P6 Beat er mere 6'et end sit rygte

De seneste ugers kritik af DR-kanalen er ude af proportioner. Men den mangler stadig at udfordre populærmusikkens mest problematiske hegemonier.

Henrik Marstal

Debatten om P6 Beat har de seneste par uger raset i medierne og på adskillige sites, efter at kanalen for at hæve lyttertallet delvist har indført musikstyring - herunder playlister - efter den model, der allerede kendes fra søsterkanalen P3. Musikeren Kristian Leth finder ifølge Information enhver begrænsning af "de numre, der kan spilles" som værende "den diametrale modsætning til idéen om P6."

Reaktionerne har været mange, og mange af dem har været hårde. Men har de været rimelige? Kritikerne indtager en problematisk lytterpositionering, hvor de påberåber sig forestillingen om den rene, ubesmittede musikkanal. En musikkanal, der ikke er præget af hverken ideologi, strategi eller overvejelser angående lytterantal og økonomi. Det er spørgsmålet om en sådan kanal overhovedet eksisterer på nationalt plan nogen som helst steder i verden.

Efter min vurdering ligner situationen mest af alt en kærkommen lejlighed til at hetze mod den strategiske musikstyring, der blandt visse lyttersegmenter betragtes som værende kompromitterende og ikke-kompatibel med den kærlighed til den gode musik, som de selv besidder, og som P6 siden sin begyndelse for godt halvandet år siden også har promoveret sig på.

Det er indlysende, at også musiknørderne har krav på en public service-kanal, der tilgodeser deres nørdede musikinteresse, ligesom de har behov for at dele deres musikinteresse med andre i det imaginære fællesskab, som det digitalt-interaktive radiomedie i langt højere grad end tv-mediet er i stand til at skabe.

Men musikstyringen har ikke taget over. Den er langt mindre omfattende end det er tilfældet på P3, og den får derfor næppe heller mulighed for at styre kanalen i det omfang, som dens hårdeste kritikere hævder det.

Musikstyring har gennem mere end 15 år været et nødvendigt redskab herhjemme og i en række europæiske lande, der bidrager til at skabe en profileret radiokanal med en vis ensartethed eller, om man vil, identitet. Men jeg kan ikke se hvordan musikstyringen skulle kunne svække kanalens profil, når det er sket i så nænsom grad, som det har været tilfældet på P6 Beat. For musikstyringen er her et instrument til at homogenisere kanalens profil en smule, hvorved al den ikke-musikstyrede tid på kanalen kan udfolde sig desto mere frodigt og undertiden vidunderligt ukontrolleret.

En morgenvært i forrige uge annoncerede lakonisk et nummer på denne måde: "Vi skal have noget Beastie Boys. Det synes jeg!" Værten spillede nummeret af lyst, ikke fordi en playliste tvang ham til det. Tilsvarende lod en vært på eftermiddagssendefladen i sidste uge en hel time blive fyldt ud med lytternes ønsker på de navne, de allerhelst ville høre live på dansk grund i 2013, mens en anden vært dagen efter gjorde præcis det samme ved at lade lytterne bestemme numre fra de albums, som de fandt var de bedste i 2012.

Som det fremgår, er musikstyring til tider sat ud af kraft til fordel for et mylder af numre, som værterne selv og deres lyttere ønsker at høre. Desuden er en række programmer helt fri for musikstyring, hvilket giver plads til musik, hvor det i princippet kun er værtens fantasi, der sætter grænsen.

Det er tilfældet, når veteranen Jan Sneum i ugeprogrammet Sneums Garage for nylig dedikerede en time til bornholmsk beat fra midttresserne og frem. Eller når den konstant nysgerrige begavelse Pelle Peter Jensen i ugeprogrammet BAS i sidste uge spillede komplet ukendte, dugfriske numre med danske hip hop-kunstnere, som lyttere havde ledt ham på sporet af, eller som havde uploadet numre på nettet selv samme dag.

Eller når den empatiske Tue Track i ugeprogrammet Tue Track På De 2 Fladhjul Af Stål forrige lørdag tog en lang snak med Per Vers om først dansk hip hop-kulturs åndsbeslægtethed med dansk revytradition, og dernæst om ufrivillig abort som noget, der kunne rappes om, mens der undervejs blev tid til at lade Per Vers freestyle over et beat, som en ung musiker netop havde sendt ind.

P6 Beat har vist sig at gøre det rigtig godt alene derved, at kanalen er som et frodigt musikalsk univers befolket af mennesker med stor kærlighed til musik og med en ukuelig tro på, at netop et åbent og nysgerrigt forhold til musik kan gøre tilværelsen rigere og verden til et bedre sted.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet for at tale mere om den verserende debat vil jeg derfor hellere se på et par af de områder, hvor P6 Beat endnu har meget at lære, hvis den vil træde i karakter som danskernes mest progressive og virkelighedsnære kanal.

For i sin redaktionelle bevidsthed er kanalen tilsyneladende slet ikke opmærksom på, at den uforvarende bekræfter flere af de problematiske hegemonier, som populærmusikkulturen fortsat trækkes med, i stedet for at udfordre dem eller måske endda bidrage til at afvikle dem.

For det første efterlever kanalen ukritisk en vanemæssig opfattelse af musik som noget, der primært skabes og udøves af mandlige aktører. Den stort anlagte og velarrangerede multikoncert 'P6 Beat rocker Koncerthuset' i lørdags var et desværre et præcist sindbillede på kanalens selvopfattelse på dette område: De tre første koncerter - som i modsætning til aftenens øvrige 12 koncerter var lagt an på at samle samtlige 1600 tilstedeværende publikummer i henholdsvis Koncertsalen og Foyeren i DR Koncerthuset - havde udelukkende mandlige musikere på scenen. Ved de øvrige koncerter gjaldt det samme, bortset fra nogle få kvindelige solister og DJ's (men ikke instrumentalister), og det i et forhold på omkring 10:1. Populærmusikkens mandlige hegemoni er altså for nuværende bestemt ikke udfordret i P6 Beats verdensbillede.

For det andet efterlever kanalen ukritisk en kulturgeografisk hegemoni, der dikterer, at musik, der er værd at lytte til, enten er national eller anglo-amerikansk. Ganske vist er enkelte nordiske navne undertiden i fokus, men de fylder ikke meget op i landskabet. Musik fra det europæiske fastland (selv Tyskland) er nærmest ikke-eksisterende, og ser man bort fra en smule afrikansk musik er alle øvrige verdensdele så godt som usynlige. Man kan spørge om vi virkelig gavner den globale bevidsthed, som mange danskere ellers er så stolte af at besidde, når P6 Beat videreformidler en tilbageskuende kulturgeografisk hegemoni, som om intet havde ændret sig siden efterkrigsårene. Kina, anyone? Eller er det hele bare Tintin i Congo?

For det tredje: Kunne den alternative eller mindre kommercielt orienterede musik, som kanalen profilerer sig på, også tilhøre andre genrekomplekser end indiebaseret rock, ledsaget af electronica og hip-hop (samt i et mindre omfang dancehall og heavy metal)? For genreperspektivet er i dag så bredt og nuanceret, at lytterne burde have langt mere gavn af det på en public service-kanal med forpligtelse til at afspejle samtiden. Også her viste koncerten i lørdags desværre at være et præcist sindbillede på hvilke genrekomplekser kanalen - ligeledes i god tråd med en traditionel, vestlig musikalsk selvopfattelse - betragter som de mest centrale. Ikke meget har flyttet sig i DR på det område siden 1980'erne. Indieregimet længe leve!

Desuden kunne man ønske sig, at kanalen ved hjælp af efteruddannelse opgraderede i hvert fald en del af sine værter, sådan at deres primære kvalifikation ikke blot var at være kompetente musikfans, men i højere grad indsigtsfulde formidlere med sans for hvilke funktioner musik udfylder i den moderne verden, og med sans for musikkens potentialer og forcer - identitetsmæssigt, socialt, politisk, ideologisk, økologisk, miljømæssigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og tænk, hvis værterne ville holde sig til at spille de nyeste numre ledsaget af informative ord frem for at forsøge at sælge disse numre til lytteren som var det et avisabonnement. Og har DR for resten stadig en sprogpolitik? En formiddagsvært i sidste uge oplyste i hvert fald i én og samme sætning om en ny sanger, at han var "virkelig, virkelig" ditten, "meget, meget" datten, "rigtig, rigtig" dutten, og at der var den "vilde, vilde" hype om ham. Men hvad var motivationen for at skulle vi høre nummeret? Det glemte værten så i forbifarten - og jeg glemte at lytte efter.

Men hey, hvem siger, at det skulle være nemt at være radiokanal? Og hvem siger, at det lader sig gøre at komme helt op i gear på blot halvandet år? P6 Beat er på vej - og måske endda på rette vej. 6'et, det er kanalen sgu. Det kan man ikke tage fra den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce