Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Henrik Marstal

Feminisme er for os alle - både kvinder og mænd

Man kan konstatere, at for mange er feminisme i dag et ord, de ikke orker at høre mere om.

Henrik Marstal

For nogle dage siden bragte TV2 på sin hjemmeside en artikel om det internationale initiativ #WomenAgainstFeminism. På diverse sociale medier har initiativet på kort tid forenet tusindvis af kvinder, der på forskellig vis føler sig forulempet af den feminisme, som ikke mindst de seneste år har vundet frem mange steder i den vestlige verden.

Dagen efter vakte en 23-årig kvindelig pædagogstuderende opsigt i samme medie ved at udtale, at fordi feministerne hadede mænd, fik de hende til at skamme sig over sit eget køn.

Og i torsdags skrev Berlingskes blogger Amalie Lyhne et indlæg med overskriften 'Superfeministerne ser spøgelser', hvor hun tog principielt afstand fra enhver feministisk tanke og sammenlignede feminisme med religiøs fanatisme (med min ringe person som hendes eneste eksempel på en sådan superfeminist).

LÆS OGSÅ KOMMENTAR

Man kan konstatere, at for mange er feminisme ganske enkelt et ord, de ikke orker at høre (mere) om. Og det er et ord, som de tilsyneladende forbinder med noget negativt og irriterende, fordi de opfatter feminismens virke som inderligt overflødigt og irrelevant.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at denne modstand først og fremmest er udtryk for den universelle sandhed: tryk avler modtryk. For i takt med, at en feministisk tilgang til verden har oplevet en voksende succes, fremgang og opmærksomhed som løsningsmodel på mange af verdens problemer, er modstanden mod denne tilgang vokset.

Modstanden kommer ikke blot fra mænd, der med rette anser bevægelsen som en alvorlig trussel mod de nedarvede patriarkalske privilegier, men også fra ressourcestærke kvinder, der ikke vil mindes om, at de stadig har mange, mange ligestillingsmæssige tiltag til gode, og at de dermed fortsat befinder sig i en stærkt ulige position over for mænd.

Modstanden skyldes også, at feminismen er blevet en slags moralsk syndebuk, som bliver taget til indtægt for utrolig mange ting, den slet ikke er. Det hænger formodentlig sammen med det imageproblem, som den fortsat døjer med, og som er et efterslæb fra modstanden mod 1970'ernes rødstrømpebevægelse.

Mange abonnerer på forestillingen om feminismen som en totalitær ideologi, hvis primære formål er at udsprede misandri (mandehad), offergøre alle kvinder, fremme en matriarkalsk verdensdominans og overalt modarbejde kønsrollebalancerne, selv dér hvor helt almindelige kvinder egentlig føler sig ganske godt tilfredse med tingenes tilstand. Desuden abonnerer mange på forestillingen om, at feminister er i deres følelsers vold og derfor er ude af stand til at argumentere på et sagligt grundlag.

Men spørger man i dag feminister hvad det er de ønsker at fokusere på, svarer langt de fleste faktisk noget helt andet. De svarer, at de arbejder for fuldt ud at realisere ligestillingsprocesserne kønnene imellem - politisk, socialt, seksuelt, økonomisk, statusmæssigt. Og de gør det gerne ved hjælp af statistikker, rapporter, undersøgelser og empiriske iagttagelser snarere end ved hjælp af følelser.

Den svenske forfatter Nina Björk siger det på denne måde: 'Feminismen er en politisk bevægelse, hvis mål er at gøre køn til en uinteressant kategori i et menneskes sociale liv'. Og Dansk Kvindesamfunds næstforkvinde, Ulla Tornemand, siger det sådan: 'At være feminist betyder at arbejde for at ende undertrykkelse, diskrimination og udnyttelse af mennesker, der finder sted på grund af deres køn, etnicitet, sociale klasse, seksuelle orientering og/eller andre forskelle, som bruges til at holde mennesker tilbage. At feminismen af navn binder sig til kvindekønnet er historisk betinget, men i dag handler det at være feminist om at tro på og arbejde for ligestilling'.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så derfor: Med enkelte radikale undtagelser er feminister hverken mandehadere eller lig religiøse fanatikere. Tværtimod. Af samme årsag har et stærkt voksende antal mænd åbent erklæret sig som feminister. For disse mænd ved, at reel ligestilling vil gøre det lettere også for mændene at være kønsrollemæssigt frisatte mennesker.

På de omtalte #WomenAgainstFeminism-sider kan man se adskillige kvinder med et håndskrevet skilt, der afviser feminismen - heriblandt en kvinde med et skilt, hvorpå der står: 'Jeg har ikke brug for feminisme, fordi jeg nyder at være hjemmegående mor og ikke føler mig mindre værd af den grund'.

Desværre er skiltet symptomatisk for den omstændighed, at denne kvinde slet ikke ved, hvad feminisme egentlig går ud på. For havde hun vidst det, ville hun også have vidst, at feminister ikke ser ned på hjemmegående mødre, og at bevægelsen arbejder for lige rettigheder mellem kønnene, blandt andet i forbindelse med barsel, skilsmisser og forældrerettigheder.

En af mine bekendte parafraserede ironisk kvindens udsagn sådan her: 'Jeg har ikke brug for feminisme, fordi jeg er totalt ligeglad med de mange kvinder, som ikke trives i den rolle. Jeg tilbageleverer derfor hermed alt det, som feminister før jeg selv blev født kæmpede så indædt for og undertiden betalte en høj pris for: min stemme- og valgret, min uddannelsesret, min ret til lige arveparter, min ret til at blive respekteret for den jeg er, min ret til ikke konstant at blive betragtet som et sexobjekt af alle mænd (indtil jeg bliver cirka 45-50 år), min ret til prævention, min ret til abort samt min ret til ikke at blive slået, voldtaget eller myrdet af min partner. Alt sammen forhold, der selv i det 21. århundrede stadig ikke bliver taget for givet uden for den vestlige verden'.

For som det er nu, fremstår denne kvinde blottet for empati for med de af hendes kønsfæller, som er ringere stillet end hun selv: Blottet for empati med de 29.000 kvinder, der hvert år herhjemme udsættes for partnervold, og hvor 10.000 af dem er udsat for gentagen, grovere vold. Blottet for empati med de kvinder, der lider under at have ringere vilkår end mænd økonomisk, socialt eller juridisk.

Og blottet for empati med de kvinder, for hvem kønsstereotypiseringen i medier, reklamer og i mode- og pornoindustrien hæmmer deres selvudfoldelse og dræner deres selvværd. Det gælder ikke mindst de mange, der gentagne gange oplever seriøse problemer med sexisme, trusler om voldtægt og voldtægt, uden at blive taget rigtig alvorligt af omgivelserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan med god grund drage en parallel mellem kvindebevægelsen og fagbevægelsen: Begge sørgede for enorme fremskridt for en meget stor samfundsgruppe, og begge vil fortsat være nødvendige, hvis ikke verden skal rulles tilbage til dér hvor den ligestillingsmæssigt var for 100 eller 150 år siden.

Ikke mange danskere ville have undværet fagbevægelsen. Jeg er sikker på, at mange mere eller mindre modstræbende må indrømme, at noget lignende gælder for kvindebevægelsen. Derfor: Læg forbeholdene, alle I kvinder og mænd. For feminisme er for alle.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce