Én gang til for prins Rune

Det er ikke så meget det, at en intetanende politiker kaster sig frådende over kulturstøtten - det er snarere det symptom, som det desværre er udtryk for.

Henrik Marstal

Den konservative folketingskandidat Rune Kristensen skrev i går i Politiken et åbent brev til den nybagte kulturminister, Marianne Jelved (R). Her indledte han med en utidig opfordring til hende om at nedlægge sit nye embede.

I mange andre lande, skrev han videre, behøver kultur nemlig "ikke fremskyndelse via skattefinansierede subsidier fra Kulturministeret eller andre steder." Med eksplicit henvisning til rindalismen i midten af 1960'erne argumenterede han desuden for, at armod fremmer kunsten, at støttekroner skævvrider konkurrencen mellem kunstnerne, og at kulturstøtte derfor ikke gavner nogen.

Enhver, som værdsætter betydningen af seriøse kulturelle frembringelser, må opfatte Rune Kristensens brev som dybt forstemmende. Det hører med til billedet, at hans indsigt i moderne kunst efter indlægget at dømme er lig nul. Og det hører med, at han ikke blot misforstår sin rolle som politiker ved at agere værdiladet smagsdommer. Han diskvalificerer også sig selv til nogen sinde at kunne blive en politiker, man kunne tiltro at tage det hævdvundne armslængdeprincip blot nogenlunde alvorligt. Hans potentielle vælgere ved et kommende folketingsvalg er hermed advaret på det kraftigste.

Mange kulturpersoner, kulturelle aktører og kulturforbrugere, Marianne Jelved inklusive, har formodentligt affejet Rune Kristensens indlæg som værende både umodent og uigennemtænkt. Umodent, fordi han kun opnår at udstille sin egen uvidenhed om kunstens funktioner i samfundet. Og uigennemtænkt, fordi han står helt og aldeles alene med sine holdninger i forhold til sit parti.

For tre måneder siden vedtog Konservative ved partiets landsråd nemlig et nyt politisk program, som kan læses på dets hjemmeside. Heri står der blandt andet: "Kulturpolitik er (...) et konservativt kerneområde, og Konservative ønsker en stærk og aktiv kulturpolitik med udgangspunkt i de store, samlende kulturinstitutioner i Danmark." Og der står, at kulturpolitikkens formål blandt andet skal være "at understøtte skabelsen af nye, kulturelle udtryk, som vi kan spejle os i, og som lader os forstå og tolke vores samtid."

Her står altså ikke noget vi ikke vidste i forvejen, nemlig at Konservative tager statens rolle som forvalter af kulturpolitiske dispositioner alvorligt. Og, kunne man diabolsk tilføje, hvis Rune Kristensens partiledelse virkelig delte hans holdninger, har den gennem de ti år fra 2001 til 2011, hvor partiet bestred kulturministerposten, haft meget lang tid til at afvikle ministeriet. At det ikke er sket, må derfor skyldes, at tanken er komplet fremmed for partiet.

At kultur i mange andre lande skulle være noget, som staten ikke blander sig i, er i øvrigt decideret forkert, i hvert fald hvis vi taler om de lande, vi normalt sammenligner os med. Der er kulturministerier ikke blot i hele Europa, men også i Kina, Rusland, Australien, Brasilien - og forresten også i mellemøstlige diktaturer som Syrien. At en statslig kulturpolitik er en vigtig reguleringsmekanisme i forhold til at bakke op om kulturelle frembringelser på nationalt og internationalt niveau, er altså ikke noget, som Danmark er ene om at synes.

Summa summarum: Rune Kristensen er ikke blot i modstrid med sit eget partis erklærede kulturpolitiske mål. Han er også på kanten i forhold til den omgivende verdens realiteter og mangler forståelse for kunstens og kulturens funktioner i det moderne samfund.

Så vi tager den lige én gang til for prins Rune: Staten interesserer sig for kunst og kultur, fordi kulturen har essentiel betydning for samfundsindividernes selvdannelse, identitet og historiske forståelse. Ingen har argumenteret mere præcist for den statsligt subsidierede kulturpolitik end den engelske medieforsker Nicholas Garnham, der i tre trin siger det sådan: 1) Kultur besidder nogle nedarvede værdier, som kan udvide menneskets horisont afgørende, men som (ofte) er i fare for at blive rendt over ende af kommercielle kræfter. 2) Behovet for disse nedarvede værdier er universelt og ukompromitteret i forhold til klasse, køn og etnisk oprindelse. 3) Markedskræfterne alene kan imidlertid ikke dække dette behov.

Deraf følger, at staten gennem sine dertil nedsatte organer indlysende bør arbejde aktivt for "at fremme udvikling af kunsten i Danmark og dansk kunst i udlandet", sådan som det er formuleret på Statens Kunstråds hjemmeside. Rationalet er, at langt fra al kunst kan være kommercielt bæredygtig, blandt andet fordi den undertiden anviser helt nye veje, som først efterhånden bliver synlige for andre end den pågældende kunstner.

Og om den pågældende kunst er af kvalitet, er også noget, der ikke sjældent er svært at vide før den så at sige er blevet efterprøvet i det omgivende samfund. Derfor er staten ofte henvist til at give støtte til kunstneriske projekter uden helt at vide hvad den får til gengæld. Det er ganske enkelt præmissen.

Mere plads ville jeg ikke have brugt på Rune Kristensens synspunkter, hvis ikke det var fordi de er et symptom på en mistænksomhed over for statens kulturelle engagement, som det er nødvendigt at tage alvorligt.

Selvom kunsten faktisk fylder meget op i mediebilledet i Danmark, og selvom den optager rigtig mange danskere, er det ikke desto mindre et faktum, at den både før og nu har været stærkt presset hvad angår folkelig opbakning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I rindalismens epoke skyldtes presset en afgrundsdyb modsætning mellem på den ene side en spektakulær, men også elitær og svært gennemskuelig samtidskunst, og på den anden side en afmægtig, skattebetalende arbejderklasse, der i store træk følte sig rendt over ende af statens betingelsesløse opbakning til den moderne kunst. Med danmarkskronikøren Paul Hammerichs ord så denne klasse en decideret sammensværgelse mellem folketingspolitikerne og finkulturen, personificeret ved epokens yderst sofistikerede kulturminister Hans Sølvhøj (S), der vist aldrig helt forstod hvad der foregik.

I dag kommer presset snarere fra en alt andet end afmægtig middelklasse, der dels har haft svært ved at afkode samtidskunstens merkantile nytteværdi i en tid, hvor alt andet kan måles og vejes, og dels har vænnet sig til at opfatte kunsten som en slags syndebuk for alt hvad der er galt med samfundet. Kunsten er blevet som en stor, glinsende fedtplet på det fede køkken, alle som bekendt havde ret til dengang i 00'erne.

Og så skyldes presset selvfølgelig også den politisk motiverede klapjagt på de 'smagsdommere', som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med lige dele uvidenhed, arrogance og middelmådighed selvbevidst skød i gang i sin første nytårstale i 2002. Han gjorde det dermed legitimt at skyde (skylden) på kunsten og mistænkeliggøre motiverne for overhovedet at udøve den.

Derved mistænkeliggjorde han også to af kunstens vigtigste funktioner, nemlig at holde magthaverne i ørerne samt udstille hykleriet og våset. Det er netop denne legitimitet fra den allerøverste verdslige myndighed, som Rune Kristensen nu har følt sig berettiget til at gøre brug af.

Men presset skyldes også, at landets kunstnere - ikke mindst de statstøttede af dem - af samme årsager har vænnet sig til at være alt for uopmærksomme på at komme befolkningen i møde ved at formidle deres projekter bedre og mere overbevisende. Og det skyldes mediernes mangel på seriøs interesse for de pejlinger af samfundet, som "vi kan spejle os i, og som lader os forstå og tolke vores samtid", for nu at citere fra Konservatives partiprogram igen.

Endelig skyldes det, at Statens Kunstråd, Statens Kunstfond og andre bærende organer har været for uopmærksomme på nødvendigheden at forklare den samfundsmæssige betydning af deres støtteudgivelser. Og - hvem ved? - måske det også skyldes de folkevalgte kulturpolitikeres ofte alt for kortfristede opbakning til og engagement i de muligheder, som samtidskunsten har at tilbyde.

I den forstand ligger samtidskunsterne og deres fortalere som de har redt. Det er i den grad tid til selvransagelse. For den seng skal redes på en anderledes overbevisende måde, hvis ikke Rune Kristensen skal få følge af andre, nok så demagogiske stemmer. En intern debat i kunstmiljøerne om sengeredningens teori, væsen, formidling og navnlig praksis er afgjort en nødvendighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som det fremgår, er det altså helt andre udfordringer, som venter for den nye kulturminister end blot at lukke butikken. Tværtimod bør selv samme butik snarest udvide sine åbningstider 24/7 og med åben pande forsvare sine dispositioner over for dens modstandere. Det kan blive en vigtig og travl tid for Marianne Jelved.

Måske det endda bliver værd at riste en Rune for.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce