Selvfølgelig var musikken ikke bedre før i tiden

Det er forstemmende hvor mange lyttere, der hårdnakket hævder, at musik var bedre i gamle dage. Sandheden er, at de glemmer at indstille deres ører og sind på nutiden.

Henrik Marstal

Da guitaristen Jimi Hendrix den 4. juni 1967 spillede en slags afskedskoncert med sit band i et teater i London før han drog ud på en længere USA-turné, havde han til lejligheden inviteret alt hvad der kunne krybe og gå blandt byens inderkreds af musikere.

Der var medlemmer til stede fra flere af tidens mest toneangivende bands, som Hendrix via sin gode sans for networking hurtigt havde lært at kende efter sin ankomst til byen fra USA ni måneder forinden. Også George Harrison og Paul McCartney fra The Beatles var til stede, og det var måske derfor, at Hendrix som en cadeau til bandet, som han var stor fan af, indledte koncerten med en coverversion af åbnings- og titelnummeret fra Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band.

I sig selv en gestus til The Beatles, så meget mere som at albummet var udkommet blot tre dage forinden! Hendrix og hans band havde altså selv netop lært nummeret at kende, og den nærmest spontane gestus skulle McCartney i øvrigt siden betegne som en af de største cadeau'er han havde fået.

Anden halvdel af 1960'erne var en fantastisk epoke i populærmusikhistorien; en ekspansiv og nysgerrig tid, hvor udøvere såvel som publikum hele tiden så fremad mod nye muligheder og udtryksformer, hjulpet på vej af den teknologiske udvikling såvel som den åndelige. At kigge sig tilbage lå ligesom ikke rigtigt i kortene, ikke for alvor. Hertil var der for mange nye veje at betræde, ikke blot for Hendrix og The Beatles, men også for så mange andre både inden og uden for USA og England. Det, som det musikalsk drejede sig om først og sidst, var nutiden.

Der ligger derfor en stor, næsten ubærlig ironi i, at en langt mere rigid eftertid skulle komme til at opfatte netop musikken fra anden halvdel af 1960'erne - der altså selv så fremad, aldrig tilbage - som en populærmusikalsk guldalder, en aldrig overgået epoke, der af samme årsag lige siden har kunnet anvendes til at måle nyere epokers frembringelser mod.

Derfor findes der den dag i dag utallige lyttere, som glorificerer denne guldalder og måske endda tillader sig at strække den op til midten af 1970'erne, før verden gik af lave, og den gode sang ifølge denne målestok forsvandt i kaskader af profan punk, new wave, disco og siden synth pop og hip hop.

"Musikken var meget bedre før i tiden", har det gennem en god uges tid lydt igen og igen på diverse sociale medier og andre steder. Udsagnet er affødt af den spanske, meget omtalte undersøgelse Measuring the Evolution of Contemporary Western Popular Music, der for nylig ramte offentligheden. I min blog fra sidste uge kritiserede jeg undersøgelsen som værende temmelig problematisk, fordi den søgte at påvise hvordan musikken i de seneste årtier er blevet stadig mindre kompleks. Men den gjorde det ud fra nogle parametre, der ikke yder populærmusikken retfærdighed generelt.

Mange lyttere har - resultaterne uantastet - dog med stor konsekvens benyttet undersøgelsen som anledning til at hævde, at musikken i dag og i de senere år i det hele taget er blevet dårligere, mere overfladisk og mindre relevant. Går man disse mennesker på klingen, giver de forskellige svar på hvornår musikkens kvalitet begyndte at svigte.

Som nævnt anfører mange midten af 1970'erne. Andre, lidt yngre lyttere, strækker sig helt op til tiden omkring 1990 og tager måske lige akkurat Nirvanas korte storhedsperiode med. Endnu yngre lyttere tager dele af 1990'ernes kitschede dancemusik med og sætter skellet ved år 2000. Men fælles for dem er den opfattelse, at musikken bare var bedre før i tiden, og at alt hvad der er sket siden kan udtrykkes med det ene ord: forfladigelse.

Men det er og bliver en decideret fejlantagelse at tro det. Det er der flere grunde til. For det første spiller erindringens fortryllende skær for ikke at sige nostalgiens sødme en afgørende rolle.

Hvis man har kendt til et nummer, et album eller en artists bagkatalog siden man var ung, spiller det selvfølgelig ind på opfattelsen af musikken, at den er nært knyttet til ens selvidentitet, og at den dermed har sat en standard, hvormed man har kunnet måle al musik lige siden. Så tror da pokker, at Led Zeppelins første fem-seks albummer opleves som værende langt bedre end al anden rock frembragt siden 1975.

For det andet spiller den gentagne lytning også en afgørende rolle. Hvis man har kendt til et stykke musik siden barndommen og løbende lyttet til det da man var i tyverne, trediverne, fyrrene og halvtredserne, kommer man til at kende det så indgående, at det i sig selv bliver en slags musikalsk sandhed, som det meste anden musik ikke får lov til at udfordre. Men selvom vi er mange, der har det sådan med eksempelvis The Beatles' musik, er det for hver og én af os en subjektiv sandhed - og kun det. Det kunne ske for i princippet al anden musik, selvfølgelig også musik skrevet i dag.

For det tredje har glemslens nåde en hel del at sige. Lyttere, der favoriserer eksempelvis 1970'erne og afskriver senere års musik, glemmer fuldkommen hvor meget elendig og tåkrummende musik, der rent faktisk blev frembragt i det årti. Perioden var fyldt til kvalmegrænsen med kiksede, ukvalificerede og håbløse numre inden for alle tænkelige genrer - præcis som det jo er tilfældet for enhver anden epoke.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men disse lyttere ser desværre bort fra, at glemslens nåde efterhånden sænkede sig over disse numre, sådan at de selv også glemte dem. Tilbage stod de alene de gode numre. Også i dag er det muligt kun at bemærke de ukvalificerede og håbløse numre for dermed at kunne bruge dem som bevis på samtidenss musikalske fallit - helt uden at tage i betragtning, at glemslens nåde også en dag vil sænke sig over disse numre, og de gode vil stå tilbage.

For det fjerde tror jeg ganske enkelt ikke, at ret mange af de tilbageskuende lyttere bruger tilstrækkelig med tid på at lytte på nyproduceret musik. Mange har én gang for meget følt sig fremmedgjorte af en tilfældig radiosendeflades tilfældige musik eller af nogle dunkende rytmer fra en forbipasserende bil, og har derfor én gang for alle besluttet at afstå fra at bruge energi på at lytte til ny musik. Derfor er det langt den nemmeste position at skære alle nye toner fra over én kam, retfærdiggøre fravalget med henvisning til musikkens påståede generiske elendighed - og i stedet spare pengene til næste gang Yes eller Jethro Tull kommer til landet til en billetpris, man mageligt kunne have set tre nyere navne fra ind- eller udland optræde for.

Men som bekendt er den nye musik ellers meget let at finde nu om stunder. Man kan møde den overalt på streamingtjenester, på musikblogs, på videotjenester, på seriøse radiokanaler samt til koncerter. Og den er utrolig let at få adgang til og blive guided rundt i. Enhver lytter, som bruger tyve minutter om dagen på at finde og lytte til nyskrevet musik, vil blive positivt overrasket. Det er jeg helt sikker på.

Og endelig råber det for det femte til himlen, at nyfrembragt musik statistisk set næppe kan være blevet ringere alt sammen, når der nu engang er blevet så meget mere af den: Databasen Gracenote, en registrant over rettighedsregistrerede numre, havde i 2001 11 millioner eksisterende sange. Tallet var i 2010 på mere end 100 millioner. Mon de mange, mange nye numre, der er kommet til siden 2001, alle sammen er ligegyldige at høre på?

Så derfor er jeg fuldkommen sikker i min sag, når jeg hermed afviser alle de lyttere, der hårdnakket påstår, at musikken var bedre før i tiden. Det er og bliver en magelig, tilbageskuende og egocentrisk position, hvis validitet jeg ganske enkelt nægter at acceptere.

Dog vil jeg medgive disse lyttere, at de i årevis er blevet effektivt indoktrineret af den mest kommercielle del af populærkulturen, som allerede længe har gjort hvad den kunne for så at sige at fremme en tilbageskuende musikopfattelse. Det skyldes først og fremmest det faktum, at der er penge i princippet om at man ved hvad man har, men ikke hvad man får.

Blot for at nævne to eksempler: I går formiddags gik jeg ind på Berlingskes hjemmeside, hvor jeg blev mødt med en bannerreklame øverst på siden for radiostationen POP FM. Den promoverede sig med det triumferende, men i virkeligheden dybt forstemmende slogan Alle de bedste fra fire årtier - 60'erne, 70'erne, 80'erne og 90'erne. Altså: Ethvert nummer produceret de seneste 10-12 år er uønsket. Hvorfor mon? Magelighed og nostalgisk lethed i én og samme bevægelse?

Og da jeg et par timer senere cyklede gennem Christianshavn, faldt mit blik på en plakat med overskriften We love the 90's. Der var tale om en event, som finder sted i næste måned i Forum i København og Gigantium i Aalborg, og som på plakaten blev lanceret som Nordens største partyturné. Daze, Dr. Bombay, Whigfield og en række andre ville i hvert fald stå klar på scenen til at minde publikum om dengang de var 18 år og havde deres fremtid foran sig, i stedet for som nu at befinde sig midt i den. Altså: Endnu en tidslomme kunne fremhæves på bekostning af nyere epokers numre. Nostalgien og mageligheden havde endnu engang taget over.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med andre ord bliver lyttere ikke ligefrem hjulpet til at tage deres egen musikalske samtid tilstrækkeligt alvorligt. Men det var præcis det både medier, musikkritikere, musikere og lyttere gjorde i anden halvdel af 1960'erne, hvor Jimi Hendrix kunne finde på at spille et covernummer fra et album, der var udkommet tre dage tidligere. Dengang fyldte den musikalske nutid det meste af sendefladen. Og ingen inden for popkulturen savnede fortiden eller brokkede sig over kvaliteten af epokens frembringelser.

Hvordan kommer vi tilbage til de dyder, til gavn for samtidsmusikken? Det er spørgsmålet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce