Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Henrik Marstal

Melodigrandprixets betydning er mere politisk end kulturel

Melodigrandprixet bør slet ikke forstås som en kulturmusikalsk begivenhed, men som en social og politisk.

Henrik Marstal

Nyudnævnte Grand Prix-eksperter i medierne stimler i disse dage sammen for at overbevise seerne og læserne om, hvor musikalsk overbevisende de forskellige landes bidrag til Eurovision er. Men er det overhovedet musikken, der skal fokuseres på?

I dagene op til at Emmelie de Forest sidste år vandt sin forventede sejr i Eurovision Song Contest med 'Only Teardrops', blev jeg som musikkilde kontaktet af en række medier. Jeg blev spurgt, om jeg ville give en vurdering af sangens vinderchancer, hvordan dens musikalske kvaliteter kunne karakteriseres, og om den nu ikke også lignede en anden dansk popsang lidt for meget. Men jeg måtte takke nej til invitationerne, fordi jeg ikke ville acceptere den præmis, at melodigrandprixet var noget, man kunne og skulle tage alvorligt som en seriøs musikkulturel begivenhed.

I år har jeg det på præcis samme måde efter at have hørt sangene i de to semifinaleshows forud for lørdagens finaleshow på Refshaleøen. For hverken musikalsk, tekstligt eller produktionsmæssigt er der meget at komme efter i størstedelen af bidragene. Ikke desto mindre går eksperterne energisk til sangene, som var de rene genistreger, selvom de pågældende personers musikalske faglighed sandsynligvis fortæller dem noget ganske andet: Nemlig at der de fleste tilfælde er tale om rip-offs af ældre pophits eller middelmådige genkomponeringer af en række i forvejen godt slidte musikalske iscenesættelser fundet på lossepladsen for Europop- og Schlager-skrot.

Jeg kan ikke tro andet, end at mange foran tv-skærmene derhjemme har oplevet noget lignende: De ryster på hovedet af sangenes musikalske kvaliteter, men det er ikke rigtig god tone at tilkendegive det over for vennerne og kollegaerne - for den gældende offentlige mening om melodigrandprixet som en kulturel berigelse har for længst indfundet sig. Det har medierne sørget for.

Men fordi kitsch altid er besnærende og frisættende, fordi tilstedeværelsen af freaks altid skaber sensation, og fordi der ofte går sport i at høre banaliteter blive leveret professionelt, overlever disse seere. Og man kan som bekendt udholde meget, så længe underholdningsværdien er høj, eller så længe man bilder sig ind, at ens børn har kulturelt udbytte af at kigge med.

Som musikmenneske har jeg det dog ikke helt på samme måde: Når DR, Københavns Kommune og Region Danmark i fællesskab bruger mere end en kvart milliard licens- og skattekroner på at præsentere så banale sange som om det var seriøs kultur, synes jeg, at der er noget galt.

Og når det kulturelle udbytte endda er næsten lig nul, fordi sangene med stor sandsynlighed er glemt igen om en uge eller tre, så er der et par seriøse mellemregninger, som beslutningstagerne helt har glemt at gøre sig undervejs. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men selv kan jeg næsten ikke bære tanken om, hvad pengene ellers kunne have været brugt til i kulturens tegn.

Sidste weekend var jeg i Aarhus til den årlige Spot Festival, hvor mere end 150 koncerter med primært danske bands og solister kunne høres. Kendte navne, upcoming-navne og næsten ukendte navne blandede sig med hinanden, og de fleste, jeg nåede at høre, var både talentfulde, nærværende og insisterende, og med stærke bud på, hvordan pop, rock, electronica eller heavy metal kan lyde anno 2014 i Danmark.

Jeg så seriøst arbejdende artister, der havde brugt flere år af deres liv på at nå hertil, og jeg andre, som først lige var kommet i gang, men som var motiverede for at gøre alt for musikken i de næste mange år. Det var kultur!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men mange af disse artister er ikke kendte i den brede danske offentlighed, blandt andet fordi medierne mangler kapacitet eller vilje til at tage dem tilstrækkeligt alvorligt. For melodigrandprixets optrædende er det stik modsat: Sjældent har man set så mange mediefolk være på stikkerne for at dække eventen, og de optrædende og deres sange får derfor en enorm offentlig opmærksomhed. Både musikalsk, tekstligt og performancemæssigt er disse Grand Prix-sange dog ikke i nærheden af at kunne leve op til hvad jeg oplevede på Spot-festivalen. Mit gæt er at de mange Grand Prix-eksperter ville være helt enige med mig i den betragtning, hvis de også havde været på festivalen.

Der er derfor ganske enkelt en himmelråbende modsætning mellem den opmærksomhed i medierne, som melodigrandprixet er genstand for, og så den mangel på kulturel betydning, dets sange reelt set har - og samtidig er der en himmelråbende modsætning mellem det fravær af opmærksomhed i medierne, som ny dansk musik har, og så den kulturelle betydning, den producerer. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

At jeg ikke vil anerkende melodigrandprixet som en musikkulturel begivenhed, gør mig til gengæld desto mere sikker på, at dets betydning gennem nu næsten 60 år primært har været primær politisk og social. For det har været som en prisme gennem hvilken det europæiske politiske klima har kunnet betragtes, hvilket kun blev mere udtalt efter at et nyt Europa voksede frem i 1990'erne i kølvandet på Murens fald.

Socialt har melodigrandprixet italesat udviklingen af værdifællesskaber på tværs af landegrænser. Desuden har det altid haft karakter af at være en tilbagevendende familie- og vennebegivenhed, som man år efter år kunne samles om. Endelig er melodigrandprixet i seksuelt mere tolerante lande med tiden blevet en bastion for homoseksuelle, især mandlige.

På én og samme tid har denne minoritet dyrket melodigrandprixet som et frirum og som et værdifællesskab, og det i en grad, at det i dag står som et af symbolerne på homoseksuelles og også queer-relaterede personers ret til at leve det liv, de selv ønsker - og så er vi tilbage ved det politiske igen, jævnfør den homofobi, som ikke mindst i Rusland for nyligt er blevet så skammeligt promoveret.

Melodigrandprixets betydning er derfor politisk og social, før den er musikalsk-kulturel. Det er noget, som også dette års udgave understreger. For det er et af de få mainstream-begivenheder, som både omfavner family values og queer values - og at musikkens rolle er sekundær er en omstændighed, som også musikken selv traditionelt har bidraget til at opretholde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men når virakket meget snart har lagt sig igen, bliver det tid til at stille sig selv to spørgsmål: 1) Hvordan kan musikeksperter med bind for øjnene køre melodigrandprixets sange op til noget, de slet ikke er?

2) Og hvordan kan man rask væk brænde en kvart milliard licens- og skattekroner af på en enkelt såkaldt kulturbegivenhed, når det kulturelle udbytte af den kommer til at være tæt på nul?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce