Springsteen er i huset

I aften spiller Bruce Springsteen i Parken med en bunke sange, der altid sætter det sociale engagement i centrum.

Henrik Marstal

Den amerikanske journalist Dave Marsh hævder til sidst i sin bog Bruce Springsteen on Tour, at Bruce Springsteen slet ikke er et navn. Det er i stedet et udsagnsord: Et ord, der betyder at leve, at drømme - og at drømme om en bedre verden. Store ord, der siger noget om sangeren, guitaristen og sangskriveren Springsteens unikke udtrykskraft og standpunkt, men som også siger noget om hvor markant og forførende et brand han er.

Som ikon og verdensstjerne har Springsteen haft heldet til gennem 40 år at kunne trække på en lang række arketypiske forestillinger i populærkulturen relateret til storytelling på den helt store klinge: Den elektriske guitar som symbol på frihed og handlekraft, live-koncerten som centrum for musikalsk forløsning og dialog, posituren som den ensomme helt, der lider for sandheden samt ikke mindst troen på, at man kommer længst her i livet med engagement, livsglæde og empatisk bevidsthed, uanset hvor få mønter og lykkepiller der så end måtte være på kistebunden.

Når han i aften går på scenen i Parken bliver det foran et publikum, hvis iver efter at opleve ham og hans E Street Band er så stor, at både denne koncert såvel som koncerten på torsdag i Herning blev udsolgt på blot en time. Og rygterne fra de forudgående koncerter på den såkaldte Wrecking Ball World Tour, der nu for anden gang på under et år bringer ham til landet, er for længst løbet i forvejen: Springsteen og bandet har allerede fejret store triumfer på turnéen, ikke som rockens frelsere, men snarere som dens præster, der stiller sig bag musikken frem for foran den.

Springsteen er som ikon lykkedes med at brande sig selv som den arbejderdreng han engang var, en New Jersey-version af en undertippet working class hero, der næsten altid har fremstået loyal over for sin sociale baggrund. Det forklarer hans jævne look, hans attitude som en hårdtarbejdende, svedende musiker på scenen samt hans stadige insisteren på at skrive sange, der sætter et socialt engagement i centrum. Og det vel at mærke på en måde, som selv hans hårdeste kritikere vil have svært ved at kalde beregnende - selvom underdog-positionen ofte har været lukrativ for amerikanske, mandlige sangere siden Bob Dylan, ikke mindst når den som her er blevet kombineret med et godt udseende og en solid stemme.

Mens Springsteen i 1970'erne skrev skæbneportrætter af antihelte, der i deres stræben efter lykken satte det hele over styr, blev han i de følgende to årtier mere eksplicit optaget af at skrive empatiske sange om og for samfundets udsatte og svage, sådan som det ikke mindst skete med 'The Ghost of Tom Joad' fra albummet af samme navn. Et nummer, der tog sin titel efter hovedpersonen i John Steinbecks roman Vredens druer om Depressionen i 1930'erne, og som antydede, at Tom Joads ånd desværre stadig hvilede over de mange fattige og udstødte amerikanere, som ikke mange i den amerikanske offentlighed tænkte videre på eller gad at give stemme.

På det aktuelle album Wrecking Ball fra sidste år er desillusionen altdominerende i åbningsnummeret 'We Take Care of Our Own', der tematiserer egoismen og modviljen mod solidaritet med de svage i et land, hvor - som han synger - ingen længere ved, hvor flaget egentlig er fløjet hen. Og nummeret 'Death to my Hometown' fra samme album begræder den tomhed og meningsløshed, hans egen hjemby efterhånden er blevet fyldt af. At titellinjen senere i nummeret bliver ændret til "death to our hometown" mere end antyder, at det også kan forstås som et billede på USA's humane fallit i det tidlige 21. århundrede.

Springsteens mange sange om skæbner i Guds eget land - som eksempelvis balladen 'The River' fra albummet af samme navn - beskriver i sig selv en amerikansk forfaldshistorie, samtidig med, at sangene også beretter om, at overalt hvor der er mennesker, er der håb, drømme, omsorg, glimt af lykke og selvforglemmelse, modstandskraft, håb for en bedre fremtid og fandenivoldskhed.

I den forstand er Springsteen i sit udgangspunkt ikke så langt fra soulmusikken, selvom virkemidlerne med den elektriske guitar i centrum har været mere hårdtslående, højtråbende og ligefremme. Og især i anden halvdel af 1970'erne fremførte han sine sange med en emotionel kraft, der matcher hans største forbilleder i amerikansk musik - det kan for eksempel høres på sange som 'Incident on 57th Street' eller 'For You' fra live-albummet Live at the Main Point, 1975, der udkom i 2011.

Springsteen kunne i de år minde om sin irske kollega Van Morrison, der også med soul som afsæt søgte at bringe sine tilhørere i ekstase og hensætte dem i en stærkt emotionel tilstand, samtidig med at han gjorde dem klogere på den virkelighed, de alle var en del af og derfor havde mulighed for selv at præge i positiv retning. Van Morrison og Springsteen var - og er fortsat - begge optaget af nærværet som det eneste fornødne: Nærværet mellem artist og publikum som et billede på nærværet mellem mennesker - kærester, familier, venner, bekendte, tilfældigt forbipasserende.

Men det er næsten altid foregået med en kritisk brod: Ikke mange har som Springsteen formået at udstille den amerikanske drøms råddenskab og illusoriske karakter samt dens status af at være et komfortabelt figenblad for en statsadministration, hvis vilje til at bekymre sig for sine indbyggere kan ligge på et meget lille sted. Som den åndsbelægtede Tom Morello, guitaristen i Rage Against the Machine, hævdede det med sit band tilbage i 1992: "What - the land of the free? Whoever told you that is your enemy." De ord kunne have været Springsteens, hvis de ellers var blevet sagt en anelse mindre konfrontatorisk.

Springsteens utrættelige hudfletning af det amerikanske samfund i almindelighed og den amerikanske drøm i særdeleshed - som det blandt andet skete på gennembrudsalbummet Born To Run fra 1975 - kan ligne et stort paradoks. For er han netop ikke selv et bevis for, at den amerikanske drøm kan blive virkelighed selv for en arbejderdreng fra New Jersey uden moralsk opbakning fra forældre og lærere? Og er han netop ikke et symbol på den virkekraft, som det amerikanske samfund altid har forventet, at dets borgere er forpligtet på at realisere?

I det hele taget er Springsteens særlige bidrag til The Great American Songbook i usædvanlig høj grad knyttet til en amerikansk virkelighed og verdensopfattelse. Spørgsmålet er derfor hvad hans tekstlige temaer egentlig rager europæere, sydamerikanere, asiatere og andre af Springsteens talrige fans. Men selvom den verdensomspændende, nærmest umættelige fascination af the American way of life utvivlsomt også er kommet Springsteen til gode i hans mangeårige rekrutteringer af et ikke-amerikansk publikum, har mange af hans lyttere nu sikkert fået ganske godt fat i budskabet: Bare fordi musikken er klædt i de mest udadvendte, medrivende, nærværende og swingende gevandter, kan den ledsagende tekst godt være fyldt med harme, vrede og desillusion. Og bare fordi han synger om USA, kan forholdene sagtens overføres til andre steder på planeten.

I de senere år har Springsteen klogeligt har forladt den lidt for selvbevidste, larger than life-iscenesættelse, som prægede hans albums fra 1980'erne, og som efterhånden fik en god modvægt i nye, musikalske iscenesættelser. I årtiet inden havde han brugt violin og klaver som faste komponenter i The E Street Band, hvilket hjalp ham til at kunne engagere sit publikum på et stærkt emotionelt niveau. Og i 00'erne vendte han tilbage til en mere akustisk lyd på sine albums, der i høj grad trak på diverse amerikanske folkemusiktraditioner, og som til en vis grad gør ham åndsbeslægtet med nyere folk-navne som Fleet Foxes, Mumford and Sons og Arcade Fire.

Springsteens vellykkede musikalske dispositioner i retning af det akustiske ligger milevidt fra det måske eneste virkelig store fejltrin i hans karriere. Det er et fejltrin, som kun kan kaldes selvforskyldt i den forstand, at han overvurderede det lukrative mainstreampublikum, som han brændende ønskede at nå, men som på deres side ikke var helt på bølgelængde med hans sociale engagement. Jeg tænker på lanceringen af hittet 'Born in the U.S.A.' i 1984, der på den ene side skød Springsteen op i rockens verdenselite, men på den anden side gjorde nummeret til den måske mest misforståede protestsang i nyere tid.

Egentlig var nummeret en besk kommentar til det USA, der havde ladet sine Vietnam-veteraner i stikken og i øvrigt også hele den arbejderklasse, som ikke længere følte, at den havde nogen indfyldelse på magthavernes politiske dagsordener. Mange amerikanere opfattede det dog nummeret helt anderledes, nemlig som et magtfuldt, patriotisk hit gjort af samme stof som nationalhymner - og leveret af en af deres egne. Det skyldtes ikke mindst den stålsat udbasunerede, gentagne linje om at være født i USA, som Springsteen med maksimalt-maskulin kraft på stemmen fremførte så mange gange, at verslinjerne nærmest helt blev overdøvet og fortabte sig for den blot en smule uopmærksomme lytter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kort efter at hittet havde ramt USA sagde en vis person i en tale til det amerikanske folk: "Amerikas fremtid hviler i tusinde drømme i jeres hjerter, og den hviler i det håbefulde budskab i de sange, som så mange unge amerikanere beundrer: Sangene af New Jerseys Bruce Springsteen. Og mit job handler kun om at hjælpe jer alle til at få jeres drømme til at blive til virkelighed." Springsteen ville sikkert have være dybt smigret over ordene, hvis ikke det lige var fordi, at denne person var ingen andre end den daværende, republikanske præsident Ronald Reagan. Han brugte nemlig sangen i propagandaøjemed i forbindelse med præsidentkampagnen for sin anden valgperiode - en kampagne, der som bekendt førte til hans genvalg.

Men netop Reagan var selve symbolet på alt det, som sangen hævdede var gået galt for nationen. Og Springsteen måtte se sit livs største hit blive taget til indtægt af den patriotisme, der helt så bort fra landets sociale problemer og reelle menneskelige udfordringer, og som han altid havde set sig som stor modstander af. Så tonstung en ironi har ingen musiker fortjent at blive mødt med, og Springsteen har også siden gjort det vel eneste rigtige: At lade sangen indgå på sætlisten ved koncerterne på lige fod med andre samfundskritiske sange, sådan at konteksten har kunnet bidrage til at gøre sangens kritik af USA mere tydelig. Og samtidig har han derved anerkendt den kærlighed, som så stor en del af hans publikum har til netop det nummer som det, der måske gjorde dem til fans i første omgang.

Der er almindelig enighed om, at Springsteen efter Born To Run-albummet fremstod som en karakter, der sammen med navne som Neil Young medvirkede til at give rocken noget af dens troværdighed tilbage for mainstream-publikummet, efter at den havde gennemlevet en identitetskrise i årene efter hippieepoken. Et kunststykke, som grungen i 1990'erne første år skulle gentage i kølvandet på de firsere, som i stor stil også havde søgt andre musikalske udtryksformer.

Men efter et mindre kvalitets- og popularitetsdyk i 1990'erne har Springsteen siden The Rising fra 2002 snarere fremstået som en i bedste forstand konservativ musiker, der har holdt fast i det han stort set altid har været bedst til: At skrive sange ud fra de samme skabeloner, med de samme få melodiske fraser, med guitaren som afsæt og - i lighed med eksempelvis U2 - med en stærk tillid til devisen three chords and the truth.

I efterkrigsårenes amerikanske musikhistorie - fra Pete Seeger og Woody Guthrie over Bob Dylan og Jimi Hendrix til Kurt Cobain og Tom Morello - står netop guitaren (den akustiske såvel som den elektriske) som en central ledsager til disse musikeres forskellige inkarnationer af den amerikanske drøm på godt og måske især ondt. For Springsteen har det konkret været hans naturfarvede Fender Telecaster, som har trukket det store ikonografiske læs. Der er jo nærmest ikke det pladecover, hvor han ikke står med den guitar i hånden, og Wrecking Ball-albummet er ingen undtagelse - her fylder den ligefrem mere end nogensinde tidligere.

Det er desto mere tankevækkende fordi guitarbaseret rock i dag bestemt ikke står helt så stærkt som før i tiden, og fordi især rockmusikerne har følt sig indhentet af den nye verden, hvor unge musikere i højere grad benytter sig af virtuelle instrumenter på computeren, og hvor lytterne foretrækker streamingtjenesterne frem for rockens definerende lytteformater, LP'en og senere CD'en.

Men Springsteen fastholder tilsyneladende, at hans guitar er indbegrebet af autenticitet og oprigtighed, af handlekraft og frihed. Og om man af den grund opfatter ham som gammeldags, er næppe noget han går op i. For moderne har man næppe nogensinde kunnet kalde ham in the first place. Nej, samtidig er nok snarere det rette ord - og det har han faktisk altid formået at være.

Springsteen er i øvrigt ikke alene om at dyrke guitaren som ikon og koncerterne som omdrejningspunkt for kulten omkring ham. Musikmagasinet Gaffa kunne i går afsløre, at Kashmirs Kasper Eistrup netop har tegnet to frimærker for Post Danmark. Det ene forestiller bandets ekstatiske publikum ved en koncert, det andet Eistrups egen guitar med et DK-mærke på, som efterhånden er blevet nærmest synonym for ham og bandet ved deres mange koncerter. Sjovt nok også en Fender Telecaster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Noget tyder på, at guitarens symbolkraft er stærk nok til fortsat at kunne fascinere publikum langt ud over hvilke musikalske præferencer de så end ellers måtte have. Det samme kan siges om rockkoncerten som symbol på musikalsk forløsning og dialog.

Springsteen vil gå målrettet efter endnu engang at bevise begge dele i aften.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce