Vi er selv for real

Henrik Marstal

Autenticitet. Jeg er ikke specielt gode venner med det ord. Det får mig altid til at tænke på efterskriftet til Vladimir Nabokovs Lolita, hvori han hævder at ordet ’virkelighed’ kun giver mening når det sættes i anførselstegn.

For ’autenticitet’ er ligeledes en uvirkelig størrelse, et fata morgana, en kamæleon, som kan bruges til at betegne nærmest hvad som helst.

Ikke desto mindre bliver der i hverdagskulturen konstant henvist til denne upræcise og svært håndtérbare term, og det i en grad så man skulle tro, at ’autenticitet’ var et entydigt, bæredygtigt og vedkommende begreb.

Det anvendes oftest på en indirekte eller underforstået måde, hvad tre eksempler fra den forgangne uges musikalske begivenheder viser.

1) Ved uddelingen af Steppeulven – den danske kritikerpris – i sidste weekend på Bremen i København gik prisen i kategorien ’Årets sang’ til de sympatiske ungersvende i Ulige Numre.

Med en rockorienteret, traditionsbevidst, dansksproget og længselsfuld besyngelse af København trykkede bandet på alle de rigtige knapper i forhold til at kunne opfattes som værende i høj grad autentiske.

De yngre/midaldrende musikkritikere, der uddelte prisen, lod sig gladelig trykke på. For de havde næppe svært ved at mærke et ekko fra deres egen overståede ungdom i den måde, hvorpå bandet med nummeret uimponeret iscenesatte en attråværdig følelse af at være ung, se godt ud, have livet foran sig og videreformidle de ’rigtige’ værdier.

2) Politikens stort opsatte anmeldelse i torsdags af den svenske sanger Thåströms nye album, Beväpna dig med vingar, havde overskriften ’Eneren, rebellen og anarkisten Thåström med mesterligt værk’.

Med sin positionering som ikke blot en prægnant, lyrisk tekstforfatter i et elektrificeret singersongwriterunivers, men tillige som en ukuelig veteran, lod også han til at kunne trykke på alle de rigtige knapper i forhold til at blive opfattet som værende autentisk.

Her skete det endda på en måde så den pågældende anmelder faldt for fristelsen til at læse en romantisk myte om den mandlige kunstner som uregerlig outsider ind i albummet.

3) Whitney Houstons tragiske bortgang i sidste weekend skabte overraskende store dønninger i medierne og på de sociale netværksfora. Eller måske det ikke var så overraskende endda. For at dø før tiden, når man er verdenskendt – det er da for real, er det ikke?

Ikke mindst når dødens uigenkaldelige natur gør en bortgang til noget, der selv for drevne ironikere ikke på nogen mulig måde kan forveksles med noget som helst andet.

Den ultimativt autentiske handling for enhver uregerlig stjerne er at dø, fordi vedkommende netop derved indstifter sig i de udødeliges rækker. Det er en langt mere effektiv brandingstrategi end at blive borgerlig eller skifte job.

Min egen opfattelse er sådan: Det, som jeg oplever som værende autentisk, rummer altid en stor mængde legitimitet i sig. Jeg kan uden at risikere at blive til grin for mine venner tage snart sagt enhver ting til mig, så længe jeg kan redegøre for hvori det autentiske består. Det lyder måske svært, men er det bestemt ikke.

For når jeg oplever noget som værende autentisk, betyder det at jeg betragter det som værende ægte, unikt eller originalt, måske endda sandt, uforfalsket eller traditionsrigt, hvilket jeg til enhver tid kan overbevise mine venner om, hvis de skulle tillade sig at tvivle.

Jeg kan eksempelvis blot begrunde det med, at det minder om Dylan, at det stammer fra Brooklyn, at arven fra Coletrane er tydelig, eller at den pågældende kunstner bare er så ægte. Autenticitet er altså et ord, der udelukkende har en positivt ladet betydning. Uanset hvordan det bliver vendt og drejet, kan det ikke tabe.

Selvom den postmoderne epoke delvist afmonterede autenticiteten som begreb, blandt andet ved at insistere på at tale om ’inautentisk autenticitet’ samt ved at hævde, at begrebet havde mistet sin mening i en verden af spejlsale, var det kun en midlertidig svækkelse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Autenticitet er igen blevet det altdominerende pejlemærke, som mange æstetiske domme konstant orienterer sig efter i tykt og tyndt – paradoksalt nok samtidig med, at antallet af spejlsale vokser og vokser.

I stadig flere sammenhænge bliver genstande, oplevelser, begivenheder, kulturprodukter og kulturpersoner kvalificeret ved, at den eller det først udpeges eller afgrænses som værende autentisk, hvorefter denne udpegning eller afgrænsning forsvares eller konsolideres med henvisning til, at der er tale om noget autentisk. En cirkelslutning? Unægtelig. Men ikke desto mindre en udbredt praksis.

Jeg oplever det som om det gennem de senere år er blevet mere og mere udbredt at være ulykkelig forelsket i forestillingen om autenticitet, fordi begrebet betegner noget mange så gerne vil have, men ikke rigtigt kan få eller møde.

For det, som jeg forbinder med noget sandt, noget forankret, noget stabilt, undslipper konstant mit blik, hver eneste gang det i et splitsekund lykkes mig at indfange det i øjenkrogen. Og forblændelsen får mig til at glemme at det sande, det forankrede, det stabile også kunne nås ved hjælp af andre strategier.

Forestillingen om autenticitet trækker spor tilbage til den tabte uskyld, som mange af os måske uden at være os det helt bevidst konstant begræder og derfor søger at genfinde. Der er en utrættelig søgen, og ingen har forstået det bedre end populærkulturens producenter, hvor autenticitet er og bliver det tryllestøv, som igen og igen får såvel lødige kritikere og journalister som kritiske forbrugere til at lægge sig fladt ned for den.

Autenticitet vil også fremover være et pejlemærke ikke mindst i populærkulturen – og der er intet, der tyder på at det kommer til at ændre sig. Men autenticiteten forfører, forvrænger og forblænder.

Derfor er der brug for, at populærkulturens aktører gør sig det langt mere klart hvornår de lader sig rive med af autenticitetsbølger uden mål og med, og hvornår begrebet – i sjældne tilfælde, ganske vist – rent faktisk tjener en fornuftig funktion. De tre eksempler, som jeg nævnte, peger i hvert fald alle i retning af at en mere sund, selvkritisk sans ville være ønskelig.

Men jeg er ikke kun træt af kritikere og kulturjournalister, der alt for ofte vurderer tingene ud fra underforståede og umærkeligt dominerende autenticitetsparametre.

Jeg er også træt af kunstnere, der konstant positionerer sig som aktører, hvis udseende, attitude, iscenesættelse og kunstneriske produkter er som skabt til at kunne aflæses på en autenticitetsskala fra 1 til 10.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og jeg kan faktisk også godt blive lidt træt af kulturforbrugere, der måske uden at tænke over det vælger til og fra ud fra selv samme autenticitetsskala.

Så her er mit råd til kritikere, kunstnere og forbrugere: Brug dog jeres egne ører og øjne! Mærk selv efter om det føles rigtigt eller ej! Stol på jeres egen dømmekraft og ikke på hvad andre omkring jer siger eller gør!

Og lad jeres søgen efter betydning og mening gå i andre, mere givende retninger. For vi er selv for real.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce