ofte er tilfældet ved empiriske undersøgelser, afhænger resultaterne helt og holdent af, hvilke spørgsmål man stiller til det givne materiale, samt hvordan man stiller dem.

Spørgsmålene er i dette tilfælde temmelig problematiske, fordi de efter alt at dømme har et underliggende ideologisk afsæt, som er knyttet til en traditionel, akademisk klassisk musikopfattelse snarere end til en tidssvarende, akademisk populærmusikalsk opfattelse. Undersøgelsens spørgsmål rejser derfor en række modspørgsmål.

For det første: Hvorfor har teamet anvendt netop melodik (de sungne melodier og temaer) og harmonik (akkordforløbene) som de parametre, undersøgelsen tager afsæt i, når pop, rock og electronica i udpræget grad åbenlyst har udfoldet sig inden for parametre som sound og rytme? Denne præmis diskuteres overhovedet ikke i artiklen.

Tilsyneladende har teamet begået den fejl at applicere en traditionel, klassisk musikorienteret opfattelse af harmonik og melodik som grundlæggende parametre på en populærkultur, hvor disse parametre ikke sjældent er totalt fraværende – tænk blot på technoens lange forløb uden akkordskift overhovedet eller punkkulturens præferencer for ganske få, gentagne guitarakkorder, eller tænk på hip hoppens ofte komplette fravær af melodi til fordel for rap.

For det andet: Hvorfor har teamet fravalgt parametre, som måske ville fortælle en ganske anden historie angående graden af kompleksitet? Jeg tænker her på den tekstligt-semantiske kompleksitet (som var lav i tresserpoppens kærlighedssange, men høj i hip-hoppens ordrigdom eller i den nyere singersongwritermusiks ofte gådefulde tekstuniverser). Jeg tænker også på den stilistiske kompleksitet (som var lav i en række stilrene genrer frem til først i 1970’erne, men høj i 1990’ernes mange electronica-hybrider og hos et stort antal rocknavne i 00’erne).

Og jeg tænker også på den klanglige kompleksitet (frem til midten af 1970’erne blev musik indspillet på blot fire, otte eller fra sidst i 1960’erne undertiden seksten lydspor, mens musik siden 1990’erne har haft 60-80 af slagsen eller flere som norm – og desuden var en række stærkt avancerede lydprocesserende og/eller klanglige nyskabelser i 00’erne standardprocedurer i både electronica-, pop- og rockproduktioner).

Og for det tredje: Hvorfor opfattes kompleksitet i sig selv som et udtryk for kvalitet, sådan som det mellem linjerne fremgår af undersøgelsen? Musikhistorien har traditionelt betragtet kompleksitet som et kvalitetsparameter. Ikke mindst i perioden 1920-1960 voksede den nodebaserede musik i harmonisk, melodisk/tematisk og klanglig kompleksitet, samtidig med, at den blev mere og mere elitær i sin selvforståelse – i øvrigt med en stærkt dalende publikumsinteresse til følge.

Et kunstområde med en svindende betydning for offentligheden påpegede altså i stadig højere grad sin historiske uundværlighed og æstetiske gyldighed ved at henvise til kompleksiteten som værende selveste sandheden, sådan som serialisten Pierre Boulez slagordsagtigt formulerede det i 1950’erne. Denne tankegang er et produkt af en traditionel, klassisk-musikvidenskabelig opfattelse, som ikke spiller særlig godt sammen med den modsat rettede akademiske, populærmusikvidenskabelige grundopfattelse, at især melodisk og klanglig kompleksitet kun sjældent er relevante parametre at tage i seriøs betragtning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det burde være indlysende for enhver, at kvantitet – antallet af forskellige akkorder, meloditoner, rytmiske figurer og klangvariation – ikke nødvendigvis har noget med etableringen af musikalske kvalitetsparametre at gøre. Den omstændighed, at ”diversiteten i nodekombinationer” ifølge undersøgelsen ”konstant er blevet formindsket på 50 år”, fortæller derfor intet om hvorvidt musikken rent faktisk er blevet mindre lødig, mere ligegyldig eller bare dårligere. Det er en meget vigtig pointe i denne forbindelse.

Selv når man tager forbehold for undersøgelsens tvivlsomme præmisser, kunne tendensen til mindre diversitet i øvrigt i mindst lige så høj grad opfattes positivt som en tendens i retning af en mere afklaret brug af klart definerede kunstneriske virkemidler. Og den kunne opfattes som udtryk for stor tillid til, at enkle musikalske udsagn rammer lytterne stærkest.

Måske populærmusikkulturen i de seneste årtier altså blot har undergået en række rationaliserende processer, der i højere grad har gjort det muligt at skabe meningsfuld musik med enklere kompositoriske greb? Eller dens skabere er ganske enkelt blevet mere opmærksomme på den kvalitet, der ligger i at kunne udtrykke sig enkelt og ligetil?

At populærmusikken har ændret sig som den har gennem de seneste 50 år kunne også skyldes helt andre årsager end de, som bliver fremlagt i undersøgelsen. Jeg vil pege på tre:

1)  En harmonisk og melodisk relativt avanceret sangskrivning med rødder i såvel den amerikanske Tin Pan Alley-tradition som vesteuropæiske sangtradtitoner dominerede store dele af den globale popmusik til langt op i 1970’erne. Men den blev gradvist afløst af en mere rock/pop-orienteret tilgang i anvendelsen af harmoniske, melodiske og rytmiske standardformularer, der favoriserede en mere entydig opdeling i vers og omkvæd og en højere grad af melodiske gentagelser. Tiden løb ganske enkelt fra en sangskrivning, der var forbundet med efterkrigstiden og ikke kompatibel med den tidlige informationsalders værdisæt i løbet af 1970’erne og 1980’erne.

2)  Grundlæggende teknologiske ændringer i frembringelsen af numre opstod især fra først i 1990’erne som følge af, at computeren som indspilnings- og kompositionsredskab blev totaltdominerende. Computerens lydprogrammer gjorde det oplagt at skabe looporienteret musik, hvor korte akkordsekvenser på fire, to eller blot én takt blev gentaget gennem hele nummeret. Looptankegangen fik i samme periode også betydning i rockmusikken, forstået på den måde, at numre med anvendelsen af blot én eller to gentagne akkordrundgange kom mere og mere i omløb, muligvis ud fra et ønske om at frembringe tilstandsorienteret, ekstatisk musik snarere end traditionel udviklingsorienteret musik.

3)   Internettidsalderens øgede behov for instant afkast også på musikkens område skabte grobund for mere standardiserede og enkle numre. Derfor udviklede de anvendte hitskabeloner sig til at være endnu mere direkte appellerende med et øget fokus på omkvæd snarere end vers, overgange og soloer, og med et homogeniseret lydbillede, der favoriserede et konstant enslydende lydbillede på bekostning af anvendelsen af kontrast og dynamik.

Den spanske undersøgelse stiller altså ikke blot de forkerte spørgsmål. Den overser også nogle væsentlige årsager til de ændringer, som den hævder har kunnet iagttages i næsten en halv million numre fordelt over 50 år. Og så fravælger den relevante parametre, som kunne fortælle en helt anden historie om kompleksitet i periodens musik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som det fremstår lige nu, er teamets resultater vand på møllen for de, der søger efter gode årsager til at favorisere musikken fra før 1990 på bekostning af nutidig musik. De kommercielle radiostationer verden over kunne eksempelvis have interesse i at søge efter sådanne årsager. Lyttere med hang til nostalgiens trygge slør kunne også have det.

Alene derfor er undersøgelsen dybt problematisk. Den risikerer at bidrage til en træghed i den musikalske udvikling, som på sigt hverken er til gavn for musikerne, for musikbranchen eller for lytterne. I bedste fald kan undersøgelsen højst være en påmindelse til musikere om at blive endnu bedre til at bruge deres fantasi og skrive numre, der uden nostalgiens trygge slør kan være endnu mere appellerende end de kanoniske hits fra de ældre årtier.

Så derfor, kære spanske forskerteam: Skynd jer tilbage til sygesengen, så I kan blive raske igen uden fare for at smitte andre imens!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce